Kilde
Gamle Christiania-billeder
Af A. Collett
Med 164 illustrasjoner
Christiania
J.W. Cappelens forlag
1893

Alunverket laa indenfor Grønlien, mellem Ekeberg, Loelven og Bjørviken. Alunskiferen, hvoraf der fabrikeredes Alun og rød Farve, toges i Ekeberg, væsentlig fra Brud, som laa i Nærheden af Oslo Hospital, ret op for Pladsen «Holtop» ved Ekebergbakkens Fod.

Dette Bergverk paa Christianias nuvrende Grund er ganske merkeligt, saa meget mere, som Anlægget er enestaaende her i Landet. Det anlagdes i 1737, paa en Tid, da Kongsberg Sølvverk og Røros Kobberverk begge havde en af sine heldige Perioder og Lysten til at spekulere i Bergverker og Fabrikker naaede et Høidepunkt i vort Land. Der skjærpedes dengang paa alle Kanter, Driften af gamle, nedlagte Bergverker gjenoptoges, Glasverker og andre Fabrikker, deriblandt Vallo Saltverk, anlagdes, og Iveren for at udnytte Landets mineralske og andre naturlige Rigdomme fik sit mest karakteristiske Udslag i Dannelsen (i 1739) af det storartede, men meget uheldige saakaldte «Sorte Kompagni», der omfattede de mest forskjelligartede Fabrikater, Tjære, Alun, Jern, Potaske, Sæbe, Kalk, Glas og mange andre Ting *.

(* Se Professor L. M. B. Auberts Afhandling ”Hadelands Glasverks” i P. A. Munchs «Norsk Maanedsskrifts, V, S. 267 o. flg.)

Staten søgte ved Privilegier, Toldfrihed og lign. at opmuntre og støtte disse Foretagender, men med de fleste af dem gik det, som Historikeren Riegels skriver**:

(** N. D. Riegels: Christian VI’s Levnetsbeskrivelse, Kbh. 1798, S. 347.)

«deres Glands var phosphorisk ; de opaade sig selv, lige indtil mindste Spor deraf forsvandt».

I mange Tilfælde gjorde Mangelen paa tilstrækkelig Driftskapital eller Indsigt i Tilvirkningen hurtig Ende paa Anlægget; i andre sygnede dette efterhaanden hen under en kostbar Drift i Konkurrencen med Udlandets billigere Fabrikater.

Til Anlag og Drift af et Alunverk i Oslo dannedes et Interessentskab, hvori to Christiania-Kjøbmænd, Peter Co11et t og Peder Leuch, var Hovedmænd. Det kaldtes efter den daværende Konge og Dronning «Christians og Sophia Magdalenas Alunverk», og Interessenterne fik ved kongelig Bevilling af 3 Mai 1737 Tilladelse til at tage Alunskiferen frit paa Hospitalets Grund i dets «Fæhage» og anlægge Verket paa den Kronen tilhørende saakaldte «Tolderløkke» ved Foden af Ekeberg mod en aarlig Grundafgift. Endvidere fik Verket Told- og Tiendefrihed for sine Produkter for de første 15 Aar og Tilsagn om, at Indførsel af fremmed Alun og rød Farve skulde blive forbudt i begge Riger, saasnart de kunde forsynes med forsvarlige Produkter fra det nye Anlæg.
Men trods disse betydelige Indrømmelser gik det længe meget daarlig med Driften, idet der blev begaaet Feil ved Tilvirkningen, saa Varen ikke kunde konkurrere med Udlandets, og efter nogle Aars Forløb saa Eierne sig nødt til med et Tab af 20-30,000 Rdl. at nedlægge Verket. Derpaa laa det øde i flere Aar indtil 1758, da James Collett og Morten Leuch, Sønner af Verkets Grundlggere, kjøbte de forfaldne Rester for 362 Rdl. og gjenoptog Driften. De forbedrede og udvidede Indretningerne og indkjøbte og indlemmede i Anhegget nogle Huse med tilhørende Grund opunder Ekeberg, deriblandt Pladsen «Holtop» med den gamle Træbygning, som nu gaar under Navn af «Dyvekes Hus», idet man i vor Tid, men uden Grund, har villet paastaa, at Christian II’s bekjendte Elskerinde der havde sin Bolig. Denne omtales imidlertid i Kilderne som et anseligt Hus af Grundmur, beliggende lige overfor Akershus Slot, tet ved Fjorden.

I 1763 fik Verket bevilget Told- og Tiendefrihed for bestandig med flere Rettigheder, men det gik fremdeles traat med Afsætningen, indtil en Englænder Mr. Colbrue i 1772, da James Collett efter Morten Leuchs Død var blevet Eneeier af Verket, begyndte over hele Europa at opkjøbe alt det Alun, han kunde overkomme, for derefter selv at kunne bestemme Prisen paa denne Vare. Nu begyndte en glimrende Periode for Alunverket, idet Colbrue ikke alene til høie Priser kjøbte den store oparbeidede Beholdning, men ogsaa betingede sig alt, hvad Verket kunde producere til Udførsel i de fire følgende Aar. Det var imidlertid en kortvarig Glæde, da den engelske Spekulant gik fallit, men Collett vedblev fremdeles at drive Verket, hvormed han i 1776 forenede et Potaskekogeri. Verkets Grund udvidede han mod Søen ved betydelige Opfyldninger paa Sydsiden af Loelvens Udløb i Bjørviken.

Den største Mængde Alun, som i et Aar tilvirkedes, var omtrent 500 Tønder, hvoraf tre Femtedele paaregnedes at kunne afsættes i Norge og Danmark, inedens Resten gik til Udlandet, fornemmelig Frankrig. Værdien var i Høiden 15 à 20 Rdl. Tønden, men Driften var meget kostbar, idet den slugte en Mængde Brændsel, nemlig aarlig omtrent 2000 Favne Granved og 46,000 Stykker Baghun. Arbeidernes Tal var ved Aaret 1790 32 Mænd og 12 Kvinder, og paa Verket boede dengang 106 Mennesker *.

(* Rektor Rosteds Afhandling cAlunverket ved Oslo» i Topogr. Journal 3die Hefte Side 1-74.)

I Spidsen for Arbeidsstokken stod en «Alunmester», en Stilling, som fra 1792 til 1812 indtoges af en fra et Alunverk i Skaane indkaldt Svenske, Hans Helljesson. Dennes ældste Søn var den fra den slesvigske Krig 1848-5o bekjendte tapre Oberst Hans Helgesen, der fødtes i Oslo for netop hundrede Aar siden og formodentlig har henlevet den største Del af sin Barndom i «Dyvekes Hus», idet Faderen fra 1800 til 1812 forpagtede Pladsen «Holtop».

Efter James Colletts Død 1794 fortsatte hans Søn John Collett (paa Ullevold) Driften af Alunverket, hvor han i 1806 oprettede en Skole for Arbeidernes Børn, men Afsætningen af den tilvirkede Vare var i det hele taget lidet lønnende, og efter at det havde vist sig, at nogle Forbedringer ved Fabrikationen, som foretoges efter Forslag af to tilkaldte teknisk kyndige Mænd, daværende Bergmester Baumann og Apotheker Maschmann, ikke formaaede at bringe Verket til at svare Regning, blev dette, omtrent 1815, endelig nedlagt.

Stedet havde dengang et Udseende vidt forskjelligt fra det nuværende. Den gammeldags smale Vei, som fra Oslo førte derud, gik længer ned mod Loelven og Søen end nu og standsede ved Granlien, indtil Ljabrochausseen i 1850-Aarene kom istand. Nede paa Fladen, ikke langt fra Elvens Munding, laa de egentlige Verksbygninger og Skolen, som er det eneste, der nu er igjen af det gamle Alunverk, idet Bygningen i 1840-Aarene af Stedets daværende Eier, Grosserer Jacob Meyer, flyttedes høiere op i Bakken, hvor den benyttedes til Arbeiderbolig. Det er det lange enetages Tømmerhus med det høie Tag, som ligger paa den nedre Side af Ljabroveien, hvor denne svinger ned mod Granlien.

Mellem Verksbygningen og Søen laa store Hobe af rød Grus og Affald fra Driften, og ved Loelvens Udløb havde Eieren af Ljans Sagbrug en Oplagsplads for Planker og Bord efter en Indrømmelse, som var givet i James Colletts Tid. Paa denne Tomt stod ogsaa et Krudtmagasin for Tilvirkningen fra Ljan Krudtmølle, og ved Siden deraf, langs Stranden ved Bjørviken, laa et Batteri for 8 Kanoner, anlagt i Krigsaaret 1807 «efter høiere Ordre» af den daværende Vicekommandant paa Akershus, Ingeniøroberst Hoff. Batteriet fandtes der fremdeles i 1824, men krævedes da fjernet af Ljans Eier, Oberstløitnant og Generalveimester Ingier, fordi det laa iveien for hans Trælastbedrift og ikke længer kunde ansees nødvendigt *.

(* Ljans Eieres Ret til at have Krudthus staaende paa Tomten og oplægge Tømmer paa en Strimmel langs den nedre Del af Loelven blev i 1885 indløst efter Takst for 6400 Kroner af Grundens daværende Eier, Christiania Havnevæsen. (Christiania Kommunes Femtiaarsberetning, Side 438)).

Høiere oppe laa Kontorbygningen, et toetages Tømmerhus, som efter Verkets Nedlæggelse blev bortleiet til Private. Den sidste Leieboer var, ved Midten af 183o-Aarene, Kjøbmand Herre, Fader af den som Forfatter af «En Jegers Erindringer» bekjendte Bernhard Herre, der var en Ungdomsven af Digteren
Welhaven. Medens Herre med sin Familie laa paa Landet derude om Sommeren, var Welhaven en af deres hyppige Gjæster, og den vakre Natur ved Ekeberglien med sin udsigt til de fjerne Strande, hvor Solen leged over stille Vande med brede Straalebrud og gyldne Blink, er oftere behandlet i hans Digtning.

Lidt senere blev en anden af vore Digtere, Henrik Wergland, fastere knyttet til denne Egn. Begeistret over den smukke «Udsigt over Fjorden og Akershus og Byen og Landet» kjøbte han Vaaren 1838 for det Honorar, han havde faaet for «Campbellerne», en Hytte i «nordre Granlien», et Stykke oppe i Aasen, nær ved Alunverket. Grunden med en liden Haveflek fæstede han for 6 Spd, om Aaret. Hytten var, skriver han i «Hasselnødder», «af ægte Sort, liden og skrøbelig i høieste Grad». Han bød 400 Spd. for den, fik den paa Stedet og flyttede ind Dagen efter, og herude i Granlien var det, som bekjendt, at han vandt sin Brud. Ved sit Giftermaal i April 1839 skilte han sig atter ved Hytten, og denne blev med tilhørende Grund senere indkjøbt af Alunverkets Eier, som i 1847 solgte Huset til Bortflytning.

I Aaret 1831 blev det gamle Alunverk af Skiftekommissionen i det Collettske Handelshus’s Opbudsbo solgt ved Auktion til Londonerfirmaet Pelly & Co, som nogle Aar derefter afhændede det for 3350 Spd. til Borgerritmester, Grosserer Jacob Meyer. Denne kjøbte i 1838 den mellem Veien og Loelven beliggende
Grund, der senere er kaldt «Loengen», og hans Søn, Konsul Lorentz Meyer, som af sin Fader fik overladt Alunverket til Beboelse, forøgede Eiendommen ved Kjøb af en betydelig Del af Skoven paa Ekebergs vestlige Skraaning, lige henimod Bækkelaget.

Lorentz Meyer nedrev Verkets gamle Hovedbygning og opførte ved Grønlien den smukke, hvidpudsede Gaard, som enhver Christianiaboer vil erindre fra 1850-, 6o- og 7o-Aarene, da den med en grønklædt Bjergvæg til Baggrund lyste En saa
vakkert imøde ved Indseilingen paa Bjørviken. Ved Smaalensbanens Anleg, der nødvendiggjorde en Omlægning af Ljabroveien, blev Gaarden imidlertid (i 1877) eksproprieret og nedrevet. Tre Aar iforveien havde Meyer solgt Loengen til Christiania Havnevæsen for 110,330 Spd. , og efter hans Død afhændede hans Arvinger i 1889 Skoveiendommen paa Ekeberg («Munkehagen» og «Fruebraaten») m. m. for 82,000 Kroner til Christiania Kommune, der har udlagt den til Lystskov og anlagt gjennem den i hele dens Længde den smukke «Kongsvei», som ved de herlige Udsigter, den aabner, udgjør en Prydelse for Byen.