Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forodet

Amerikaneren Charles L. Baces Reiseskizzer

fra Voss i Sommeren 1856

 

Bolstadøren er smukt beliggende ved Bunden af Fjorden, og er dette et Yndlingssted for engelske Jægere. Engelskmændene har ganske taget norsk Jagt og Fiskeri i Besiddelse; næsten enhver Strøm, hvor der er Laksefiskeri, er leiet af dem. Nogle har endog kjøbt Eiendomme for Fiskeriets Skyld, en fordelagtig Handel for Bønder-ne, der i Almindelighed beholder Fisken og har mangen anden Fortjeneste af Udlændingen. Vi spiste her en herlig Aftensmad, bestaaende af Laks og Kaffe, Hvor tarveligt et norsk Gjæstgiveri kan være, er man dog næsten overalt vis paa at kunne faa Fisk, Æg og god Kaffe.

Vi reiser nu atter tilvands i smaa Baade, og da man ikke kunde faa Hjulene skruet af den ene Kariol, blev den sat ned i Baaden med et Hjul udenfor Rælingen paa hver Side; Synet heraf opvakte i høi Grad Tilskuernes Munterhed, og jeg hørte, man raabte efter os: «Se Dampbaaden!» Det var allerede Nat, da vi naaede Evanger, men vi var bestemte paa at reise hele Natten for at komme til den for Hvile bestemte Stasjon, og vi reiste videre i Maaneskin i den mest usikre romantiske Belysning. Imellem kl. 11 og 1 saa vi et glimt af Dagen, og Kl. 2, da vi søvnige og trætte naaede Vossevangen, var det næsten høilys Dag. Folkene blev med Lethed vækket og vi meget godt indkvarteret.

Vossevangen er en af de mest afsides Dale i Norge; den ligger ved Bredden af en liden Fjord, paa alle Sider begrændset af steile Fjelde, grønne Marker og rig Løvvegetasjon. Mod Vesten aabner Dalen sig, og man ser i det fjerne den glimrende Vandflade. De smaa, brune Klynger af Huse, som udgjør Gaardene (Farms), ligger spredte omkring paa Fjeldets yndige Sider. Landsbyen bestaar af 30 til 40 Huse, i hvis Midte man ser den gamle hvidmalede Kirke med sort Spir, af en ubeskrivelig Form, den ser ud som oprindelig bestemt til en Kegle. Omkring Husene er intet Hegn, og alt synes at staa aabent. Det er en overordentlig skjøn Sommerdag, og den hele Egn med Landskirken og Kirkegaarden har efterladt et saa behageligt Indtryk af Fred og Skjønhed, at det aldrig vil kunne udslettes. Tidligt om Morgenen begyndte Bøndeme fra Nabolaget, de gjæve Mænd fra Voss med deres Familier, at forsamle sig til Søndagens Gudstjeneste. Jeg betragtede dem fra en Høide. Smaa Heste bragte nogle fra Bjergene, endog fra Steder, hvor Sneen endnu laa; andre kom i smaa Kjærrer eller i de lette Karjoler og andre tilfods. Hist henne nær-mede et Selskab sig til Baads, de styrede midt over Fjorden, og Farverne spillede malerisk i rødt, hvidt og blaat! I landsbyen vrimlede det snart af kraftige Mænd i blaa Huer, Trøier og Benklæder og Kvinder i den forunderligste Nasjonaldragt. Jeg gik tidligt i Kirken. Førend den egentlige Tjeneste begynder, deltager man i Kommunionen, og jeg fandt nogle hundrede Mænd og Kvinder samlede omkring Alteret. Næsten ethvert Ansigt bar et fromt og andægtigt Udtryk; og enskjønt vor Dragt endog maatte være dem mere paafallende, end deres var os, saa jeg neppe et eneste Fruentimmer, der vendte sig om, da vi traadte ind. Præsten, klædt i sort Samarie med en hvid stiv Pibekrave, saaledes som man ser paa Portrætter af Martin Luther eller Præster paa hans Tid, gjentog og sang, med Ryggen vendt mod Tilhørerne, et Sted af Bibelen. Han vendte sig derpaa om og fremsagde en kort Bøn, hvortil man lyttede med megen Andagt, og senere, da Kommunikanteme knælede ved Alteret, lagde han sin Haand paa deres Hoved og gjentog, idet han skred fra den ene til den anden:

”Alle dine Synders naadige Forladelse i Navnet Faderens, Sønnens og den Helligaands.» Dette er den lutherske Absolusjon.

Af alle besynderlige Ting i Landsbyen er dog Kirken den forunderligste. At beskrive dens indre vilde være umuligt, saa opfyldt er den af sælsomme Gallerier, Søilegange og Afsatser. Det er en af de første kristne Kirker, bygget i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede. Væggene er af Sten, og Trævirket for det meste umalet, prydet med komisk efterligning af Forgyldning.

Den første gjenstand, som falder i øinene, idet man træder ind, er en smagløs Statue af Kristus paa Korset, staaende ved Indgangen til Koret, tilligemed 2 Figurer, der er afbildede med Hammer og Svøbe og formodentlig skal forstille Jøderase med deres Marterinstrumenter. Det flade umalede Loft er forsiret med de aller forunderligste Englehoveder, og i den ene Krog er malet en bibelsk Scene, hvori Jerusalem har en forbausende Lighed med Bergen. Koret er ogsaa prydet med gamle, plumpe Malerier.

Klokken 11 og en halv begyndte den øvrige Tjeneste. Den Flok af Fruentimmer, som havde siddet udenfor i græsset, begyndte at indtage sine Pladse; — de unge Piger paa, smaa Skamler i Gangene, og de ældre Kvinder i de høiryggede Stole. Alle knælede ned for at bede, tog derpaa enhver af de nærmeste i Haanden, endogsaa de fremmede. Det rørte mig som et Bevis paa deres enfoldige Tro, — først Tilbedelse, derefter selskabelig Følelse.

Skibet i Kirken fyldtes snart af festlig klædte Fruentimmer, og sikkerlig har jeg aldrig seet en vakrere og mere blomstrende Samling af kvindelige Ansigter. Hvad man bør kalde den norske Typus var ogsaa her fremherskende — let bøiet Næse, veldannede Næseborer, klare blaa 0ine og lyst Haar, Panden ialmindelighed ikke høi, men velformet. Det var nogle meget almindelige Ansigter, men alle med det friske naturlig-godmodige Udtryk. Jeg bemærkede ogsaa hist og her blandt Mængden et Ansigt med de mest fint meislede Træk og af den yndigste Form.
 
Som jeg stod ved en af Søilerne under Galleriet og saa hen over Rummet ved Alteret, forekom det hele mig som en Theaterscene, — i Baggrunden Præsten med sin lange sorte Kjole og stive Pibekrave, foran ham i bestandig Bevægelse, uden at vi kunde se, hvorfra de kom eller hvorhen de gik, en Række af de mest male¬riske Figurer — først en gammel Kone i blaa Dragt, med et hvidt trekantet Hovedtøi, der strakte sig en Fod langt til hver Side, der-efter en i sort med rødt Livstykke og hvidt Forklæde, saa en Pige med lyse Haar slyngede i to Fletninger om Hovedet og omvundet med røde Baand, broderet Fløielsliv med rødt Bagstykke, og saaledes fort videre i de mest brogede Varieteter. Paa Gallerierme var Mændenes Pladse, mange maatte staa, saa talrig var Forsamlingen. Det hele gav os et behageligt Indtryk af Landets religiøse Følelser. Tjenesten begyndte med, at Præsten istemte et Sted af Bibelen og udtalte en kort Formaning, efter hvilket han gjorde Korsets Tegn over Tilhørerne. Derefter blev en Salme afsunget, hvis Numer var optegnet paa Væggen med store Bogstaver. Sangen var almindelig og af den mest skrigende Slags og varede omtrent gjennem 30 Vers. Da den var forbi, besteg Præsten Prædikestolen og fremsag-de en inderlig Bøn, sandsynligvis «ekstempora», hvortil man lytte-de med megen Andagt, derefter en Kollekt, Prædiken, Bøn og Sang, og Folket adspredtes omkring i Landsbyen, nogle for at spise sin Middag i Græsset, andre for at besøge sine Venner og de fles¬te for at danne smaa Grupper, hvor man gjennemgik Dagens vigtigste Begivenheder eller sluttede Handler for Ugen.

Ved et besynderlige Tilfælde var der ogsaa 2 andre Personer fra Amerika i vort Gjæstgiversted: 2 Nordmænd, som havde opholdt sig i 15 å 16 Aar i vore vestlige Stater, havde erhvervet sig Formue og var nu komne tilbage, dels for at besøge sine Venner og Frænder og maaske tildels for Spekulasjon — for at bringe fordelagtige Emigranter til sine egne «Claims» eller til de opvoksende Byer. Man fortalte, at de havde forladt Landsbyen som fattige Gutter, de kom nu tilbage som Stormænd. Den hele Søndag havde de Besøg af sine bekjendte i sit Værelse, de røgte, drak Kaffe og tog imellem en Flaske Vin. Kontrasten mellem de amerikanske norske og deres Landsmænd var paafaldende: disse to var fuldkomne Vestlændinger af Middelklassen, bon kammerade med enhver, kvikke og selvkloge, af en næsten nervøs Livlighed, med sortbrune Ansigter, blaa Frakker og prægtige Fløielsveste og idet¬heletaget meget kostbar Dragt, — de talte naturligvis med den mest dræbende amerikanske Akcent og skraaede og spyttede uophørligt. Deres Slægt og Venner, som de var komne fra, var simple tarvelige Folk, iførte sin Nasjonaldragt med Kjoler, som rakt til Anklerne, eller korte Trøier, med blonde Ansigter og det lange, lyse Haar skilt i Midten. De bevægede sig en efter anden med langsomme, værdige Skridt til Gjæstgiveriet, og inde i Værelset forekom de mig som Dommere eller Fyrster ligeoverfor disse Papegøier af Mænd. Deres Ansigter havde et alvorligt Udtryk, medens de betragtede den pøbelagtige Geskjæftighed eller lyttede til de høirøstede Historier om det amerikanske Eden. Der var en vidunderlig «Aabenbaring» i disse Kontraster. Blot engang forsvandt den nasjonale Tilbageholdenhed, og Stoltheden over deres lykkelige Landsmænd fik Udbrud, — da de hørte Nordmændene snakke engelsk med os, lo de høit af Fryd og flokkede sig omkring os. Jeg fandt ved nærmere Bekjendtskab mine Landsmænd at være meget brave Folk. De sagde, at deres Reise havde kostet dem umaadeligt, da alle og enhver indbildte sig, at en Amerikaner maatte have Lommerase forede med Guld, og de havde villigt betalt enhver Regning. Vi havde ogsaa erfaret det samme, men havde søgt at rette paa meget for fremtidige amerikanske reisende. De fandt Norge utaaleligt kjedeligt, — aking saa langt tilbake — jordbruget 50 Aar tilbake i Tiden. De længtede allerede efter sit Hjem i den nye Verdensdel, og dog antog de denne Dal for en af de skjønneste og bedste Distrikter i det hele Land. Hvede og alle Kornsorter modnedes her meget tidlig lige under Sneen. Frugthaverne er gode, Gaardene værd fra 2000 til 5000 Dollars, men Folket meget sendrægtige, de vil ikke vide af at indføre nogensomhelst Forbedring. Heller ikke kunde de udstaa den Dragt hos Fruentimmerne, Livet helt oppe under Armene og korte Skjørter! — de havde været i Kirke idag for gamle Erindringers Skyld, men Præstens Absolusjon havde været formeget for dem! «Det er gammeldags, Sir!» Jeg sagde, at jeg syntes godt om den hele Gudstjeneste og det alvorlige, fromme Udtryg hos Bønderne, «Aa ja, men den Humbug af en — han vil ikke nærme sig os, da han staar i den Formening, at vi vil trække hans Hjord med os til Amerika! Gamle Norge kan ikke staa ved siden av Vesten, Sir! Behager De en Cigar? — Vi skulde vise Dem et og andet, naar de kommer til Wisconsin, Sir; Kommer De over igjen til Valget, Sir?» «Ja. Hvorledes stemmer De?» «For Fermont, naturligvis, Sir.»

Vi besøgte senere Præsten, til hvem jeg i Forveien havde sendt mine Breve. Han var netop ilet afsted med Skyds til Bergen (Søndags Eftermiddag), saa at vi ei engang fik ham at se. Præstegaarden var et rummeligt, velindrettet Hus, — og vi tilbragte en Times tid sammen med Familien.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *