Internt referansenummer:B-05.04.2013-FIDF.
Kilde:
Minder fra Valdres
Optegnet av: O. L. Kirkeberg
Forfatterens forlag
Lutheran Publishing House trykkeri
1919
Klikk her for å lese ”Forordet”

Amerikansk_flaggClick here to read the story in english (Translated by Edna Rude)

 

Andres Spangrud

At forsørges av fattigvæsenet som omvandrende lægdslem var en skjæbne, som ikke alene dovne eller udygtige folk ramtes av, men det høndte ogsaa saadanne, som fra barns ben havde arbeidet med flid og troskab. En saadan var Andres Spangrud. Han var født paa pladsen Spangrud og var en ældre bror av Ole Dønhaug.

Jeg var neppe over fem aar gammel, da han var hos os i lægd, men der var meget ved ham, der i den grad tiltrak sig min opmerksomhed, at jeg aldrig glemmer ham. Han var da saa gammel, at han nok aldeles gik i barndommen igjen. Det meste av dagen tilbragte han ved siden av peisen, og kunde han rusle lidt rundt husvæggen, var det alt. Jeg husker endnu saa tydelig som det var fra igaar, at jeg mer end en gang stod ved siden av hans seng og hørte paa ham, naar han fremsa sin aftenbøn. Senere forstod jeg, at han i sin barndom hadde lært denne bøn efter Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed». Særlig gjorde det indtryk paa mig, naar han med inderlighed fremsa taksigelse til Gud for alle hans velgjerninger imod ham, — «at du saaledes overøser mig med velgjerninger den ene dag efter den anden». At denne fattige, hjemløse stakkar kunde ha saa meget at takke for, har jeg altid ihukommet.

Hvad jeg her skal meddele om Andres Spangrud er efter, hvad jeg har hørt av ældre folk, som kjendte ham godt. Oftest ble han kalt Spangru’n.

En dag kom en ældre mand ind; han satte sig ned og blev ved at se paa lægdemanden. «Aa, er han her denne gamle mand nu»? sa han. Dette var hans søn. Han var kommen lang vei for at se sin far. Da denne hørte, det var sønnen, blev han glad og oplivet, men under samtalen glemte han flere gange, hvem han talte med, saa han maatte spørge igjen, hvem det var.

Sønnen, sa man, ligned sin far. Om vinteren drog han tømmer oppe paa aasen; han gik paa truger i sneen hele dagen og trak tømmerstokke sammen i dunger, og om kvelden, naar han i sæterhytten hadde fortæret sin kveldsmad, la han sig stundom med klæderne paa og med trugerne paa fødderne og sov.

Anders Spangrud var av middels høide, men ualmindelig sterkbygget. Hans lemmer var mindst dobbelt saa svære som paa en anden mand. Hans styrke var ogsaa derefter. Han var godmodig av sig og venlig i omgang, men blev han tirret av for nærgaaende personer, og han tog fat i dem, glemte man heller ikke hans kjæmpenæver.

I et selskab, hvor Spangru’n var tilstede, var ogsaa en underofficer, Dølven, der i tillid til sin styrke endelig vilde drages med Spangru’n. Da denne ikke kunde bli fri, tog de tag, og Spangru’n hivde Dølven over en høhæsje, saa han havde men av det altid siden. Denne Dølven reiste senere til Amerika og skal ha været blandt dem, som drukned paa Eriesjøen.

Det er saa længe siden, som da gamle Kristoffer Juvkam hadde bryllup. Det maa ha været kort efter aar 1800. Spangru’n var den gang tjenestegut i Juvkam. Laget vared i flere dage, og som den tids skik var, kom det mangeslags noksaa voldsomme optrin frem. Kristoffer har selv fortalt, at midt under festlighederne blev han dygtig fornærmet paa Spangru’n, og han irette-satte ham i flere gjæsters nærværelse. «Jeg var vred, og jeg talte mig mere vred», sa Kristoffer. Spangru’n sa ikke et ord til forsvar; han stod der ganske rolig med bar bringe. Kristoffer slog til ham lige i ansigtet, men han stod lige rolig; man sa, at han neppe blinked engang. «Jeg blev saa skamfuld», sa Kristoffer, «baade fordi jeg tabte selvbeherskelsen, og fordi mit slag ingen virkning havde, og jeg som mente, at jeg selv var en sterk mand».

Det er fortalt, at Spangru’n engang kom til en plads i Nordre Land, hvor ungdommen holdt paa at danse paa Jaaven. Lændingerne begyndte at ærte denne grove valdris, som kom ind iblandt dem i sin sædvanlige arbeidsdragt, med bar bringe og et par fillesko paa fødderne, og endelig vilde de kaste ham ud av laden. Dette gik Spangeru’n ikke ind paa; han jaged hele flokken paa dør, og under basketaget rev han ud en stok av væggen med sine bare næver.

En mand fra Bagn, som nu er nær 80 aar, har meddelt mig følgende træk. Da denne mand var en smaagut, fulgte han engang sin bedstemor, og paa veien mødte de Spangru’n. Han var da saa gammel, at han begyndte at bli udygtig til arbeide. Dette var han i daarlig humør over. De standsed og talte sammen. Den gamle kone sa, at nu begyndte de begge at bli gamle. Han svared, at folk burde ikke leve, til de blev gamle. Hun svared: Du husker vel det svar, som staar i lærebogen: «Gir Gud alle lydige børn et langt liv? Ja, dersom han (inder det tjenligt for dem, ellers ikke». Spangru’n stod og tænkte en stund, og saa udbrød han hæftig: «Aa ja saa men er dette missæt» (sat galt frem) .

Flere ting, som havde hendt i Spangru’ns ungdom, fortalte han ofte om. Blandt alle, han havde tjent hos, var ingen han holdt saa meget av som Timann Vold. Denne var gaardmand paa søndre Vold, men han var ogsaa spillemand og berømt som skytter. Paa fjeldet havde han oplevet mange vilde eventyr. Stundom var han i kamp med bjørnen og stundom med hallingdølerne. Han skildres som en rigtig kjæmpeskikkelse, vældig sterkbygget og med sort, krøllet haar, der i rigelig mængde laa som en krans om hans hoved. Det er mange sagn om ham, men det er nok gaat med Timann som med mange andre sagnhelte, at en hel krans av usikre sagn har samlet sig om hans navn, fordi man ikke vidste, hvor de ellers hørte hjemme.

Endnu da Spangru’n var saa svækket av alderdom, at han neppe husked fra den ene time til den anden, fortalte han ofte om Timann Vold. Det var særlig en tildragelse, han kunde fortælle flere gange om dagen og det med sterk bevægelse, og oftere, naar han var færdig, begyndte han forfra igjen.

«Jeg havde,» sa han, «tjent hos Timann i mange aar, og saa kom den dag, jeg skulde flytte. Jeg havde pakket mine sager sammen og skulde til at sige farvel, men jeg var nok ikke glad, for jeg havde likt mig saa godt hos han Timann. Saa kom han Timann ind, og saa la han begge sine hænder paa mine skuldre, og saa sa han til mig: Vil du endnu tjene et aar hos mig, saa skal du faa to daler mere i løn, end du har havt, og saa skal jeg lære dig op, saa du skal bli ligefass flink smed, som jeg er, og ligesaa flink skytter, som jeg er, og ligesaa flink til at spille paa fele, som jeg er, sa’n Timann. Jeg sa, at dette skulde Timann ha tak for, og saa haandsloges vi paa forliget. Glad var jeg, og saa satte jeg mine sager fra mig igjen og gik ud paa laaven og kasted et hølæs av en slæde, og saa tog jeg slæden og skjøv den ned over laavebroen. Med det samme kom han Timann og manden fra Lineikro ud. De havde nok set noget, for jeg hørte Lineikringen sige: Nei, det der var rart; en av os to maa være feig, enten jeg eller du. Da jeg kom ind og havde spist middag, kom han Timann igjen til mig og tog mig i begge skuldrene. Nu har vi været sammen i saa lang tid, sa’n Timann, og vi har aldrig prøvet at drages, saa ingen ved, hvem der er den sterkeste av os to, sa’n Timann. Aa, det er vel det samme, om ingen ved, hvem der er den sterkeste av os to, sa jeg. Nei, sa’n Timann, nu skal vi drages, for nu vil jeg vide, om du virkelig er sterkere end jeg, sa’n Timann. Saa tog han fat i mig, og jeg var saa jaalet, at jeg ogsaa tog fat i ham, og saa turnled vi rundt gulvet nogle gange. Endelig fik jeg overtaget og la ham under mig, men han ramte stabben med bringen sin, og det gjorde saa forfærdelig ondt, at han maatte gaa tilsengs, og Gud hjælpe mig døde han ikke tre dage efter!

Timann Vold maa være død ved aar 1800. Spangru’n maa være født ved aar 1770. Han døde saavidt jeg ved 1855.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *