Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forodet

 

Bemærkinger om Voss

Af Sorenskriver P.G. Blom – 1823

Voss er egentlig en opfyldt Dal mellem Sogns, Hallingdals og Hardangers Fjelde, og dets Hovedplateau ligger i en betydelig Høide over Havets Overflade. Snefjeldene begrændser vel ogsaa her Synskredsen, men de trækker sig tilbage som Rammer om Maleriet og udgjør intet Hovedparti, deres Sider er ei lodrette, og der er et skraa opgaaende, med Skov bedækket Mellemparti, som danner en Overgang mellem Dal og Fjeld. Dalen er vid, har deilige Vande og Fosser, og Egnens Fysiognomi er idethele mere østlandsk end bergensk. I mindre Detail har Voss usigelig deilige og mange Situationer og kunde rigelig sysselsætte en Landskabsmaler hans hele Liv. Selv i sine trangere Dale er Voss mere yndigt, formodentlig fordi den mørke skumle Fjord her er ude af Maleriet.

Vosserase er et eget Folkeferd og udmærker sig i mange Dele fra Naboegnens Beboere. De er høiere end Sogningerne, men den muskuløse Bygning finder man her ei saa almindelig, formodentlig fordi de har mindre anstrengende Arbeide, fladere Jord og ei saa besværligt Jordbrug og især Høavl. De er smidige, livlige og har opvakt Fysiognomi, men ser mere alvorlig betænksomme ud, og deres Ansigt røber Bestemthed, for ei at sige Trods. Man finder ofte Romernæser her, der sjelden træffes i Sogn. Man ser disse livlige Mennesker med Velbehag, og deres «Velkommen til Voss» klinger gjæstfrit og veltilfreds. De er vedholdende ved gamle Skikke, men desværre ogsaa ved Uskikke. Drukkenskab og Slagsmaal hører til de sidste, og i dem er Knive og Nøgler ofte deres Vaaben. Deres Kirkegang følges gjerne af Fylderi, Handel og Slagsmaal. Deres Brudefærde er især merkelige og røber raa Sædet Bruden maa ride til Kirke skrævs over Hesten, og det tillades hende ei selv at holde Tøilen, men denne styres af en foran hende ridende Kjøgemester, hvis Pligt det er at bevise Brudens Tapperhed, Behændighed og — Kyskhed ved at ride i saa mange voldsomme Svingninger som muligt. Ved Brudehuset, Kirken, og naar de møder en eller annen, af hvem de vil gjøre Ære, rides i fuld Karriere i en Ring, tre Gange rundt, hvilket de kalder Brudereie, og Kjøgemesteren, som bestemmer, naar dette skal skje, raaber «Hei! en Brudereie for den og den!» og derpaa gaar det afsted, og den arme Brud maa da holde sig saa godt hun kan eller brække Arme og Ben, som ei sjelden hænder. Naar Bruden, som ei sjelden er Tilfældet, er frugtsommelig, kan man nok vide, hvad hun vover, og ligesaa let er det at beregne, at just ikke altid de sædeligste Skuespil følger af disse ridderlige øvelser.

I voldsom Riden udmærker Vosserne sig. Imidlertid staar de i Kultur ei tilbage for de tilgrænsende Bygder. Til deres gode Vedholdenhed ved gamle Skikke hører deres Klædesdragts Uforanderlighed. Den er ei smuk, men karakteristisk. Kvinderne har gule Skindkofter, der naar dem til Knæet, sorte Skjørter og blaa Trøier med sorte Kanter, omtrent som Sogningernes. Mænderne bærer 2 blaa Veste med røde Kanter og sorte Vadmelseller Skindbukser og en ligedan Kofte som Kvindernes. Til Høitids er hine Kofter af sort Vadmel, og dette giver dem et alvorligt, bestemt Udseende. Konernes Hovedpynt er et hvidt Klæde om Hovedet, der ved Hjælp af en Skindpude, som lægges paa Hovedet, fæstes i 2 Spidser bag og har en nedhængende løs Snip. Dette Hovedtøi har bag Tildannelse af en gammeldags trekantet Hat. Pigerne bærer Haaret bart og ret net flettet, men de, der har havt uægte Børn og her kaldes Halvkoner, tør ei lade sig se uden Klæde om Hovedet, der dog er opsat anderledes end Konernes, ei har spidse men runde Hjørner og ei løs men indfæstet Snip. De tør ei danse, uden i det Hus, de hører hjemme eller tjener, og vover ei at give sig ud for hvad de ikke er. Denne Skik er paa den ene Side maaske gavnlig for Sædeligheden, men paa den anden indbyder den altfor meget til at blive Barnemorderske. Da den imidlertid upaatvilelig er oprunden i et sædeligere Old end vores, viser den altid en rosværdig Vedholdenhed ved gamle Sæder.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *