Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forordet

 

Benhuset

 

Paa mange Steder i Landet har det været almindeligt at Tinde et saakaldt «Benhus» eller Sval, tilbygget Kirkerne, hvori de Benstumper kastedes, som man fandt ved Gravningen af nye Grave paa Kirkegaarden. Benhuset stod for Folkets Fantasi som et meget uhyggeligt Sted, hvor Spøgelser og Gjenfærd rugede, og mange var de Fortællinger og Sagn, som knyttede sig til disse Dødens Boliger. Ikke saa sjelden fortaltes det, at Djævelen og hans Engle havde sit Tilhold i Benhuset og gnavede paa de dødes Ben eller knækkede dem med en Lyd som af knækkede Nødder.

Ved siden af Vossevangens Kirke var der ogsaa et saadant Benhus, hvori der opbevaredes utrolige Masser af Benstumper efter forlængst henfarne Slægter. Og ikke nok med at Benhuset brugtes til Opbevaringssted for de dødes Ben fra Gravene, det blev ogsaa benyttet af Mordere og Ildgjerningsmænd til at gjemme de dræbtes Legemer i. I vort Aarhundrede skal der saaledes være fundet 3 Lig af myrdede i Benhuset ved Vossevangens Kirke, en Mand fra Runddalen og 2 Børn, der antagelig har været født i Dølgsmaal og derpaa dræbte. Manden, der var mistænkt for Mordet paa Runddølingen, blev sat under Forhør, og alskens Undersøgelser gjorte, men da han ikke selv tilstod eller noget bestemt kunde bevises mod ham, blev han løsladt igjen. Det var en Historie, som i sin Tid vakte megen Opsigt, men for ikke unødigen at saare hans endnu levende efterladte Slægt er det bedst at forbigaa det hele i Taushed.

Endelig blev det da bestemt, at Benhuset skulde sløifes og alle Ben begraves paa Kirkegaarden. En uhyre Grav blev opkastet og alle Ben deri nedlagte, hvorved Jorden fik hvad Jorden tilkom. Graveren ved Vangens Kirkegaard fortæller, at han flere Gange har stødt paa den store Bendynge, i hvis Nærhed ingen anden Grav kan graves.