Biskop J. Neumanns Og Provst Hertsbergs Bestigning Af Lønehorgen 1825

Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forodet

 

Biskop J. Neumanns og Provst Hertsbergs Bestigning af Lønehorgen 1825

(Af Biskop jr. Neumann)

Jeg kunde, under mit Ophold paa Voss, og efterat alle mine Visitats-Forretninger for denne Sommer nu var endte, ikke negte mig den Fornøielse at bestige det ind imellem sine Snefonner stolt kneisende Fjeld Lønehorgen, hvilket ogsaa Provst Hertsberg ønskede at maale, da dets Høide var ham ubekjendt. Vi valgte til dette Forsæts Udførelse den iste August og begav os, i et helt Følge, kl. 6 om Morgenen paa Veien, med en Fører i Spidsen, og en Kløvhest efter os, der førte vore Kapper, vore Instrumenter og vor Mundprovisjon. De Skyer, hvormed Himmelen den Dag var overtrukken, kom os i dobbelt Henseende tilpas, dels for at beskjærme os for den brændende Hede, dels for at afværge Solens Indvirkning paa Snefonnerne, som vi nødvendigen maatte fare over. Horisonten syntes imidlertid at ville blive klar. Fjeldstierne var ikke farlige at passere, og hvor de syntes noget vanskelige, der lod vi vore Heste selv gaa i hvad Bugtninger de vilde, for at frode det sikreste Fodfæste. Efter 1 1/2 Times Ridt kom vi op til en Sæterstøl, som Hertsberg straks maalte Høiden af og fandt at ligge 1946 Fod over Havet. Her var vi ved grændsen af Træ-Vegetasjonen. Sneen begyndte nu at vise sig, og et Stykke høiere op fandt vi Jordbunden tæt bedækket med betulæ name, der stod sammendyngede og ligesom forknyttede imellem Snepletterne, hvorimod vi høiere op under Horgen paa en solklar Plet saa dem siden fuldkommen udviklede og i fald Blomstring skjøn at lave. Nu blev Stigningen efterhaanden besværligere, men lettedes meget ved Snefonnerne, der lagde over Dalene en fast Bro, paa sine Steder af 30 Alens Dybde, sagde Føreren, og udjevnede alt i de stenige Urer. Omtrent midt imellem Stølen og Horgen kom vi til en solbar Slette, fra hvis Brink vi kunde se ned i en Dal, der laa som en Kjedel med bratte Vægge rundt om i en frygtelig Dybde, men hældende nedad, og i Enden af den øinede vi en Gaard. Man kaldte den Vaadalen. Heroppe var det, at hin betulæ name fandtes i fuldkommen Udvikling. Medens vi vandrede omkring paa Fjeldbrinken, havde vore Hunde faaet Los, og der blev en lystig Jagt midt i Vinter-Sommeren, for hvilken da en Hareunge endelig blev ofret. Alt som vi kom nærmere under Horgen, fandt Stigningen flere Vanskeligheder, og vi maatte gaa lange Stykker. Dog kunde vi, paa saadanne enkelte Undtagelser nær, benytte os af Hestene næsten ind til Fjeldets høieste Spidse. Denne Spids syntes, fra den Kant, hvor vi kom, som en Kegle paa en uhyre stor Basis af et Stenfelt, bestaaende af en Art Kiselskifer, der laa i Flager om hinanden, ret ligesom Brudstykker af Is paa en Strand om Vaaren i Ebbens Tid. Disse Flager var omtrent en Tomme tykke og saa prægtige ud med lichengeographicus og en anden brun Mos (maaske lichen saxatilis) der fremtryllede os ret deilige Landskaber paa den hvide Grund. Det hele Felt, og selv Horgens Top og Kegle, der var dekoreret ligedan, fik herover, endog i lang Afstand, et grønligt Skjær. Forresten var al Vegetasjon her borte, naar jeg undtager lycopodium alpinuro, som jeg fandt endog paa Horgens Tinde i en liden Fjeldridse. At komme op paa denne Tinde fordrede nogen Kraft af Klavredygtighed; men det lykkedes os dog alle. Til vor store Forundring, og tillige til vor store Glæde, fandt vi her oppe en Fordybning i fjeldet lig en Baadhavn, i hvilken vi, indsvøbte i vore Kapper leirede os og saaledes fandt Beskyttelse imod Vinden, der begyndte at røre sig, og som let kunde nu, da vi formedelst Vandringen og Klavringen var komne i stærk Uddunstning, have været os skadelig. Med en Smule Mismod fornam vi imidlertid, at Luften var disig og Horisonten ikke, som vi havde ventet den skulde blive, ret klar. Hertsberg trø-stede os under alt dette med Løftet om en lysere Dag, saa snart vi fik sluttet den blandt alle nødvendigste Gjerning, at stille vor Hunger, som Anstrengelsen end yderligere havde skjerpet.

Vort Fjeldmaaltid, det høieste jeg i mit Liv har gjort, var snart til Ende, og da Luften endnu ikke var klar, lagde jeg mig rolig til at sove paa Fjeldet, medens Hertsberg fik sin store Halvcirkel og sit Barometer opstillet, og jeg nød et Kvarters meget styrkende Blund, efter hvilken jeg følte mig i denne rene, tynde Luft særdeles let og munter. Thermometret stod endog her oppe paa 13 +°. Nede i Dalen havde det til samme Tid staaet paa + 20°. Fjeldets Høide blev maalt og befundet at være 4838 norske Fod over Havet. Misvisningen fandtes at være 30 1/2°. Paa Vossevangen er den blot 22°

Luften blev klarere, der spillede enkelte Solglimt paa Fjeldene, som ombeltede os i et uhyre Omfang. Hvilket Ocean af Fjeldtoppe der laa som forstenede Bølger trindt om os! Lønehorgen dominerede dem alle. Vi saa i Øst Hallingskavlen eller Østerskavlen, en stor Snebræ, over hvilken man gaar til Hallingdalen. Søndenfor den laa Folgefonden og flere større Snefjelde. Naasenuten ved Nærøfiorden stod som en Dverg i graaligt Skjær og i Form af en Sukkertop, dybt under vor Horisont. Og endelig fjernt i Nord i en Afstand af 15 geografiske Mile lysnede Justedalsbræen under et Solglimt, der tilfældigvis lagde den for vore Øine. Det var en sjelden og herlig Naturnydelse. Dybt, dybt nede i Dalen laa Vossestranden med sine Vande, der alle sortnedes af Fjeldenes Skygger, og Husene dernede var som smaa Punkter at skue, medens tusinde Fjelde vidt omkring skjød sine Hoveder i Veiret for at ville maale sig med Lønehorgens Kolos, men blev staaende langt under den! — Og nu Lønehorgen imod Skagastølstinden, imod Pico, imod Mont Blanc, imod Chimborasso, imod Himalaya, som hæver sig 28,000 Fod i Veiret, hvor ydmyg træder den tilbage imellem Stentuernes Tal! Vel var det, at vi ikke havde Hertsbergs Høidekart med os paa Horgen, det vilde have forstyrret vor Glæde over at staa saa høit.

Kl. 10 1/2 var vi komne op paa Lønehorgen; Kl. 1 1/2 forlod vi den. Vor Fører havde imidlertid udtænkt en kortere Vei for Nedfarten af Fjeldet; men da vi nu stod i Begreb med at tiltræde den — var vore Heste borte! De arme Dyr var blevne kjede af at staa imellem bare Fjeld og Sne og havde, medens Skydsgutterne, som skulde passe dem, flokkedes oppe om Hertsbergs astronomiske Instrumenter, rolig taget Hjemveien fat. Til all Lykke var de ikke langt borte, og vi fik dem tilbage.

Den nye vei, vor Fører anviste os, saa frygtelig ud for den, som ei var vant til en slig Fart. Den gik nedover steile Snefonder, der laa i en Vinkel af omtrent 40° hvor vi maatte lade vore Heste gaa i Siksak, næsten som man krydser i Sjøen. En Lykke var det, at Fondene bar, og det havde vi den beskyede Himmel at takke for. Dagen efter skinnede Solen klart, og Thermometret viste + 22°. Da skulde det have været umuligt at passere nogen Fond, og vi var følgeligen ikke komne op paa Lønehorgen. Vi opholdt os en Times Tid paa Sæterstølen, hvor Hertsberg atter reiste sit Stativ op. Den gamle Kone der var over disse Observasjoner i ondt Humør, da de gik for sig ude paa bendes Sætervold, men blev taalelig blid igjen, da vi betalte hende for hendes ikke altfor renlige Melk saa rigelig, at hun i det samme saa sig godtgjort for det nedtraadte Græs. Kl. 6 om Aftenen var vi atter i Vangens Præstegaard. — Lønehorgen har sit Navn af gaarden Løne, som ligger ved dets Fod. Horg betyder et nøgent Fjeld, og saadan er Spidsen af dette. Forresten ser man Skog langt oppe i dets Lier, indtil Trævegetasjonen stanser, og Fondeme opfylder alle Dale med Sne. Egnen her nedenunder kaldes Bordstranden og er ret smuk, og Lønevandets Bredder er maleriske. Især tager en i Vandet liggende, med Træer bevokset liden Holme sig godt ud.