Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forordet

 

Biskop Oluf Torkelsen.
(Efter Ludvig Holberg.)

 

Oluf Torkelsen var den sidste romersk-katholske Bisp i Bergen, udi hvis Tid Reformationen blev indført i Bergen saavelsom i hele Norge. Ved den Tvistighed, som var mellem Kong Christian den II og Kong Fredrik den I, slog han sig til Kong Fredriks Parti, og skjønt Erkebisp Gustav Trolle søgte at trække ham med alle andre norske Bisper paa Kong Christians Side, blev han dog ved sit Forsæt, sigende, at han vilde ikke bryde det Troskabs-Løfte, som han engang havde gjort Kong Fredrik. Dette var den eneste lovværdige Gjerning, som tillægges denne Bisp; thi hvorledes hans Opførsel ellers var, kan sees af det Portræt, som ham gives af M. Absalon i Bisp Gjebles Historie, og saasom det samme er tilforladeligt, efterdi han levede kort derefter, vil jeg her det Ord for Ord indføre. Det lyder saaledes: «Anno 1523 blev Oluf Torkelsen, Kanik og Erkedegn udi Bergen, udvalgt til Bisp den 4de April, om hvilken, endskjønt ingen bør have ond Mening om nogen i sit Hjerte, meget mindre i Skrifter fortælle, jeg storligen forundrer mig, hvorfor de fromme Herrer udi Bergens Capitul have udvalgt ham til Bisp. Endog jeg vil ikke mynstre de gode Herrer eller dadle dere Gjerninger, maa dog alligevel den, som skal Historier fortælle, fremdrage saavel det onde som det gode. Maaske de gode Herrer have havt Henseende til hans Alder, store Værdighed, efterdi han var Erkedegn, og derhos erfaren i verdslig Handel. Forøvrig ved jeg ikke, hvad der har bevæget dem til at udvælge ham til Bisp, især efterdi der var ingen synderlig Lærdom hos ham, og der fandtes mange andre i Capitulet, som vare mere lærde end han. Jeg hørte ingen Dyd, hvoraf Mag. Gjeble roste ham, uden at han var belæst i Historien, især i den norske, og at han vidste at samle Gods og Rigdom. Hos denne ringe Dyd var han beheftet med mange Laster: Han var en heftig Hader af den evangeliske Lærdom, som en Munk i Bergen ved Navn Antonius, der siden blev kaldet til at være Sognepræst til St. Halvards Kirke, først prædikede. Han vilde derfor ikke bo i Bergen, men byggede sig en Kirke og en Gaard paa Ask, hvor han fæstede sin Bolig, sigende, at han kunde ikke fordrage de Religions-Disputer, som da toge Overhaand, hvorvel den rette Aarsag var, at han saa sin Myndighed formindsket ved Reformationens Indførsel. De kontoriske kaldte ham Botterlap, fordi han først solgte en Løb Smør for 1 Daler. De digtede desforuden Viser om ham og gik forklædte, trommende paa nogle tomme Smørkar, og det lige under hans Residens, som var Munkeliv, hvor han holdt til, siden gamle Domkirken blev nedbrudt af Eske Bilde. Biskop Olaf var ikke mindre ødsel end gjerrig (thi Gjerrighed er en Følge af Ødselhed og findes ofte sammen i et Menneske). Han holdt mange Hofmænd, med stor Bekostning. Hans Kjøgemester, Jon Botolfsen, og andre, som vare hans Raadgivere, bestyrkede ham i hans Overdaad. Han skrabede mere Jordegods sammen, end 10 andre Bispe. Saasnart en Bonde havde begaaet den ringeste Forbrydelse, enten ved Leyermaal eller andre Sager, straffede han ham ikke paa Penge, men Jordegods. Det er beviselige, at han alene udi Sogns Fogderi skrabede tilsammen 37 Jorder og Jordeparter, foruden det han samlede paa Voss og i de andre Fogderiet Han fandt saadan Smag i Hamborgerøl, hvilket jeg ofte hørte Mag. Gjeble fortælle, at han gav en Tønde Smør for en Tønde Hamborgerøl og lod den føre til sig paa Voss. Paa Voss lod han bygge sig en Træ-Kirke, som han berigede og sirede med den herlige Sten-Kirkes Midler og Ornamenter. I den samme Træ-Kirke lod han grave sit Contrafay (Portræt) udi et Træ-Billede, med sin Vorte paa Næsen, hvilket Billede Doktor Jens Scheldrup lod siden tage af samme Kirke og føre til Bergen. Da det syntes lakke til, at han skulde dø, raabte han paa sin Sotteseng: O mit Dugstun, mit Dugstun; det er Dugstad, som var hans Sted, hvorpaa han residerede, og som blev beskyttet af Vosserne. Tun eller Tune er paa norsk det samme som Gaard, og har uden Tvil det engelske Ord Tovn deraf sin Oprindelse. Han satte sig udi stor Gjeld paa Garpe Bryggen i Bergen, hvilken siden Mag. Gjeble efter Kongens Befaling af hans Husgeraad maatte betale.

Han var Bisp i 10 Aar, fra 1523 til 1533. Han døde første Søndag Trinitatis, paa hvilken Dag man forklarede det Evangelium om den rige Mand og Lazarus.

Han blev begraven ved Hovedkirken paa Voss.