Internt referansenummer: 11.03.2011 – III- BOK
Kilde:
DET GAMLE SNAASEN
Hans Skar (Lærer i Snaasen)
DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI A/S
KRISTIANIA
1906

 

Bryllup aar 1800 i det gamle Snaasen

Brudgommen bad aldrig til bryllups selv. Men kjøgemesteren fôr omkring, og til hver, som skulde bedes, brugte han samme regle, nemlig: „Jeg skulde hid med bøn og begjæring fra brudefolkene om (her nævnes navnene) vil (her dagen) være med dem, først til kirken og siden hjem til deres bryllupshus og ta til takke med de gaver, bordene bærer.»

Begge fædrene fulgte brudgommen til presten for at tinge lysning og vielse. I tilfælde nogen af brudefolkenes fædre ikke var tilstede eller ikke levde, en af nærmeste i slegten. Vidnerne gav presten hver en ort og brudgommen efter raad og vilje, ofte 5 spd. 20 kr.).

Bruden blev pyntet i prestegaarden af selve prestefruen, som ogsaa altid holdt pynt. Tidlig om morgenen bryllupsdagen kom bruden til prestegaarden, hvor hun pyntedes og spiste middag sam men med prestefolkene. Som gave medbragte hun et par strømper til presten. Brudgommen ankom lidt før kirketid og blev straks bedt ind i storstuen. Imens var bruden gjemt i et sidekammer, hvorfra prestefruen ledte hende frem til ham og spurgte, hvad han syntes om stasen. Saa blev kjøkkendøren slaaet op, for at gaardens tjenerskab skulde faa se.

Brudens dragt var: Blaa eller rød silketrøie, naar de havde raad dertil, og sort skjørt af ”moræng” og lavsko med sølvspænder. Pynten: Krans med store blomster, hvide, røde eller kulørte. Bag i nakken under haarknuden en liden gren, hvori var fæstet silkesløifer, som hang nedover ryggen. Om halsen perlebaand af hvide eller kulørte glasperler. Ydertøiet var en kaabe uden ærmer. Den rak lidt nedenom hofterne. Tøiet til denne kunde være af „moræng» eller silke. Kaaben var stoppet tykt og med svært grovt for. Paa hodet hætte. I klæderne maatte være indsyet staal.

Brudgommen havde sort kjole, saa sid at den rak nedom knærne, og knæbukser. Sølvspænder i linningen og om knærne og i lavskoene. Sorte strømper med istrikket røde eller andre kulørte roser. Til ydertøi en næsten fodsid kappe med „slag», som gik ned til hofterne. Disse kaldtes „storslagkapper».

Til kirken red brudefærden. De som ikke selv havde heste, prøvet saavidt muligt at laane. Det kunde bli optil 30 heste i følget. Hjemad skulde brudeparrets heste saavidt mulig gaa side om side. Det var dog vanskeligt paa den tids daarlige veie.

Bildet er kun et illustrasjonsbilde og er tatt av Marcus Selmers (1819-1900)

Ved alteret satte brudgommen ringen paa brudens finger. Brudeparret ofret hver en sølvdaler. Brudgommen gik først, men traadte tilside ved alterbordet, saa bruden først fik lægge gaven. Derefter kom forældrene og slegt og andre efter skyldskabs og rangs orden og la sit offer til presten.

I bryllupsgaarden maatte brudesengen redes den stund, man mente de stod for alteret, og da lagdes en kniv og en salmebog i sengen.

Efter vielsen blev brudefolkene, de mest nær-skyldte og hjælpesmændene bedt ind paa prestegaarden. Stole sattes i to rader midt over stuegulvet og gjesterne placeredes med brudefolkene midt imellem sig. Alle fik skjænk.

I det samme følget red ind paa bryllupsgaarden kom spillemændene imod og spilte ind brudeparret med en lystig marsch. Men ude paa gaardspladsen maatte bruden ta af sig ydertøiet, saa de nysgjerrige barn og andre fra nabolaget, som var placeret i kighuller, fik se.

I brudehuset sad storbrurstaavern (øverste æresbestilling) og lillebrurstaavern (næst øverste æres-bestilling) nærmest brudeparret og dernæst forældrene. Straks efter man var kommen til sæde, sendte bruden svamphuset omkring for at gjesterne kunde faa lugte.

Første bryllupsdag maatte hun ikke gaa ud alene, hun kunde snart bli troldbyttet. En af brudekonerne (høieste ærespost blandt kvinderne) fulgte i tilfælde med.

Efterat alle havde faat skjænk, dækkedes bordene. Hver gjest havde med sig baade kniv og gaffel, begge dele kunde fældes sammen og puttes i lommen efter brugen. Alt dækketøi var af træ. Spille-mændene stillede sig paa hver side af kjøkkendøren og gav tilbedste en slaat for hver ret, som bares ind, hele brylluppet igjennem.

Saa kom turen at gi bonskaalen. Brudeparret og brurstaaverne sad ved et bord i et af stuens hjørner. Midt paa bordet en „kovvel» eller træ bolle, hvori gaverne lagdes. Ved et andet bord sad foregangsmanden med brændevinsflasken og sølvstaupet. — Først gav brudgommen en blank sølv-daler til bruden. Derefter raabte lillebrurstaavern navnet paa storbrurstaavern. Denne la saa i skaalen efter hjertelag 2 spd. eller saa. Dermed var lillebrurstaavern fri. Men nu maatte storbrurstaavern raabe op alle gjester, først forældrene, saa efter slegtskabsgrad alle parfolkene, saa gutterne og sidst pigerne. Hver, han raabte frem, gik til brudebordet og la i skaalen. Han ramsed en regle med lidt forandring for hver giver:

„N. N. har udi brudegave git for sig og sin kone 21 2 daler. Tak og skjænk skal han ha.»

Til ungdommen lidt skjemt:

„N. N. har udi brudegave git 7 ort. Tak og skjænk skal han ha, og kys og klap skal han ha og B. B. til brudepige!»

Hver giver gik saa til foregangsmanden og fik et staup brændevin. Baade mænd og kvinder drak. Derpaa til brudeparret og fik tak. Efter bonskaalen spilledes op til dans. Først danset storbrurstaavern bruden ud af pigernes lag og leverte hende til brudgommen, som danset hende ind i konernes lag. Saa kom lillebrurstaaverns tur, saa forældrenes og de nærmeste slegtningers, og saa blev dansen fri.

Om natten fik parfolkene egne værelser med senger, mens ungdommen fik fladseng laget af halm, renhuder og skindfælder over hele gulvet paa ungdomsloftet.

Hver morgen trakteredes gjesterne med klening og dram paa sengen, mens musiken fulgte med.

Anden bryllupsdag serveredes speget fisk og melkegryn. Skøierne kastet fiskeskind rundt alle vægge, saa maaltidet just ikke gik pent for sig.

Tredje bryllupsdag skiftet bruden jentehue med konehue. En af brudekonerne satte huen paa. Samme dag skulde bruden gi brudegave. Hver sjæl i bryllupet skulde nemlig ha en gave af hende. Mest eget arbeide strømper, strømpebaand, buksesæler o. s. v. Hun maatte ha oparbeidet 14-15 par strømper, og saaledes i alle ting. Den dag fik kvinderne svedskesuppe og mændene milje til middag. Da man kom til bords laa brudegaverne ved hver plads. Til mændene strømper, konerne tørklæder, gutterne votter, strømpebaand, sæler m. m. og pigerne 1/2 alen sirts til hue eller hagebaand af silke. Nogle af gaverne var kjøbsager.

Sidste dag serveredes blodpølse. Gjesterne levet trygt; thi pølsen varslet slut. Ofte fandt kaade gutter paa at gaa paa taget med en lang traad med angel i enden og fisket pølserne af gryden, som hang over ilden og kogte. Det hændte, gryden blev tom. Saa fik gjesterne være til ny pølseforsyning var laget.

Kok eller kjøkkenpiger kunde træffe at ha kjærester eller venner blandt gutterne i bryllupet. Og disse lurte sig til kjøkkenet, efter at andre havde lagt sig. Pigerne trakterte da med resterne af dagens bedste retter og toddy, og der holdtes leven, saa andre ikke fik natro. De andre gjester som betalte lige meget, likte ilde, at enkelte levde saa rundelig, for maden faldt knap i den tids selskaber. Disse kjøkkenkjærester kaldtes „gomatfriara». Bryllupet varte i regelen 1 uge.

En dag straks efter bryllupet kom bruden til prestegaarden med den laante pynt. Da havde hun konehue og modtoges lidt høitidelig. For pynten og pyntningen fik prestefruen 4 ort (3,20 kr.) og tak og skryt.

Jeg tilføier: Nu er man begyndt med en sørgelig skik, idet de fleste af gjesterne bringer sølv- eller pletvarer i bonskaal. Der kommer bræt og vaser og mugger m.m. i mangedobbelte sæt. Hvad skal almindelig bondefolk med alt dette? Kanske mange sætter sig i gjæld for bryllupet. Og hvad skal de saa betale med, naar gjesterne kun giver glimrende tingester? Nei, takke til den gamle gode skik at gi bare kontanter. Lad os begynde med det igjen, selv om det ikke siges at være fint. For penge kan de nygifte kjøbe hvad de vil, og for giverne kommer det ud paa et.

Vi har gjort alt som står i vår makt for å komme i kontakt med etterkommere etter Hans Skar uten hell. Hvis noen som leser dette føler at de kan komme med opplysninger slik at vi kan komme i kontakt med etterkommere etter Hans Skar eller andre som påberoper seg opphavsrettighet til den omtalte boken setter vi stor pris på om dere tar kontakt med www.historier.no.

Bilde av forfatter Hans Skar.
Ukjent fotograf.