En Glæde at Sende Eder Nogle Linjer

 

Internt referansenummer: 14.05.10 – A
Kilde:
Brevet hjem
En samling brev fra norske utvandrere
Samlet og redigert av Per Jevne
(Klikk her for å lese Forordet som er skrevet i boken Brevet hjem)
COPYRIGHT 1975
BY ADRESSEAVISEN A/S
Adresseavisens forlag 1975
ISBN 82-7164-001-1
Klikk her for å gå til Adresseavisens nettutgave

En glæde at sende eder nogle linjer

– Vi hadde det riktig morsomt paa søen. Vi dansede fra morgen til aften. Norskene og svensker paa den ene ende af skjibet, og Englendere og Irske paa den anden. Slik skriver Karl Hansen Frøseth fra Snåsa som i 1884 tok med seg sin kone og dro til Amerika for å friste lykken. Frøseth var dreng hos lensmann Henrik Worum som eide og bodde på gården Gran i Snåsa. Straks etter ankomsten til det forjettede land skriver han brev til sin gamle husbond. Fhv. lensmann Oskar Stuberg i Snåsa fant brevet under gjennomgåelse av det gamle arkivet ved lensmannskontoret.

Elen og Karl Hansen Frøseth fra Snåsa fotografert i Minnesota på sine gamle dager.
Fotograf ukjent.

Herr Lensmand H. Worum,
Gran Snaasen,
Nordre Trondhjems Amt,
Norge, Europa.

Dalemoen
den 14. Juni 1884.

Min gamle Husbonde.

Da vi endnu ikke har glemt vort siste hjem Snaasen og ikke vil komme til at glemme den og i særdeleshed ikke mit gamle hjem Gran, hvor jeg levede saa mange gode og lykkelige dage, og hvorfra der siden er bevist os mange velgjerninger, saa er det os en glæde at sende eder nogle linjer og paa vor simple maade fortelle eder hvorledes det jik os paa reisen, og hvorledes vi synes begynde at trives her i det nye land.

Jeg kan ikke sige andet end at det jik os godt paa hele reisen da der nesten altid var godt veir. Jeg var lit søsyg en dag paa Norsøen, ellers var jeg frisk hele turen. Elen var syg i to dage paa nordsøen og i Fire paa havet, men ellers var hun frisk. Vi var i veien i tre uger, den 17de April med dampskjibet Hera, og kom til Hul i England om aftenen den 21, den 22 reiste vi med jernbanen over England efter at vort gods var visiteret, vi reiste klokken 1 fra Hul og kom til Liverpol om klokken 7 samme dag. Det var ret en koselig kjøretur. Engelskmanden er svær til at kjøre, de kjører bra fart i Amerika oksaa, men dog ikke som i England. Det var svert pent
over England, jorder og træer var aldeles Grønne da vi for og for det meste flat og hvert jordstykke var inhengnet som en have med levende træer til jerde, og af byer var der en mengde baade store og smaae.

Vi viste nesten ikke noget af før vi var lige paa stasjonen i Liverpol, thi vi for i jennem en lang tunel der gaar lige in paa stasjonen.

Vi var over en dag i Liverpol og om klokken 4 den følgende dag steg vi ombord paa Osseandamperen Pavionia et stolt skjip noget støre end Dianna. Det gik først om Kvinstan i Irland for at tage ombord en del af de honette Irlendere og der i fra ut paa verdenshavet.

Lørdagen 3 Mai kom vi til Bertan og da havde vi været paa havet i ti døgn. Vi var 1050 Emigranter ombord, Nordmend Svensker Engelskmend og Irlendere. Vi hadde det riktig morsomt paa søen.

Vi dansede fra morgen til aften. Norskene og svensker paa den enne ende af skjibet, og Englendere og Irske paa den anden ende.

Den 4 Mai jik vi med trennet over Amerikka og kom til Sioux Fals i Dakkota den 8de. Denne by ligger omtrent en norsk mil fra Dalemoe hvor vi nu bor. Vi har taget os tjenneste der hos Peder, saa heder han vi tjener hos, det er bare ham og hans gamle Fader, saa det er ikke saa stort et hus, 4 mennesker med husbondsfolk og tjenere.

Jeg kan ikke sige andet end at vi lever vel for vi er friske og begynder at trives godt, her er snilde folk her omkring, for det meste norsker og iser fra Meraker derifra er ogsaa dem vi er hos.

Her er godt og varmt her om dagene, dog er her ikke usundt thi der blæser nesten bestandigt en liden jevn blæst som forfrisker betydeligt her paa Prærien. Her er ganske vakkert her nu, dog er der en ting som jeg savner og som om sommeren pryder Fjeld og Dal i Norge, og det er den grønne skov som der ikke er noget af paa prærien. Dog har de plantet noget omkring sine huse, og det er ganske pent at høre fuglene synge i den grønne plantede skov. Men her er ogsaa ukjente fugle jeg ser kun en sort som er i norge og det er svalen.

Landet her er ikke aldeles fladt men bølgeformigt, dog er her ingensteds brattere end at mand kan bruge landet som mand vil. Jeg har ennu ikke verken Pløyjet eller harvet siden jeg kom hid, thi da vi kom havde de jort i fra sig det for det meste, saa det er garsarbeide for det meste jeg har drevet, og saa har jeg lert mig at være budeije idet jeg hjelper Ellen at melke hvilket er mandfolkets arbeide her.

Hvad jeg ellers synnes om Amerikka kan jeg ikke saa bestemt sige ennu da. Jeg har vært her saa liden stund, men det synes jeg er sikkert at for unge løse og ledige folk er her bedre fremgang end i det gamle land, thi her er støre forkjenester mand kan faa daabbelt saa meget for 4 maaneder her som en kjener kan have hele aaret i norge. Men det vi sige nor mand er vant med arbeidet, og saa er det paa den beste tid af sommeren at man kan naa saa høyt som 80 dollar for fire maaneder, saa jeg tror at for ungdommer som vilde fortjenne sig lidt for fremtiden er her ikke galt, og for Piger eller kvindfolk er her god fortjeneste da det er lidet om dem.

Hva som angaar at tage sig land er ikke saa let en sag som mange mener, at tage sig en kvart land hvilket er 160 Eker, en Eker er 4 mæling, det er ikke saa kostbart, men mand skal have redskaber at drive den med, og dem er dyre her. Mand maa have et par hester og dem kommer paa en halvtredi hundrede daler i det minste, eller om mand skal have sig et par Okser saa koster dem en hundre og føreti i det minste. Saa skal have en slaattemaskine og en harvister eller skjæremaskine, og den kommer paa et par hundrede. Dog kan mand naar mand ikke er for langt fra hverandre være to om en saadan.

Men ikke nok hermed, mand skal have et par plover, en vogn og meget mere før mand kan drive noget, og alt er svert kostbart. Saa at den der tenker at tage sig land stragst han kommer for sandelig have med nogle ører i lommen. Saa at fore dem som har en stor familie og nettop saa meget at de kommer hid er det ikke raadelig at reise. Anderledes er det naar man reiser mens mand er ung og har kun sig selv at sørge for, saa kan mand fortjenne saa meget at om han siden vil kan kjøbe sig jord og hvad der til trenges. Saa at som sagt unge og flitige og sparsomme arbeidsfolk der ikke har noget band paa sig, dem vil jeg ikke fraraade at komme over.

Men nu maa jeg til at slutte med denne min beretning, dog førend jeg riktig sluter saa vil jeg fortelle eder, at den som vi var i følge med, nemlig Jeremias Olsen, ikke var saa slet en kammerat som mange mistrøstede os med. Tvertimot var han saa snild og jelpsom som det kunde gaa an, og heller ikke bedrog han os paa et øre hvad reisepengene anjik, saa han bør have tak i fra vor side.

Jeg sluter hermed min skrivelse i det ønske om haab at de allesammen Paa Gran lever vel.

Hermed en flittig hilsen fra os

Ærbødigst Karl Hansen Frøseth med kone

Min adresse

Karl Hansen Frøseth
Republican P. 0. Minnesota
C 0. DT Trr. Nort Amerikka