Et Besøg Av Kongen

Hentet fra ”Sagn fra Stjørdalen”
Samlet av Ivar Nilssen Værnesbranden
Utgitt i 1905

Jeg er forvisset om at mange, som ikke har hørt fortalt om Karl Johans reise gjennem Stjørdalen sommeren 1835, gjerne ønsker at blive meddelt lidt desangaaende, og skal jeg derfor saadan til slutning gjøre det, samt gjengive den velkomstsang, som blev sjunget for ham, da han hvilede paa Sandfærhus.

Som alle og enhver skjønner, var et besøg av selve landsens fader noget enestaaende – vist storartet, som samlede folk, og alle, baade store og smaa, var vistnok ude den dag.

Det fortaltes, at kongen skulde komme indenfra, – han kom nemlig med stort følge den samme vei, som Olav den hellige – over fjeldet til Værdalen – Levanger – og reise sydover; han var altsaa paa gjennemreise.

Han kjørte i en stor vogn, der blev trukket av ikke mindre end otte heste. Det sagedes, at kongen havde overnattet, enten det var på Brosveet elle Mo ved Levanger, husker jeg ikke, og kunde være ventende til Sandfærhus, naar det led over middag; thi han var en kar uden lige til at kjøre. I hin tid var det skigar paa begge sider av veien fra Sandfærhus til Bjerkan; mellem disse steder stod den dag folk langs veien med ”garen” og keg bortover veien efter kongen, sopm snart skulde komme. De vidste, at han skulde hvile paa Sandfærhus, saa fik de siden gaa did; thi han skulde gaa, ikke kjøre, fra gaarden ned til elven.

Men der kom han! Det gikk et rop igjennem mængden:

–    No kjæm en!
–    Ja hann kjæm!

Først kom en mængde ryttere, i strakt trav gikk det, saa kom kongevognen og endda et langt følge efter. Det var saavidt de fik et glimt av kongen, denne bistre mand; men sandelig havde han ikke nu og da stukket hovedet udav vinduet og nikked til folket, som viftede og vinkede, visende ham sin hengivenhed, hver paa sin maade. Paa nedre Sandfærhus hvilte han og hans følge en stund. Did trak ogsaa folket for at oppebie den stund, da han skulde begive sig ned til elven. Veien fra gaarden og ned til den for anledningen udlagte flydebro ved færgestedet var bestrøet med granbar og paa hver side av veien stod folket og ventede kongen.

Bygdens honoratiores var den dag mødt frem paa Sandfærhus. Der saaes Eidsvoldsmanden provsten Hegerdahl, residerende kapellan Bugge, enda etpar præster og de her i bygden boende officerer var selvfølgelig tilstede. Det var stor stas maa vite, og kongen pratede vistnok med herrerne; men den som han underholdt sig længst med, var provsten Hegerdahl, fortælles det. Denne havde – saa siges det ialfald – underdanigst bedt kongen om at blive beskikket til et større sognekald syd paa i Norge, og derom bad han nok ikke forgjæves; thi samme aar blev han forflyttet til Gran paa Hadeland.

Kongen gav sig ”god dag”, som det heder, det lod til, som han befandt sigvel paa dette skydsskifte, som hin tid eiedes av Marit og Hans Sandfærhus. Manden syntes nok, at saa høie herrer helst burde være hjemme, og brød sig derfor ikke stort om høitideligheden; men om Marit fortælles det, at hun havde stelt det slig, at kongen trykkede hendes haand til tak for alt besvær.

Nedover mod elven gikk kongen med hatten i haanden og nikked til begge sider til den forsamlede almue, som danned en mandgar fra gaarden og ned til færgenaustet. Det tog sagtens lidt tid førend alt var kommet over elven; thi nu gikk det ikke an at fare brutalt frem, det maate gaa pyntelig og pent for sig, naar selve kongen skulde over. For anledningen var utlagt en flydebro, og desuden en ”Flaattaa”, hvorpaa en stor del av kongens kjøretøi førtes over elven. Det fortaltes, at i den færge kongen skulde benytte, var en pude lagt paa den siddeplads, der, stelt for anledningen saa du som et virkelig høisæde; men ”hainn sjøl”, ”en Kal Jehan”, var ikke saa nøie, sa en gammel kone, som meddelte mig alt dette, ”hainn sæt sæg litt, men sto i færria over elva” Saa gikk færden videre ad Trondhjem til. Overalt mødte frem folk visende ham hengivenhed og ære efter evne.

Saaledes havde opsidderne ude paa ”Aasplassan” paa Gevingaasen hakket bar og strøet paa veien ude i Bratbakken straks udenfor pladsene. Paa Hommelvikmoan havde løitnant Halck, som boede paa Karslyst, reist en stor æresport for kongen.

*   *   *

Som jeg før har sagt, skal jeg gjengiveden sang – velkomstsang – , som blev sjunget for kongen nede paa Sandfærhus. Den blev sjunget av kirkesanger Enevoldssen, en i den tid saakaldt ”storsanger”. Forfatteren av sangen var den i vide kredse kjendte mand Ole Laanke. Han var ogsaa – saavidt jeg ved i 1821 – stortingsmand. Han døde paa Lånke i 1844.


Nu kippens tinde ved Stjørdalsdal
sig reiser op fra sit gamle sæde,
at skue kongen, som snart nu skal
med høie følge vor grund betræde.
Med sekler mange, vi kan nu prange,
med høie toner og jubelsange,
velkommen hid!

Vekommen vær i fra østerland,
hvor Ketil jamte først jorden pløied.
Formodentligen ved Frøsa strand,
den tid en ørken, dog vel fornøied
i freden bolig, der sad han rolig
og dyrket jorden, som hannem rolig
ernærede.

Fra denne egn kommer Karl Johan
og ruller frem med sit store følge
igjennem Væras og Stjøras plan,
som skibet ruller paa høien bølge.
Vor’ grønne dale, kan ogsaa prale
st være smykket som skjønne sale
i kongens borg.

Nu solen skinner med dobbelt glands
og straaler iud paa den mørke sid;
refleksionen av kongens krands
et skin det kaster saa mildt og blide.
Nu alt i Norden er oplyst vorden,
naturen hjælper og til den orden
i denne tid.

Kun slet min sang er mod tidens smag
og grundet udav en bondehjerne,
som nu er gammel og ofte svag,
snart aabnes graven og livets stjerne
saa sagte blinker og døden vinker
saa jeg til graven paa krykken hinker
til fælles sted.