Skrevet av::
Tormod Aarholt
Hentet fra Årbok 1979
Nord-Trøndelag Historielag
Redaksjon: Olav Skevik og Jarle Skjei
I kommisjon hos Steinkjer Bokhandel AS
STEINKJER TRYKKERI A.S 1979


Et forlis i Steinkjerelva


For vel 160 år siden, nærmere bestemt den 14. juni i 1818, skjedde det en tragisk ulykke ved ferjestedet i Steinkjer, og det under slike omstendigheter at det kom til å få et rettslig etterspill.

Nå er det jo nevnt bru her allerede i 1796 i en beskrivelse av Lars Hess Bing, men denne brua må trolig blitt tatt av flom, etter som det er ferje her i 1818. Og Steinkjer må ha vært uten bruforbindelse over elva i flere år, for også i januar 1824 var det en ulykke her. Da var det en hest som slo seg rebelsk på ferja og forårsaket at den velta. Tre mann omkom: Andfind Ryan fra Henning og Lorents Lorås og Ingebrigt Røskje fra Røra.

Men i 1826 var det nok bru her igjen, omtalt bl.a. i O. Nordgaards ”Stod i fortid og nutid”. Han er for øvrig også inne på at dette ikke kan være samme brua som den som Bing nevner.

Denne ulykka i 1818 skyldtes tjenesteforsømmelse fra ferjemannens side, eller ”menneskelig svikt”, ville det vel blitt kalt i dag. Ja, egentlig var det vel en ”promillesak”, i alle fall indirekte. Og som nevnt, så ble det rettssak av det.

Ferjemannen var for øvrig blitt avsatt med øyeblikkelig virkning, umiddelbart etter ulykka, visstnok av amtmannen, som også bragte saka inn for retten. Ferjestedet var vel et bindeledd på den gamle kongsvegen over Innherred, så ferjemannen her var trolig ansatt av amtet.

Utpå nyåret 1819 kom saka opp til behandling i retten, og vi lar justisprotokollen fortelle hva som var skjedd denne forsommerdagen året før.

Først tiltalebeslutningen:

”Følge nordre Trondhjems Amts Ordre af 30te September f.A. tiltales under nærværende Sag forhenværende Færgemand ved Stenkiær Færgested Christian Baardsen Stenkiær, fordi han ved at forsømme sine Pligter i den Tiid han var Fergemand skal have væred Aarsag til at 3de Mennesker, nemlig Huusmand Ole Evensen Medjoplads med Hustrue Bereth og Søn Mathias druknede i Stenkiær Elven”.

Og så gir retten følgende saksframstilling, bygd på parts- og vitneforklaringer:

”Ved tiltaltes egen tilstaaelse og af Vidners Forklaringer er det tilstrækkeligen beviist at Sagens Omstændigheder ver følgende:

Søndag den 14de Juni f.A. har Tiltalte, som var anbetroet denne Færgemandspost ved Stenkiær Færgested, istedet for selv at bestride Oversætningen, sat sig i en temmelig berused Tilstand og overdraget sine Pligters opfyldelse til sin Søn Baard Christiansen.

Ved Middagstiider samme Dag kom 5 Mennesker, nemlig Johanna Larsdatter og Petronella Pedersdatter Stenkiær samt Ole Evensen Medjoplads med Hustrue Bereth og Søn Mathias til den søndre Bred af Elven for at sættes over til den nordre, hvor Færgemanden boer. Baard Christiansen, som ogsaa var noeget beskiænked, var da ved Færgestedet, og bad en Gutt, den tilstedekommende Dreng ved Navn Lars Pedersen, 20 Aar gammel, om at forrætte denne Skydstuur for sig. Lars Pedersen var villig hertil, og roede over i en Tiltalte tilhørende Færingsbaad.

I denne Baad, gikk alle 5 Mennesker ind. Vandet var stort og Strømmen strid.

DA de var kommet du i elven et Stykke, kom Baaden, enten ved at støde paa en Steen eller ved en Bevægelse af den deri værende Mathias, til at Krænge i Strømmen, ble fyldt og kantrede. Af de i Baaden værende 5 Passagerer druknede de 3de sistnævnte, hvorimod de 2de førstnævnte tilligemed Baadføreren bleve reddede.

Endvidere er det oplyst at Tiltalte tilforn haver undertiden været beskiænked, at han haver erholdt Godtgjørelse for at holde forsvarlig Baad til Oversætningen, samt at hans Søn førnævnte Baard Christiansen ikke var ansat som hans Færgemandsdreng, men kun ere i hans private Tieneste”.

Så kommer retten til domspremissene, hvor den uttaler:

”Efter disse Omstændigheder er det klart at Tiltalte, som paa grund af Lovens 3-21-2 selv maae staa til Ansvar for dens forhold til hvem han betroed in Fungtions udførelse, saameget meere maa blive at straffe som han, medens hans Bestilling, i forbindelse med Veirets og Strømmens Beskaffenhed paalagde ham den strængeste aarvaagenhed, han selv, ved at beruse sig sat sig du af Stand til forsvarligen at bevogte sine Pligter. Herimod kan ikke med nogen Grund indvendes at Lars Pedersen, efter hva der videre er oplyst, tilforn haver sat Folk over Elven, og at een af Passagererne, nemlig Ole Evensen Medjoplads var en ærfaren Søemand der tillige var kjendt med Elvefaret, thi for det første maa det antages at ingen af dem havde en saa stor Kundskab om Elvens Beskaffenhed og Baadens Drægtighed, eller den myndighed til at holde Orden blant Passagererne som Tiltalt selv, og for det andre har BaardChristiansen selv tilstaaet at endog han, hvis han havde forrettet Overfarten, ikke havde taget alle 5 Mennesker ind i Baaden paa een Gang.”

Så rettsbelæring og straffeutmåling:

”Ser man nu hen til hvilken Straf der kan blive at anvende paa Tiltalte, skiønnes det passende at han, aom allerede ere at Amtets Foranstaltning afsat fra sin Færgemandsbestalling, i Analogie af Lovens 6-11-12, straffes med en Pengemuldt, der ved hensyn til Tiltaltes Formuesforfatning og de øvrige oplyste Omstændigheter bestemmes til 10 Spd.

Anvendelighed af denne Straf bestyrkes, og ere ved Forordningerne af 9de Septbr. 1763, paragraf 8 og 27de Januari 1804, paragraf 68, hvilke Lovbud, skiønt de ere givne for Danmark, dog anvendte paa en Tiid da Norge havde fælles Lovgivende med hiint Rige.

Endvidere maa Tiltalte blive pligtig at udrede alle af Actionen lovlig flydende Omkostninger, hvoriblandt et passende Sallarium til hans beskikkende Defensor.

Under Sagens førelse haver ingen forsømmelse fundet sted”.

Og så gjenstår bare domsslutningen:

Thi kjendes for ret:

Tiltalte forhenværende Færgemand ved Stenkiær Færgested, Christian Baardsen Stenkiær, bør for udviist Skiødesløshed i sin Bestilling, at straffes med en Muldt til Stoeds Præstegjelds Fattigcasse af 10 Spd – tie Speciedaler – . Saa bør han og at udrede til sin Defensor Lensmand Smith 5 – fem Speciedaler – , samt de øvrige Rettens Omkostningerefter Regninger, som approberes af Amtet. Den idømte Muldt udredes inden femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige efterkommes ved Øvrighedens Foranstaltning under Adferd efter Loven”.

Loven som retten her har henvist til, er ”Christian Vs Norske Lov av 15. april 1687”.
Først 3 – 21 – 2, dvs 3. bok, 21. kap., 2. artikkel, kapitlets overskrift: ”Om Tienistefolk paa Landet og i Kiøbstæderne, Inderster og Løsgængere”. Artikkel 2 har denne ordlyd: ”End giver Huusbond sin Tiender eller anden, Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Huusbonden selv at svare til, hva derudi forseis af de, som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igjen sørge Opretning”.

Retten nevner også ”i Analogie til Lovens 6 – 11 – 12”. Men denne artikkel omhandler ansvaret ved å ha et ”gammelt brøstfældigt Huus” stående, og som kan falle ”nogen Mand til Døde”. Analogien her synes noe uforståelig, men det gjelder vel straffeutmålinga. Det heter nemlig at hvis huset forvolder skade så skal eieren ”bøde fyrretyve Lod Sølv til den Dødis Arfuinger”.  


Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *