Internt referansenummer: 15.11.09 – A
Kilde:
Gjerpen – En Bygdebok
Utarbeidet av Provst J. L. Quisling – Sogneprest til Gjerpen
Klikk her for å lese litt om forfatteren Provst J. L. Quisling
GAARDSHISTORIE I
KRISTIANIA 1921
I kommission hos H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard)
Digital versjon her hentet fra Skien genealogiske side

Gamle storgaarder i Gjerpen

Borgestad

Borgestad-set_fra_syd

Borgestad, set fra syd.
Fotograf ikke oppgitt.

Borgestad ligger mellem Skien og Porsgrund, nærmere den sidst nævnte by, nedover mot Skienselven. Oprindelig har navnet været «Borgestod», Borgarstoð, som viser, at det først har været baatstø for det ovenfor liggende Borge, likesom det noget længer oppe liggende Menstad, eg. Manstað oprindelig Mjærvinarstoð, har gjort samme tjeneste for det paa høiden likeoverfor liggende Mén. Det samme er tilfælde med Follestad endnu længer oppe ved Skienselvens begyndelse; det har oprindelig været baadstø for den ovenfor liggende gaard Follaug[1].

Paa Borgestad laa i middelalderen et kapel, der omtales i et diplom av 13/12 1333 og litt senere i «Den røde bok», hvor det kaldes «Borgastaða kirkja». Efter dette bruktes ogsaa formen «Borgastaðir », men ifølge prof. O. Rygh med urette. Det findes, som kapellet paa Ballestad, «Baldastada kirkja»[2] , ikke nævnt senere end i Den røde bok, der er fra omkring aar 1400. Kapellet paa Bratsberg findes ikke engang nævnt i Den røde bok; saa tidlig var det blit borte. Men mindet om kapellel paa Borgestad er endnu bevaret i navnet paa et jorde: ”Kapeljordet”, søndenfor gaarden, nogenlunde ret ned for det nuværende Borgestad kapel. Foruten prestegaarden Borgestad eiet kapellet ogsaa 3 andre gaarder i Gjerpen til prestens underhold samt 2 gaarder i Gjerpen og 1 i Solum til kirkens vedlikehold. Likeledes hadde Ballestad kirke 3 gaarder til indtægt for sin prest; av dem laa en i Gjerpen, en i Slemdal og en i Eidanger. Til kirkens vedlikehold var der skjænket 2 gaarder i Gjerpen. Til sammenligning kan anføres, hvad Gjerpen hovedkirke eiet, nemlig 63 gaarder eller gaardparter i Gjerpen og utenfor Gjerpen 21, tilsammen 84. Bare til lyshold i kirken var der skjænket Gjerpen kirke 4 gaardeparter og ellers til dens vedlikehold 13 gaarder[3].

Som tidligere kirkegods kom ogsaa Borgestad ved reformationen under kronen. 25/9 1584 fik saaledes Laurits Rasmussøn, «som nu nogen tid lang sig haver ladet bruge hos afgangne Erik Brokkenhus udi adskillig K. Maj. bestilling og hverv, brev paa Norges krones gaard, kaldes Borgestad, den udi hans livs tid beholde med aarlig landgilde og anden rettighed, som han efter Norges lov pligtig er at yde og give»[4].

Den første selveier til Borgestad blev den rike Skiensborger Gjert Klaussøn (Niemann), som i 1648 tilbyttet sig Borgestad ved mageskifte, idet han gav eiendommer paa andre kanter til 16 huders skyld, mens Borgestad kun hadde 8 eller den halve skyld, men Borgestads beliggenhet var jo saa meget mere værd, navnlig for ham, end de gaarder, han gav i vederlag.

Gjert Klaussøn var oprindelig «Kjøbsvend», d. e. butikbetjent hos borgermester Kristen Anderssøn i Skien, men principalens enke, Anne Gundersdatter, hadde giftet sig med ham efter mandens død i 1613. Ved hendes midler var det, Gjert Klaussøn kunde erhverve sig Borgestad, og der bodde da hans hustru til sin død i høi alder. Hun blev begravet i Skien 3/3 1694. Da hun saaledes levet over 50 aar efter sin første mands død, var det ingen gammel enke, Gjert fik.

Den sidste, som leiet Borgestad av kronen, Wittekind Huus, hadde faat sig gaarden overdrat ved kngl. brev av 7/6 1647, altsat kun et aar, før Gjert kjøpte den. Den samme Wittekind Huus, der var borgermester i Kristiania, hadde ogsaa leiet Gjerpen Provstigods[5].

En datter av Anne Gundersdatter i hendes første egteskap, Anne Kristensdatter, blev gift med føromtalte lagmand Klaus Anderssøn. Med han blev Anne Kristensdatter mor til nedennævnte Anne Klausdatter; men en datter i hendes egteskap med Gjert, Inger Gjertsdatter, født 1645, blev 31/1 1664, 19 aar gammel, gift med assessor Halvor Borse til Fjære gaard, eier foruten av Fjære, av Hollen og Bolvik jerriverker m. m.

Halvor Borse er av saa indgripende betydning i distriktets historie, at jeg finder det rigtig, som tidligere for Nils Jostens vedkommende, at meddele noget nærmere om ham og hans slegt, der ogsaa gjennem sønnen blev nøie knyttet til Borgestad.

Han var søn til sognepresten i Hjartdal Søfren Hanssøn Borse, der alt var prest i Hjartdal omkring 1630 og blev begraven 2/8 1675. Inger Gjertsdatter døde i 1673, 38 aar gammel, og Halvor Borse giftet sig igjen, ha1vandet aar senere, 28/1 1675, med Margrete Lobes, datter av slotspresten paa Akershus mag. Joachim Lobes. I 1676 kjøpte Halvor Borse det i 1652 anlagte Ulefos verk av Anders Matssøns enke og anla selv i 1692 Bolvik verk. Han var assessor i det søndenfjeldske bergamt og kommerceraad. Han bodde paa Fjære, hvor han døde i l701.

Hans søn, kancelliraad Joachim Borse, født 1679, arvet Ulefos og Fjære efter faren. Som før omtalt hadde han været saa uheldig at gaa i kaution for fogden Melchior Høier, hvis vældige underbalance paa 33000 riksdaler voldte, at Borse gik ganske fallit. Ulefos, som han hadde faat utlagt efter sin far for 12000 riksdaler, blev i 1724 solgt ved tvangsauktion til geheimeraad F. C. Adeler. Likeledes blev Fjære solgt; men her fik han dog bli boende til sin død, idet baade Ulefos og Fjære et par aar efter tokes igjen paa odel av svogeren Herman Leopoldus. Joachim Borse var fra 11/12 1703 gift med Charlotte Amalie Arnold, datter av generalmajor Arnold og Gjertrud Iserberg. Hun var født i 1686, altsaa kun 17 aar, da hun blev gift; han var heller ikke svært gammel, kun 24 aar. Joachim Borse døde paa Fjære 1739 i en alder av 60 aar. Hans hustru overlevet ham i 20 aar og døde først i 1759, 73 nar gammel. Søsteren Inger Borse, født 1677, gift med sekretær Leopoldus, døde allerede i 1714, kun 37 aar garnmel. En silhouet av hende skal endnu findes, hvorefter hun har været «stor og kjæk og ser bydende ud»[6]. En anden søster, Kirstine Borse, der var gift med Nils Josten, saa efter billede, «finbygget, sød og yndig ud»[7]. Hun døde i 1729, samme aar som sin ulykkelige mand.

Joachim Borses søn Hans Jacob Arnold Borse, født 1714, oberst 1780, tok i 1787 avsked i Bergen med generalmajors rang og 500 riksdaler i pension. Han døde 1793, 79 aar gammel. En anden søn, som het Halvor efter bedstefaren, var gift med Bolette Fredrikke Monrad, men kjendes ikke videre. En sønnesøn, Joachim Borse, blev kjøbmand i Brevik og hadde en datter, som het Charlotte Amalie. Hun blev gift med sorenskriverfuldmægtig Ebbe Nielsen paa Ballestad, hvor hun døde i 1877 [8].

Halvor Borses hustru Inger Gjertsdatter var død tidlig, kun 28 aar, og blev begravet 28 /4 1673. Hun efterlot sig en søn Søren (Søfren), der var opkaldt efter bedstefaren paa farssiden, presten i Hjartdal. Han bar titel av sekretær, men var nok sykelig. Han solgte i hvert fald gaarden til generalmajor Johan Arnold for 530 riksdaler, men døde straks efter, før han fik tid til at utstede skjøte. Dette utfærdigedes da av Joachim Borse, Herman Leopoldus og Nils Josten «paa vore kjeristers (d. e. hustruers) veigne». Det blev skrevet paa Fjære gaard 20/1 1702. Som man ser av skjøtet, hadde den gamle Anne Gundersdatter, «salig Gjert Clausens efterleverske». ikke været istand til at utrede den datteren Inger skyldige farsarv og som efter hendes død, fremdeles ubetalt, gik over til dattersønnen Søren Halvorssøn Borse. Den utgjorde oprindelig 600 riksdaler; men den stakkels gamle «gudelskende matrone Anne Gundlersdatter» hadde hverken kunnet utbetale arven eller avholde renterne. Gjælden var herved og ved et av svigersønnen derhos ydet laan til den gamle, da pantebrev i Borgestad blev utstedt 18/12 1691, steget til 750 riksdaler; ti foruten at han ikke hadde mottat noget av sin kones arv, hadde svigersønnen ogsaa forstrakt hende med et pengelaain, hvorav han i 1691 fuldstændig eftergav hende den ene halvdel, 121 rdl. 3 mk. 17 sk., og transporterte den anden til dattersønnen; men beløpet skulde tillikemed det øvrige henstaa ukrævet i gaarden, saalænge bedstemoren levet. Herom heter det i det i 1691 utstedte pantebrev:

«Og som forb.m. min h(jerte) kjerre svoger «d. e. svigersøn) sin heraf halfue tilkommende part til sin søn hafver foræret, saa hafver og for.bte min hjerte kjere dattersøn ladet see sit goede hjertelag imod mig, hans høytaldrende moer-moder, idet hand ikke allenste gifvet mig betalningstied, til min dødelig affald skieed, mens endog sønlig tilbødet sig, at vil forskiyde mig alt det, som jeg til min goede ophaald kan vere behøfvende foruden nogen mangel. Da, paa det han for saadan sin sønlig beteende (adfærd) ikke altfor stor skade skulde tage, heller ikke efter min død istæden for god betalning erlange klammer og trætte; thi sætter jeg hannem hermed til fuld forsikring og vederpant min fri og frelselig eiende odelsgaard Borgestad.»

Skjønt hun vilde, at hendes kjære dattersøn «i alle optenckelige maader skal være og blive skadesløs holden», maa han dog ha mistet ganske betydelig, hvis alt skulde være betalt med de 530 riksdaler, general Arnold gav for gaarden. Godt var det for den stakkels gamle bedstemor, for hvem det vistnok maa være gaat adskillig til agters i hendes alderdomsdage, at hun hadde saa formuende svigersøn og saa snild en dattersøn, for hvilken sidste det da ogsaa var vel, at han ved den tid, syk, som han var, slap væk baade fra gaarden og fra verden.

Pantebrevet sees at være tinglæst paa «Limmie stefnestue i Gjerpen» 7de juli 1692 og den 31te januar 1695 av sekretær Søren Borse at være fremlagt «udi sterboen effter dydædle matrone sal. Anne Gundersdatter».

Generalmajor Johan Arnold, Borgestads nye eier, var ikke mindre end 4 ganger gift, nemlig:

1)             med Anna Stadsgaard, mor til feltmarschal Arnold;
2)             fra 1677 med Sofie Giedde;
3)             fra 1682 med Gjertrud Iserberg, datter av handelsmand Herman Iserberg i Kjøbenhavn, og endelig
4)             fra 1692 med Anne Klausdatter.

Den sidste blev den bekjendte, høitagtede ”fru Anne til Borgestad”. Hun var født i Skien 5/6 1659, døpt 20/1 1660 og var, som før omtalt, datter av assessor, senere lagmand Klaus Anderssøn. Kun 16 aar gammel, blev hun, 24 /8 1675, gift med Stig Anderssøn Tonsberg, født 1646, død 1690. Han var ved sin død kun 44 aar, og hans unge enke 31. Gravskriften over Stig er bevaret; den lyder saaledes :

J. H. S.[9]

Her ligger giemt til lifsens og ærefuldgiørelsens stund det døde støv, som efterblev av den velædle og høifornemme, nu sal. mand Stig Andersen Tonsberg, da Gud tog hans sjæl til sig den 26 aug. 1690 udi hans priselig alders 44de aar.

Syr. 46 kap., v. 20, 21 (:)

Saa mange, som ikke vende sig fra Herren, deris hukommelse være i velsignelse og deris ben vorde grønne endnu av deris sted, som de ligge.

O salig Stig, som stigede paa Jakobs himmelstige
med sjælen op blandt englene og ind i himmerige,
her hviler sine ben ifred ved nederst trin av stigen
og grønnes af sit sted, endog i jordefligen.
Dit navn er i velsignelse og bliver ei hos nogen
af dine efterlevende sat hen i glemmebogen.

De kjender det for deris pligt, at til det allersidste
at viske støvet av din fjæl og pynte din ligkiste.
De tænker og at komme her og ligge ved din side,
som før laa i din arm og lænd, – hvor snart, maa Herren vide –
dog ei saa lige her; de jo skal alle engang stige
paa himmeltrappen  med dig op og høre røsten sige:
Stiger hid op!

Apoc. 11 v. 12[10].

Hverken de, som laa i Stigs lænd, eller hun, som laa i hans arm, kom dog til at ligge ved hans side. Fru Anna la sig i hvert fald, som saa mangen anden dydziret enke, først, mens hun levet, i en anden mands arm og derefter i døden ved hans side; men da denne hendes første egtemand døde, sparte hun i sin kjærlighets sorg ikke paa noget, som kunde tjene til at ære og bevare hans minde. Kisten var likesaa kostbar som solid, og liktalen, som blev holdt av mag. Hannibal Jessen, sognepresten i Skien, blev trykt i Kjøbenhavn in qvarto 1694; ti lang var den, et hélt opus. Stig var ellers søn av borgermester Anders Madssøn i Tønsberg.

Ved sin egteskapsforbindelse med fru Anne Klausdatter kom general Arnold til at drive en utstrakt trælasthandel og viste sig derved, maaske under indflydelse av sin gode hustru, i de betingelser, som han tilstod bønderne oppe i Telemarken, noblere og velvilligere end de fleste andre trælasthandlere paa den tid.

Foruten trælasthandel kom general Arnold, fornemmelig vistnok gjennem sin driftige frue, til ogsaa at drive skibsrederi. I 1704 eiet han skibene ”Haab Johannes”, ”De tre venner” og ”Svanen”. Hertil kom i 1706 ”St. Anna”. ”Svanen” hadde tidligere tilhørt Halvor Borse, senere Nils Josten og endelig Arnold; ”Haab Johannes” var paa 286.1/2 kommercelæster, det største skib i fjorden og bygget paa Borgestad[11].

General_Arnold

General Arnold.
Fotograf ikke oppgitt.

General Arnold opførte den endnu staaende, om end meget forandrede hovedbygning paa Borgestad. Ikke længe efterat den var blit færdig, kom Fredrik den 4de paa besøk til Borgestad. Det værelse, hvori kongen sov, stod siden, til minde om det sjeldne besøk, gjennem «seks menneskealdre» med uforandret utstyr. Kongens reise gjaldt egentlig Fossum verk.[12]

Johan Arnold døde den 5te juni 1709, 71 aar 3 maaneder og 12 dager gammel, og blev indsat i det 10 aar iforveien indrettede likkapel ved G;jerpen kirke torsdag 5te september. Sognepresten i Gjerpen, David Monrad, holdt «parentationen» over ham, med tekst Aab. 14. 13 («Salige er de døde, som»). Denne likprædiken skulde ogsaa være blit trykt og var til den ende blit censurert av biskopen i Akershus, Munch, og anbefalt til trykning av det teologiske
fakultet i Kjøbenhavn; men Arnolds enke og de øvrige arvinger blev uenige om trykningsomkostningerne, saa det blev intet av. Skjønt det ikke var saa greit med trykning dengang, var vel dette en noksaa flau avslutning. Men kisten var i alle fald kostbar. I Brække museum findes av dens prydelser bevaret to vaabenskjold med det Arnoldske familievaaben: tre ekenøtter paa et skjold, end videre to «sørgende krigere», et «dødens symbol» og et krusifiks av messing[13].

Oljemalede portræter saavel av fru Anne Arnold som av generalen hænger endnu paa Borgestad. Efter disse at dømme har fru Anne været en vakker dame med et fint ansigt, mens man egentlig ikke kan rose hendes gemal for at ha været nogen skjønhet; derimot har hans ansigt et godt uttryk. Almindeligere kjendt og tillike varigere er vel det minde, man har, særlig av hende, i «Fru Anne Arnolds vise», forfattet av sogneprest Hans Paus i Kviteseid (død 1715). Den var digtet paa telemarkingernes vegne til fru Anne Arnolds ære og var i sin tid og sin kreds en meget kjendt sang, som Landstad optok i sin store samling av norske folkeviser. Jeg hitsætter nogle vers av den[14].

Stolt Anne, hon bur uppaa Borgestad gaard,
hon er seg blandt frugur dei blide,
hon sveiper seg baade i silkje og maar,
um hennar gjeng segninn saa vide.
Gud, lat hennar liva evindeleg vel!

Hon fagnar sin herre, den adel saa god,
ein høvding i Noriges rike;
han tener kongen tilhest og tilfot,
for ingen saa vilde han vike.
Gud, lat o. s. v.

Hon lyser i stoga, hon pryder i gard ;
hon heve so mykje at gjera
med bonden, som uppe i fjøllo bur,
naar han til byen maa ferdast.
Gud, lat o. s. v.

Hon hjelper paa bonden, er ingen for stor,
det maa me i fjøllo berøma;
hon er for okkon ei nyttug, blid mor.
Gud skal hende derfor beløna.
Gud, lat o. s. v.

Hon tor fulla gjeva ’kon mungaat[15] i skaal,
naar me koma trøitte og arme;
hon skaffar ’kon konnit med reidelegt maal,
me turve kji syte og harmast.
Gud, lat o. s. v.

So længji me kunna styre ’kons plog,
so længji, som kjyri vil trivast,
og fura vil vekse uti ’kons skog,
me hugnast[16] med hennar at liva.
Gud, lat o. s. v.

Farvel, vene mor fruga ’kons![17]
med frugur og jomfrugur balde,
farvel, høge adel, Anne Arnold,
me ynskjer deg uti Guds valde.
Gud, lat hennar liva evindeleg vel!

Anne Arnold døde paa Borgestad 11te november 1713, 54 aar gainmel, og indsattes i likkapellet 18de januar næste aar. Gravplaten paa hendes kiste er bevaret i museet. Inskriptionen lyder saaledes:

J. H. S.
1. Cor. 15. v. 54. Døden er opsluget til seier.

Til et vist, levende haab udi troen til den fra de døde opstandne Christum JEsum hviler udi denne ligkiste høiædle og velbaarne, nu himmelsalig

Fru Anna Clausdatter,

salig hr. geiieralmajor Johan Arnolts, som udi Schiens bye hafde sin indging til verden den 5te Junii anno 1659 og sin udgang af verden paa Borrestad gaard den 11te April(?) anno 1713.

Esaiæ 35, v. 8. 9. 10. Paa helligdommens vey schal ingen løve være, og intet glubende dyr schal komme der op paa, schal ikke findes der, men de igjenløste skulle vandre der, og Herrens forløste skulle igjen komme til Zion med fryd, og evig glæde schal være ofver deris hofvet: ja fryd og glæde skulle betage dem, og pine og such og sorrig schulle flye fra dem.

Videre staar der:

Jeg paa din ligkiste dig til gravskrift kun indgraver to linier, som dig bør foruden avind:

En dydig Anna her sin roe og hvile hafver,
som Gud og dyden har opofret alt sit liv.

Hvem er denne «jeg»? Saa tilføies til slutning:

1 Thess. (4) v. 14. Saa skal Gud føre dem, som have hen sovet udi Jesum(!), frem med hannem.

Fru_Anne_Arnold

Fru Anne Arnold.
Fotograf ikke oppgitt.

Den, som siger «udi Jesum», kan vel ikke ha været hverken prest eller anden lærd mand. Hvem er saa inskriptionens autor «jeg»?

Foruten inskriptionsplaten haves i museets kirkekjelder ogsaa to vaabenskjolde fra fru Annes kiste, et med generalens vaaben og et med fruens: 7 roser.

Som i Hans Paus’s vise, tales der ogsaa i den ældste kirkebok om flere «jomfruer», som bodde paa Borgestad i fru Anne Arnolds tid. Om disse jomfruer kan anføres nogle oplysninger, hentet fra forskjellige kanter.

I sit første egteskap med Stig Tonsberg hadde fru Anne nogle barn, hvorav i alle fald to døtre levet op og tilbragte sin første ungdom paa Borgestad. I sit andet egteskap med general Arnold hadde hun selv ingen, men barn av hans tidligere egteskaper var eller vanket der. Saaledes nævnes i kirkeboken

Karen Tonsberg, der blev gift med fru Annas bror assessor Anders Klaussøn; men hun var sandsynligvis ikke nogen datter av Stig, men snarere av hans bror Matias de Tonsberg. Karen Tonsberg blev, som saa mange fruer i den tid, ikke gammel. Hun blev begravet 4/3 1696, i en alder av 24 aar; hun døde sandsynligvis paa barselsseng. Hendes mand Anders var ogsaa kortlevet; han døde to aar efter, 2/5 1698. De blev begge ført fra Kristiania og indsat «i sin begravelse» i Gjerpen kirke.

Anne Tonsberg. Hun har antagelig været en datter av fru Anne i hendes første egteskap. Sam «jomfru Anne Tonsberg paa Borgestad» var hun, samme aar som Karen Tonsberg døde, fadder hos en sergeant i Gjerpen. Hun var saaledes ikke fornemt stor paa det; men hun var i det hele en yndet fadder baade hos storfolk og hos smaafolk. 1/2 1698 blev hun gift med kommerceraad Andreas Schøller i Trondhjem og kom ganske væk fra disse kanter. Efter hans død skal hun anden gang være blit gift med en officer, oberstløitnant Johan Henrik Wenigel(?).

Charlotte Amalie Arnold, den tredje unge jomfru paa Borgestad, er bedre kjendt. Hun var en datter av general Arnold i hans egteskap med Gjertrud Iserberg og blev, som før omtalt, 11/12 1703 gift med assessor Joachim Borse. Den rigdom, de hadde nydt baade hver for sig og i den første tid av deres egteskap, blev pludselig borte; men de fik dog leve sine aar tilende paa Fjære vakre gaard, om det ellers vistnok var temmelig smaat for dem, og vel ikke mindst for hende i hendes lange enkestand.,

Efter fru Anne Arnolds død blev Borgestad solgt til major Hans Holmboe. Han hadde gaarden til 1731, da solgte han den til cancelliraad Herman Leopoldus (senere Løvenskiold). Som omtalt under Fossum, var han 15/7 1728, altsaa 3 aar, før han overtok Borgestad, blit gift med biskop Deichmanns datter Margrete. Han døde 13/9 1759 og hun faa uker efter, 6/10 1759. De var efter nogle optegnelser i Gjerpens sogneprestarkiv flittige kirkegjængere og gjester ved Herrens bord[18]. De har ogsaa været velgjørende og gode folk. Særlig maa man anta, at fruen bar været det, at dømme efter hendes gravskrift. Inskriptionen paa hendes kiste lød nemlig saaledes:

Guds tanker ere ikke som vore. Havde ønsker og forbønner kunnet noget formaa, kunde døden vige for alle dyders kjerne, da skulde du ikke saa tidlig forefundet i denne grøft(?) det usle efterladte af en ren, dyrebar og ædel sjæl (?), af velædle og velbyrdige frue Margareta Deichmann, som indgik i denne verden 1708, i sit egteskab 1728 med velædle og velbaarne hr. cancelliraad Herman Løvenskiold, som hun overlevede, da hun skiltes fra dette forfængelige d. 6. Oktober 1759.

Saa er videre tilføiet følgende rimeri:
Vil nogen vide mer, lad fattigmand fremsige,
lad børn, søskende, de hjælpeløse staa,
et vidne om, at du har ei havt lige.
Dit minde aldrig dør (og ei?) forsvinde skal.
Har kjærlighed havt sted, et svigløst hjerte bolig,
besminket(?) gudsfrygt, dyd, behaglig omgangs held,
en rund og gavmild haand. et hjerte ædelmodig,
da fandtes det hos dig, lev derfor evig vel!

Om man ogsaa i disse sterke ord vil trække adskillig fra, saa maa der allikevel bli adskillig igjen til hendes fortjente pris. Forøvrig er indskriften usedvanlig slet bokstaveret, likesom retskrivningen forøvrig er under al kritik. I uttrykket ”besminket gudsfrygt” maa antagelig være utelatt et u.

Denne Herman Leopoldus, senere Herman Løvenskiold, vaisøn av den i 1739 adlede og navnforandrede sekretær Herman Leopoldus fra Kristiania og født i 1701. Han kjøpte Bolvik i 1728, Borgestad i 1731 og Fossum i 1739, men bodde helst paa Borgestad, hvor han skal ha ført et stort og selskapelig hus. Han hadde 3 sønner og 3 døtre. Den ældste av sønnerne var en mand, hvis navn endnu almindelig kjendes, nemlig:

Bartolomæus Herman Løvenskiold. Det usedvanlige navn «Bartolomæus» skriver sig fra bedstefaren paa morssiden biskop Bartolomæus Deichmann. Han overtok av farens eiendommer Bolvik og Borgestad, og biskop Deichmanns enke, Else Rosenmeyer, levet sine sidste aar hos sin snilde dattersøn og døde paa Borgestad 17 /4 1745. Paa Borgestad kjender man endnu og kan endnu paavise «bispindens kammer».

B. H. Løvenskiold blev født paa Bolvik 29/9 1729. 4/3 1751 egtet han Edel Margrete Rasch, en datter av rektor kancelliraad Jacob Rasch og biskop Deichmanns datter Anne; han blev saaledes gift med sin kusine. Hun døde paa Borgestad 11/10 1791, nogle aar efter sin mand, der var død 17/5 1788.

Hvad der gjør; at hans navn endnu er kjendt, er hans «Beskrivelse over Bratsberg amt», der blev trykt i Kristiania 1784. Literært set, har den vel litet værd, men historisk vil den fremdeles beholde sin betydning. Stofordningen er miserabel og stilen ofte høist snurrig; men forfatteren gjør sig heller ikke nogen indbildninger om at være en stor stilist og vel heller ikke om at være en større forfatter i nogen henseende. Han har skrevet, fordi det har været ham en trang at skrive, og etsteds i boken siger han selv om sine litterære emner: «Mine udtrykke ere uudkunstlede, og jeg mangler den veltalenhed, der ofte gjør en mager afhandling beundret. Jeg skriver velment rene sandheder uden kunst, og jeg udbeder mig mild bedømmelse.» Man faar ved læsningen iblandt indtryk av, at han maa ha været noget sløv eller glemsom, og han er, som sagt, litet istand til at ordne stoffet ; han har ikke magtet dette, skjønt det skulde jo ikke været saa uoverkommelig; men overalt merkes hans livlige interesser, og overalt har man en følelse av, at forfatteren personlig er en hedersmand. Jeg har alt før (Gjerpen I, s. 8) anført en liten prøve paa hans kuriøse stil, der overgaar sig selv, naar han blir poetisk stemt. Det var en skildring av Gjerpens herlige natur, hvorav jeg her gjentar en del i litt større sammenhæng: «Sognets smukke beliggenhed i tre miles længde er overalt anprist; og naar man med agtpaagivenhed igjennemfarer denne yndige skueplads fra Aasebro (d. e. Osebro ved Porsgrund) ti1 Bestul i Luksefjeld paa den tid af aaret, da naturen spiller i alle sine rørende optrin, naar træerne prange med sit buskede løv og dalernes roser fremskyde til ambra, naar soltrosten forener sig at slaa slag i slag under den i luften zitrende, syngende lærke, og naar gjøgene udstøde sine lyd, som give mange søde gjenlyld i fjeldene og i de grønne lunde, maa man føle de mest rørende og mest indtagende sindsbevægelser, fulde af beundring over den store Skabers almagt og høihed og det blomstrende, herlige naturrige. Denne vellystige tidspunkt opliver vel de ensomste ørkener, men dobbelte syner af alt det, der kan opmuntre sanserne, fremviser dette sogn i sin ganske omkreds» o s. v.

Næsten endnu høiere stiger han, hvor han priser sin egen gaard Bolviks naturherligheter; jeg beholder her ogsaa hans ortografi.:

«Her ere rundt omkring mange lystige Egne, og jeg, som ofte igiennemreiste alle disse Egne paa alle Aarets Tider, saa vel da Foraarets Mildhed bortdrev Vinter-Dampene af Jorden og Soelens Straaler bortsmeltede de iisbroelagte Vande, da Fuglene besang Lundene paa de nyelig Løv-hængte Grene; da Bækkene skummede og Fossernes Brusen opfydte Dahlerne med Lyd og Gienlyd fra de omkring liggende Høye; jeg igiennemreiste disse Egne med de sødeste Følelser, da Sommerens Yndigheder omstraaledes af Blomsterkrandse; da Skovene vrimlede af velfødde Dyr og arbeidende Mennesker, som her lagde Grundvolden til Livets Underholdning i Vinter-Dagene, der i de lystige Sætter-Dahle deltoge i den fede og vederkvægende Sæter-Mad, og efter fuldført Dags Arbeide lokkede de skiønne og nydeligste Fiske til deres Fiskekroge; da Trosten slog sine Slag, Giøgerne galede og da den nedgaaende Soel gav Skygger og Avbildninger af lutter fortryllende Optrin; jeg bievaanede ofte disse Skov-Beboere i Dagens søde Morgenrøde at optage de med adskillige Fiske-Slags berigede Garn, da Lærken udtrillede over os sine indtagende Toner, da Hyrdinderne besang Dagens Komme og Qvægets Brølen og velklingende Klokker hilsede Morgenstunden rundten om os. I dette Canaan fandt jeg lutter Yndigheder, og i hver Forandring altid nye Skiønheder.»

Foruten amtsbeskrivelsen forfattet B. H. Løvenskiold ogsaa længere beskrivelser av Borgestad og Bolvik, efter sigende paa over tyve skrevne ark; men de er komne bort.

Som praktisk gaardbruker var hr. Bartolomæus vistnok bedre end som forfatter. Han siger selv, at han paa Borgestad, som han kjøpte i sin fars dødsbo 11/12 1760 for 4000 riksdaler, anvendte et lignende beløp til forbedring av huse og jordvei. Gaarden opgaves i hans tid at føde 4 hester og 26 kjør. Han var ogsaa en ivrig havedyrker, og et av ham plantet epletræ stod langt ind i forrige aarhundrede og ydet Borgestadfolket, hvad de kaldte «stekte kancelliraader». Eplerne paa det træ smakte nemlig bedst, naar de blev stekt. Vaarbeiting, som folk i denne tid begyndte at slutte med i Gjerpen, hadde han alt ophørt med paa Borgestad flere aar i træk, 1782 undtat, «da der var en almindelig, stor og beklagelig fodermangel.» Han prøvet ogsaa med tobaksdyrkning; men den blev det ikke noget større av. Han fortæller ellers, at man i Gjerpen omkring 1780 begyndle at bli mere omhyggelig om skogen, der var blit meget ødelagt. Han siger ogsaa, at Gjerpensogningerne tilbragte en del av sommeren paa sætrene og samlet ost og smør, samt at de kjørte den paa sætrene samlede gjødsel hjem til gaardene om vinteren. Den maatte da bli noksaa kostbar, naar man saa paa arbeidet. Næste eier av Borgestad blev B. H. Løvenskiolds svigersøn Jakob Aall. Han var født 25/6 1754 og blev gift med Løvenskiolds datter Edel Margrete 24/10 l779. Hun var født paa Fossum 19/2 1753 og var altsaa vel et aar ældre end sin mand. Jakob Aall, som alt aaret før svigerfaderens død hadde overtat driften av Borgestad, var yngste søn og tolvte barn til gamle Nils Aall i Porsgrund, Aalleslegtens stamfar her i landet[19]. 13 aar gammel var Jakob Aall i 1767 blit sendt til Kjøbenhavn, senere opholdt han sig 2 aar i England og kom saa hjem i 1777. Han tok da borgerskap i Porsgrund efter sin gamle far, som nu trak sig tilbake fra forretningerne, 75 aar gammel. Hermed fulgte ogsaa flere eiendommer baade i nedre og øvre Te1emarken. I Porsgrund bodde han i 10 aar og ombygget i denne tid sin fars gaard der. Saa flyttet han til Borgestad og solgte bygaarden til sin svoger kammerherre Severin Løvenskiold, der var gift med hans søster Benedikta Henrikka.

Jakob Aalls hustru Edel Margrete Løvenskiold døde 1795, 43 aar gammel, og mindre end 3/4 aar efter hendes død giftet han sig igjen 19/2 1796. Men det var rigtignok ogsaa noget at skynde sig for; ti hans anden hustru var baade en ypperlig kvinde og en meget velstaaende ung enke. Det var nemlig før omtalte Didrik Cappelens rikt utstyrede enke, som just for kort tid siden, i 1794, var blit ledig. Krisliane Elisabet Boyesen (eller Ording – det er igrunden samme familie), datter av kjøbmand i Skien Realf Boyesen, var født 17/7 1767 i Skien og altsaa endnu kun i sit 27de aar, da hun blev enke efter rikmanden Didrik Cappelen paa Mæla, en mand med en formue paa 300000 riksdaler, hvad der nu vilde sige flere millioner. Hun hadde kun været 18 aar, da han fik hende, from og stilfærdig og begavet, men skulde ogsaa faa det godt betalt av ham. Først skulde hun efter hans død ha «alle pretiosa og mynter», – og hun var da saavidt en almindelig kvinde, at hun forstod at vurdere det -, saa skulde hun ha en gaard i byen, som var taksert til 2500 riksdaler, med 1500 riksdaler til husets møblering, videre 500 riksdaler til en liten villa paa landet og tilslut renterne av 16000 riksdaler til sin død! Efter overenskomst med Cappelens arvinger omgjordes dette og sattes i en rund sum til 30000 riksdaler. Saaledes utstyret var den 28 aarige enke, som Jakob Aall nu indførte i sit hjem, og hvad der var det bedste: hun var derhos baade forstandig og hjertegod, foruten at hun var gudfrygtig, hvad der fra gammelt, likefra grev Zinzendorfs dage og hans paavirkning paa en av forfædrene, hadde ligget til slegten. Med sin første hustru hadde Jakob Aall ingen barn faat; med men anden fik han ikke mindre end 7, 1 søn og 6 døtre. De var følgende:

Jakob_Aall_til_Borgestad

Jakob Aall til Borgestad.
Fotograf ikke oppgitt.

Edel Margrete, døpt 30/5 1797, opkaldt efter hans første kone. Hun blev gift med provst Realf Ottesen, der var født 1779, altsaa 18 aar ældre. Han døde i 1860, hun aaret efter, i 186l.

Didrikke, døpt 5/3 1799, opkaldt efter moderens første mand, Didrik Cappelen. Hun blev ogsaa gift med en prest og provst, bror til søsterens mand, provst Otto Kristian Ottesen. Han var adskillig yngre end broren, født 1788, og døde i 1870. Ogsaa denne søster døde aaret efter sin mand, 1871.

Fredrikke Sofie, født 10/8 1800, blev ogsaa gift med en Ottesen og bror til de to provster; men denne gang blev det en skibsreder, Jakob Ottesen i Porsgrund. Han var den ældste av brødrene, men blev gift med den yngste av søstrene. Han var født i 1778, men døde alt i 1830, 4 aar efter deres bryllup. Som Didrikke var død 10 aar efter søsteren Edel Margrete, 1861-1871 -, saa døde den tredje søster igjen 10 aar efter Didrikke, i 1881, men hadde da fra 1849 været gift med toldkasserer Rasch i Grimstad. Saa kommer der paa rad 3, som ikke levnet op, deriblandt den eneste søn:

Marie Regine, født 19/12 1802; Nikoline Maria, født 2/4 1804, og Nils, født 10/12 1806. De døde alle tre smaa.
Benedikta Henrietta, født i 1810, opkaldt efter Jakob Aalls søster (Henrietta istedenfor tidligere «Henrikka»). Hun døde ugift i 1887, sidst av alle sine søskende, som hun jo ogsaa var den yngste.

Jakob Aall var en venlig og munter mand og glad i god mat og svær til at spise, en ren storæter. Det sagdes at være hans «mindste kunst», at fortære en hel gaas, før han kl. ½ 5 om morgenen satte sig i sin vogn for at kjøre til Kristiania[20]. Aa ja, men slike gjæs blev ham vel litt dyre paa slutten!.

Ved kronprins Fredriks besøk i Skien i 1788 eskorterte Jakob Aall ham opover i spidsen for hundrede telemarkinger i nationaldragt. De var jo kjendt fra gammelt, ogsaa nede i Kongens Kjøbenhavn, for at være stridbare karle ! Selv sat Aall paa en borket hest, i gul trøie og gule skindbukser, med dragen kaarde og et morskt opsyn, fortæller fru Mogensine Bentzen, alias fru Signe Adeler[21], i sine utrykte optegnelser. Ogsaa paa brodersønnen, den senere Eidsvoldsmand Jakob Aall, gjorde dette syn et sterkt indtryk, allermest den ellers saa godslige onkels forandrede utseende. Han skriver paa sin stilfærdige maate om det: «Aall, den blide mand ellers, red barsk i spidsen for toget.»
Jakob Aall gav 5000 riksdaler til oprettelsen av universitetet. Han skjænket ogsaa Brunkeberg kirke en stor lysekrone av bronce. Forøvrig var Jakob Aall, likesom fru Anne Arnold, meget avholdt i øvre Telemarken, og da han engang hadde eftergit en fattig enke uppe i Øiefjeld hele hendes gjæld til ham, maatte poeten Targje Vindsvold stemme sin harpe deroppe til et takkedigt paa hennes vegne og i hendes navn. Det begyndte saaledes:

Tusind tak jeg nu maa sige
til den kjøbmand uden lige,
som al gjelden mig forlod.,
Glade giver, som vil tænke
paa en fattig, husvild enke,
tak ske Dem, som var saa god!

Da jeg sad i sorgens trængsel,
vented hjælp med ængstlig længsel,
alt mit haab til Himlen var,
fik jeg dette budskab høre,
hvad De mod mig vilde gjøre,
som var mig en lykke rar.

Kristen Pram, der ogsaa besøkte Borgestad, som han besøkte Mæla og Fossum, skriver saaledes: «Gaarden Borgestad eies av kjøbmand Jacob Aall, som har 3 avlsbrug og er en meget formuende mand, nærpaarørende med de øvrige af dette navn og deltagende i den agtelse for sand hæderlighed som samtlige, der bære det.»

Jakob Aall fik en død, som man efter hans levevis maatte frygte for: han blev rammet av slag den 19de september 1826 og døde den 23de. Hans enke skrev derom efter hans død: «Den 19de om morgenen, da han frisk som ellers var opstaaet, fik han en rørelse, som betog ham saavel lemmernes og (som) stemmens brug, og laa han saaledes, indtil hans livslys udslukkedes.» En saadan død kunde han jo godt ha faat, især i sin alder, over 72 aar, uten at man behøver at sætte den i nogen forbindelse med hans storæteri; men den hang dog vel sammen med det.

Jakob Aalls enke døde 16de mai 1833 i sit 66de aar. Svigersønnen provst Otto Ottesen har skrevet følgende om hende: «Opfostret af gudfrygtige forældre i den sande gudskundskab, blev hun ei hildet af denne verdens ting, endskjønt hun kun 18 aar gammel indtraadte i egteskab og derved kom i en saare stor velstand, der som oftest bliver en anstødssten for de dødelige, og endskjønt hun ved endnu i sin blomstrende alder at indtræde i andet ægteskab ombyttede det stille, indgetogne liv med et for hende uvant, muntert selskabsliv i en talrig, velstaaende familiekreds, i overflødighed og jordlivets mangehaande glæder og nydelser, der ei mindre pleie at være farlige for støvets børn paa adskillig maade.»

Bankadministrator_E_J_Cappelen
Bankadministrator E. J. Cappelen.
Fotograf ikke oppgitt.

Paa grund av de vanskelige tider efter 1814 gik det mer og mer tilbake med Jakob Aalls formue, og han trak sig efterhaand ut av alle forretningsforbindelser; han opsa i 1822 ogsaa sit i 1777 erhvervede borgerskap i Porsgrund. For at redde gaarden for familien solgte han ved auktionsskjøte, datert 1/11 1822, Borgestad til stedsønnen Didrik Cappelen, der igjen ved skjøte av 22/4 1823 for en kjøpesum, stor 8896 spd. 62 sk., overdrog gaarden til sin bror:
Realf Cappelen, der var en stedsøn av fru Aall i hendes første egteskap. Den nye eier overlot pietetsfuldt den søndre del av huset til de gamle og bodde selv i den nordre del. Han var gift med Anne Sofie Stenbuch, datter av presten Stenbuch i Eidanger. Hun døde i 1850 og han i 1853, 62 aar gammel.

Erik Johan Cappelen, Realf Cappelens søn, var født i 1828. Erik Cappelen var cand. jur., bankadministrator ved Norges banks avdeling i Skien og i 10 aar, 1859-1869, ordfører i Gjerpen. Hans far var blit utdannet til landmand i Danmark, og sønnen viste sig ogsaa at være en dygtig jordbruker. Særlig var han glad i hester og sa spøkende om sig selv, at han heller burde ha været kavallerist end jurist. Hans hustru, Maren Dorotea Blehr, var født paa Stathelle i 1830. Cappelen døde 10/9 881, 53 aar gammel; hans hustru, der i mange aar hadde været sykelig, overlevet ham i 5 aar og døde 26/4 1886, 56 aar gammel. Deres datter og eneste barn Anne Sofie Cappelen, født 1854, blev lste juli 1880 gift med ingeniør Gunnar Knudsen, der saaledes blev Borgestads nye og er dets nuværende eier.

Aanon Gunnar Knudsen er ved siden av statholder Severin Løvenskiold den mest landskjendte mand fra Gjerpen, og som politiker landskjendt i endnu langt, høiere grad, end han var.

Statsminister_Gunnar_Knudsen
Statsminister Gunnar Knudsen.
Fotograf ikke oppgitt.

Han blev født 19/9 1848 paa Salterød ved Arendal, av forældre skibsreder Kristen Knudsen og Gurine Aanonsen. Efter i 1866 at være blit student fra Skiens skole og i det følgende aar at ha tat andeneksamen, reiste han til Gøteborg, hvor han i 1869 tok polyteknisk eksamen. For sin videre utdannelse opholdt han sig deretter en tid i England. I 1871 begyndte han med skibsbyggeri og skibsrederi, og siden har han paa mangfoldig maate tat del i det høiere forretningsliv. Han var saaledes i 1874 med ved oprettelsen av Laugstol bruk i Skien, i 1882 i Porsgrunds gjærfabrik og i 1885 i Porsgrunds bekjendte porcellænsfabrik. Paa Borgestad anla han i 1886 et teglverk og i 1893 en chamottefabrik. Fra 1888 har han ogsaa været medeier i Ekelands verk. Senere har han stiftet og staat i spidsen for det store skibsrederiselskap, der bærer navnet ”Borgestad”. Likesom han i mange aar har været medlem av og tildels formand i ”Det norske landmandsforbund”, har han ogsaa drevet sin egen gaard paa en fremtrædende dygtig maate. Blandt andet har han beplantet 76 maal med 1500 epletrær, der nu staar i fuld vekst og gir et rikt utbytte[22].
Hovedbygningen lot han allerede i 1882 restaurere og ombygge, hvorved den blandt andet utstyredes med en vakker karnapbygning paa den søndre side[23].

Hans deltagelse i det kommunale og politiske liv har været av den største betydning baade for land og herred. Fra 1886 har han i mange aar været ordfører i Gjerpen; at han ikke altid har været det, er vistnok alene kommet av, at høiere hverv har kaldt ham bort fri hjemmet. Fra 1892 har han saaledes stadig været stortingsmand for Bratsberg; men deltagelse i regjeringen har ofte hindret ham i at fungere i dette hverv. I 1901 blev han første gang statsraad, 1901-1902, i 1905 var han det anden gang; statsminister første gang 1908-1910, anden gang lste januar 1913 til 16de juni 1920, da han indleverte sin avskedsansøkning efter en finansvotering dagen iforveien, som gik ham imot.
Han har været den drivende kraft i flere indretninger, der først og fremst er kommet hans egen bygd tilgode, som det store Aarlifosanlæg, der forsyner bygderne om Skiensfjorden med lys og kraft. Likeledes har han under megen motstand gjennemført, at Bratsbergbanen fra Notodden er bygget paa østre side av Nordsjø istedenfor paa vestre, saa den gaar gjennem Gjerpen istedenfor gjennem Holla og Solum.

Hans gavmildhet har været meget stor. Før er omtalt hans legater til forskjønnelsen av Gjerpen kirkes omgivelser og til oprettelsen av husflidsskoler for gutter i Gjerpen[24]. Endvidere har han skjænket kommunen Borgestad murede folkeskolebygning med stor tomt; men allermest at nævne er hans storartede gave av kirke paa Borgestad gaards grund med tilliggende stor kirkegaard. I denne kirke lar han for tiden ved maleren Vigeland indsætte kostbare glasmalerier, til avløsning av de ældre fra Tyskland indkjøpte, mere fabrikmæssige. Hertil maa endnu føies legater til hans arbeidere, som han i det hele sørger udmerket for.

Hans gode hustru avgik ved døden den 24de juni 1915, efter nogen tids sygdom, 61 aar gammel. Dødsaarsakerr var kræft. Hun begravedes 29de s. m. under den største deltagelse fra niær og fjern. Begravelsen fandt sted fra Borgestad kapel, som altid hadde været hende saa kjært, og som hun hadde prydet med særskilte kostbare og vakre gaver. Paa sit dødsleie oprettet hun to legater, et paa 10 000 kroner til støtte for menighetssykepleien i Gjerpen, og et paa 5000 kroner, av hvis renter der nærmest skal skaffes Nytestamenter til samtlige konfirmanter, hvad der hittil hadde vist sig uoverkommelig.

I sin nekrolog skriver Skiensbladet ”Varden” bl. a.: ”Med undtagelse av en kort tid i begyndelsen av sit egteskap, da Frednes var hendes bolig, har hun bodd paa sin fødegaard, og selv naar hendes mands stilling gjorde andetsteds nødvendig, var det Borgestad, som var hendes rette hjem. Her laa hendes gjerning og hendes interesse. Her virket hun og ledet hun det hjemlige arbeide, som den gode hustru og den gode mor, hun var. Her viste hun det rike hjertelag og den kjærlige omtanke, som saa mange har nydt godt av. Det er mange hjem i distriktet, som med deltagelse har spurt efter hendes tilstand, efterat sygdommen meldte sig, og som sørger ved hendes bortgang.

Fru_Sofie_Knudsen
Fru Sofie Knudsen.
Fotograf ikke oppgitt.

Fru statsminister Knudsen var en statelig dame, en repræsentativ skikkelse med en værdig fremtræden ; men det likefremme væsen og det gode hjerte opdaget man snart, og det vil i særlig grad bli bevaret i erindringen.”
Den kjendte assessorfrue Theodora Hagerup Bull skrev i anledning fru Knudsens død i kvindebladet «Urd»:
«Første gang, jeg saa fru Knudsen, var i 1906 i en fest hos den daværende danske minister.

I en sterkt oplyst sal sat en krans av damer, og mellem dem en, som straks forekom mig egenartet. holdningen, maaten at bære hodet paa, den stille, fordringsløse sikkerhet, den fornemme, litt tilbakeholdne værdighet, – jeg kom til at tænke paa familiebilleder fra gamle slotte, jeg hadde set, og jeg syntes, denne dame eiet en skjønhet, som jeg ikke visste at gi noget passende navn. Den laa ikke i træk eller linjer, snarere virket den gjennem noget sluttet, karakterfuldt og paa samme tid elskværdig, der gav uttrykk for en viss harmonisk høihet.

Gudrun_Knudsen
Gudrun Knudsen paa dødsleiet,sommeren 1902.
Fotograf ikke oppgitt.

Mit indtryk fra dengang, da jeg stod og saa paa fru Knudsen, uten at vite, hvem hun var, har jeg stadig siden faat bekreftet.

Netop saa enkel og fornem var hun. Og hun gik den vei, der for hende var den rette, uten at søke sit eget, men med altid uforanderlig godhet overfor andre.”

Barn:

Louise Blehr, født 3/5 1881. Hun har reist meget i utlandet og, mens hendes mor var hjemme paa Borgestad, repræsenteret fruen hos sin far i Kristiania.

Erik Cappelen, født 7/8 1882, ingeniør av utdannelse, væsentlig skipsreder. Han har i de senere aar været valgt til forskjellige betydningsfulde kommunale hverv. Han er gift med Anne Margrete Prytz, datter av statsraad Prytz.

Kristen, født 1/2 1884, skipsreder, gift med Alfhild Bjercke, datter av grosserer farvehandler Bjercke, Kristiania.

Gudrun, født 9/1 1886. Hun blev tidlig angrepet av tuberkulose og opholdt sig i længere tid forgjæves paa Mesnalien. Paa hendes dødsleie meddelte hendes far hende, at hun hadde en arv paa 40000 kroner, og spurte, hvad hun vilde, der skulde gjøres med dem. Hun svarte, at de skulde gives til ”syke barn”. Der blev av dem oprettet et legat: ”Gudrun Knudsens legat til tuberkuløse i Gjerpen”, hvis renter aarlig utdeles, dels til ophold paa sanatoriet, dels til anskaffelse av bedre underholdning i hjemmet. Hun var from og god og alt ganske ung merkelig omsorgsfuld for andre. Hun døde 1902, noget over 16 aar gammel, og blev 29/9 1902, en solstraialende høstdag, begravet i det samtidig indviede familiegravsted paa Borgestad, der ligger like paa nordkanten av den nu¬værende kirkegaard.

Margit, født 2/5 1889, forestod hjemmet paa Borgestad under faderens fravær. Hun er i de sidste aar blit valgt til flere kommunale hverv. Gift 22de november 1919 med brukseier Didrik Schjøtt fra Skien, men bosat i Gjerpen.

Rolf; født 24/8 1893, ingeniør, har opholdt sig i Amerika for sin videre utdannelse, men er desværre nu blit angrepen av samme sygdom som søsteren Gudrun.
_______________________________________
[1] Follaug er vistnok oprindelig en flertalsform «Follar».

[2] I Baldastaðir er første de mandsnavnet Baldi.

[3] Sml. Løvenskiold, Gjerpens provstiegods.

[4] Norske riksregistr. Den samme mand, der var borgermester i Skien, leiet. efter hvad der er meddelt under Fossum, ogsaa «jernhytten» med tilliggende sagbruk og jord.

[5] Se Løvenskiold og riksregistranterne.

[6] Inga Friis i “Grenmar”.

[7] Inga Friis i “Grenmar”.

[8] Gjennem denne Ebbe Nielsen lever endnu familien i Gjerpen. Ellers flyttet de fleste ældre medlemmer av familientil Aabenraa i Slesvig.

[9] d.e. Jesus Hominum Salvator: Jesus menneskenes frelser.

[10] Apocalypsis, d.e. Joh. Aabenbaring.

[11] Se Schneider, Fra det gamle Skien.

[12] Hvad skjæbnesvanger følge dette kongebesok hadde for den unge prestefrue ppa Gjerpen, derom se Gjerpen I, s. 70 fl.

[13] Mere om general Arnold er meddelt i Gjerpen I, stykket om officerer i Gjerpen i 18de aarh.

[14] Se hos Landstad s. 682 – 686.

[15] øl

[16] finder os vel ved.

[17] vor.

[18] Se Gjerpen I, s. 134

[19] Nils Aall var født 1702 og døde 1784. Hans kiste var nedsat under gulvet i østre Porsgrunds kirke, hvorfra den 16/9 1903 med flere andre kister tokes op og begravedes paa kirkegaarden.

[20] Krog Steffens, Slegten Aall.

[21] Om hende foran under Bratsberg (Gimsø).

[22] Borgestad føder omkring 40 kjør og 8 hester. Det har et areal av 843 maal, hvorav 98 er skog. Der er 166 bortfæstede hustomter, hvorav 86 ligger paa Ose¬bakken. Gaarden har 2 kilometer værdifuld strandlinje.

[23] Se billedet over stykket.

[24] Gjerpen I.

Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *