Internkode: 31.03.2014-B
Kilde:
GAMLE CHRISTIANIA-BILLEDER
AF: A. COLLETT
MED 164 ILLUSTRATIONER
CHRISTIANIA
J. W. CAPPELENS FORLAG
1893

GAMLE CHRISTIANIA-BILLEDER

INDKJØRSELEN TIL BYEN

 

Fra Ekeberg førte Smaalensveien ned ad den bratte Bakke til Oslo Hospital, gik over den derværende Bro, som i Kongesagaerne og endnu i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Gjedebroen, og bugtede sig derefter ligesom nu frem forbi Ladegaarden, Bispegaarden og Bordtomterne paa Grønland hen til Brostedet over Akerselven.

Ved Ladegaarden stødte den sammen med den fra Trondhjem og Bergen over Oplandene og Hadeland kommende Hovedvei (nu «Strømsveien»), som over Gjelleraasen, Alna Bro og det gamle Rettersted paa Galgeberg førte ned til Oslo.

I de første 25 Aar af Christianias Tilværelse eksisterede ikke Vaterlands Bro, men Overgangen over Elven laa høiere oppe, nemlig ifølge et af Akershus Fæstnings Ingeniør van Geelkerck i 1648 optaget Rids over Christiania omtrent der, hvor Nybroen nu ligger eller lidt nedenfor. Dette synes ogsaa at fremgaa af en Beretning om Forstædernes Oprindelse, som den 12 Juni 1713 afgaves af Magistraten til Stiftamtmand Tonsberg, hvori det heder, ”at de Indflyttere, som ei havde Raad at bygge Kiøbstadhuse, blev af Byens Mark udlagt et Stykke Jord, hvorpaa nogle kun byggede Huse, andre i andre Maader gjorde sig nyttigt, især langs med Agers Elv fra Al fa r B ro e n, som da var anlagt over Agers Elv ved den nederste Dæleneng, og er det Sted, som nu kaldes Vaterland; samme Beskaffenhed har det med Pibervigen.”

Vaterlands Bro

Vaterlands Bro Aar 1800. (Tegning af Wm. Edly)ly)

Den, som kom reisende sydfra, maatte altsaa i den ældste Tid ad den bugtede Vei, som falder sammen med den nuværende Lakkegade, gjøre en stor Sving nordover for at komme ind til Byen, men da dette med den voksende Trafik fandtes altfor besværligt, blev Broen ved Midten af det 17de Aarhundrede lagt mellem «Grønland og Vaterland» paa sin nuværende Plads. Paa den tidligere omtalte Tegning af Byen fra 1685 findes Broen afbildet som en Pælebro og befæstet ved et Brohoved med et lidet Taarn paa den mod Grønland vendende Side. Akerselven kaldes her «Firesund», uden Tvivl en Forvanskning af dens gamle Navn Frysja (paa Latin Fresius amnis).

Christiania 1685

Christiania 1685.
(Efter en fransk Tegning i Bibliotheque nationale i Paris)

Kommen vel over Vaterlands Bro havde man, saalænge Christiania endnu var omgiver af Vold; Valget mellem to Adgange til den egentlige By. Der var nemlig paa denne Side kun to Porte, som førte ind i Byen, Store Voldport ved Enden af Kongens Gade og Lille Voldport eller Vaterlands Port, der laa ved Skjæringen af den nuværende Dronningens Gade og Carljohansgade.

Veien til den lille Port bøiede af tilvenstre lidt indenfor Vaterlands Bro og førte langs de nedre Dele af Forstaden Vaterland  frem i en bugtet Linje, som fulgte Strandens Krumning og nu betegnes ved Carl XII’s Gade og Gunnerus Gade.

Det sidstnævnte smale Stræde, som i Begyndelsen af forrige Aarhundrede kaldtes Lille Vaterlands Gade og senere Øvre Vognmandsgade, har sit nuværende Navn efter en af Christianias udmerkede Mænd, den lærde Biskop Johan Ernst Gunnerus, som henlevede sine Barneaar i den Gaard paa Hjørnet af denne Gade og Dronningens Gade, der senere var bekjendt som Hotel de Copenhague. Den kjøbtes af hans Fader, Stadskirurg Erasmus Gunnerus i 1721. Dennes berømte Søn, der var født i Christiania i 1718 og gjennemgik Byens Latinskole, blev Biskop i Trondhjem i 1758, i hvilken Stilling han døde 1773. Han var en fremragende Naturforsker (Zoolog, Botaniker og Mineralog) og en af de første, om ikke den første, som offentlig udtalte sig for Oprettelse af et Universitet i Norge.

Mellem Veien og Vandet tilvenstre laa et sumpigt Jordsmon, som hovedsagelig benyttedes til Bordtomter og Søboder; men efterhaanden som Landet ved Opgrunding blev bredere, gav disse Plads for en ny Forstad, Sagbanken, hvis Navn betegner dens Oprindelse. Endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede gik imidlertid Søen ind ovenfor det Terræn, som nu indtages af Jernbanetorvet, og hvis nærmeste Omgivelser længe gik under Navnet «Moradsen». I den følgende Tid foregik der en rask Bebyggelse paa Sagbanken, der omfattede Strækningen mellem Jernbanetorvet, Jernbanegaden, Akerselven, Brogaden, Lilletorvet, Carl XII’s Gade og Gunnerus Gade op til Dronningens Gade. I denne Forstad fandtes nemlig ifølge Byens Skattemandtal for 1743 ialt 165 beboede Huse, samtidig som der ved «Vaterlands Storgade», der var Fællesnavn for den nuværende Brogade og Storgaden, anføres 50 og i Fjerdingen 73 bebyggede Matrikelnumere.

Til Lille Voldport førte en Bro over Vandet eller Sumpen nedenfor de nuværende Slagterboder, hvilken Bro fremdeles bestod i Aaret 1702, da Byens Kæmner af Magistraten fik Ordre til at sætte den istand, idet den var «saa brøstfældig, at snart Ingen tiden største Fare kan ride eller kjøre derover.» Porten eksisterede endnu længer, idet den nævnes som bestaaende i 1721, altsaa mange Aar efterat Voldene høiere oppe ved Vor Frelsers Kirke var nedrevet.

Hovedindkjørselen til Byen fra Vaterlands Bro førte gjennem Vaterlands Storgade, udgjørende det egentlige Vaterland, en Forstad, der først i 1784 indlemmedes i Byen. Dette Strøg var ved Midten af forrige Aarhundrede for Størstedelen bebygget, dog med Afbrydelse af nogle Haver, især ved Brogadens Sammenstød med Storgaden. Her boede mange Garvere og Høkere, som havde Bondestuer.

Fra Storgaden udgrenede sig i 1685 — som man af det Side 32 afbildede Kart vil se — kun to Gader. Tilvenstre havde man den nuværende Nygade, som engang har hedt Vaterlands Tvergade eller Bukkehornsgaden efter det der udkastede Slagteaffald, og paa høire Haand, omtrent der, hvor Grosserer Youngs forrige Gaard ligger, førte der ind et smalt Vinkelstræde, som atter mundede ud, hvor Torvgaden nu begynder. Den Del af dette Smug, som gik ind fra Storgaden, kaldtes i forrige Aarhundrede Nellikestræde, formodentlig fordi det ikke duftede af Nelliker, og Tverstrædet hen til Torvet hed Gaasegangen eller Postgaden. I 1779 blev Nellikestrædet sløifet efter Ansøgning af Kjøbmand Nic. Gotthard Fabritius, der ønskede at bygge tvers over det og paaviste, at Strædet var «til Vanziir for Byen» og kun tjente til Henlæggelse af alskens Urenlighed.

Ved det nuværende Stortorv var der, saalænge Voldene stod, en bred Grav eller Dam med en Bro, som ret ud for Kongens¬gade førte over til Voldporten. Mod Øst, og Vest begrændsedes denne Grav af to fremspringende Bastioner, som var bygget paa Fjeldknauser.

Paa den aabne Plads foran Broen, ved Begyndelsen af Møller¬gaden, der gik til Sagene og «Kongens Mølle» ved Nedre Foss, stødte Veien fra Storgaden sammen med den tredie, vestlige Hovedadkomst til Byen, Dr am m ensv ei en, som fra den dengang meget steile Ruseløkbakke kom ned paa Sydsiden af Ruseløkken («Studenterlunden») og derfra i en bugtet Linie fortsatte op til den nuværende Store Grændsegade og videre til Store Voldport. En Sidevei gik af ved Klingenberg, der allerede tidlig nævnes, og førte ad den Linie, som nu betegnes ved Filosofgangen, hen til Piperviken og op til den tredie Indgang til Byen fra Landsiden, Piperviksporten, som laa søndenfor den nuværende
Gjennemskjæring ved Raadhusgaden. Men denne Vei, som paa det sidste Stykke var overmaade brat, blev som Adgang til Byen forholdsvis lidet benyttet, da Porten synes jevnlig at have været lukket.

I Modsætning til de to andre Hovedveie, hvor man for at komme til Byen maatte passere et Belte af Forstæder, førte Drammensveien frem væsentlig gjennem aabne Marker og Løkker, som her rykkede tæt ind under Byens Volde. Den sidste af disse Løkker, der ved Midten af det ude Aarhundrede eiedes af den fra Holland hertil indvandrede rige Familie Marse lis, var den tidligere bekjendte «Fru Griinings Løkke.» Tilvenstre for denne store Eiendom, paa den Grund, som nu indtages af Universitetet, Tullinløkken og Kvartalerne ved den vestlige Del af Carljohansgade, laa et fladt sumpigt Terræn, der gjennemstrømmedes af en fra Ullevold kommende Bæk. Dette Strøg blev som bekjendt først bebygget langt rode i vort Aarhundrede.

Den direkte Forbindelse mellem Drammensveien og de ved det nuværende Egertorv liggende Partier af Carljohansgade opstod først, efterat Byens Volde var brudt ned. Begyndelsen skede i forrige Aarhundrede ved et smalt, bakket og kroget Løb fra Egertorvet ned til Lille Grændsegade, kaldet Krullen. Det var saa trangt, at to Vogne ikke kunde passere hinanden. Strøget heromkring var i det hele lige til 1840-Aarene, da det endelige Gjennembrud til Drammensveien (ved Storthingsbygningen) fandt Sted, slet bebygget og gjennemkrydset af usle og skidne Smug, hvilket ogsaa fandt sit Udtryk i disses Navne : Smalgangen, Svinesund, Krullen og Stabelkrogen.

Det Sted, hvor Drammensveien bøiede ind i Store Grændsegade, kaldtes Korsveien. Her optog den Natmandsgaden (senere Rakkergaden, nu Pilestrædet), og her stødte ogsaa Akersveien til, som kom fra Akers Kirke og passerede C hri st ki rk en paa Toppen af Hammersborg, omtrent ved Løkken Sorgenfri. Dette Gudshus var et lidet Kapel af Træ, der indviedes i 1626 for at benyttes midlertidig, indtil Byen fik sin egen Kirke, og det toges atter i Brug, da Lynilden i 1703 havde slaaet ned i Akers Kirke, som brændte ned lige til Murene. Men senere forfaldt Kapellet af Mangel paa Vedligeholdelse, og i 1756 blev det nedrevet.

Krysset Grændsen Akersgaden

Krysset af Grændsen og Akersgaden omtrent 180. (Tegning af Fyrdirektør Diriks)ly)

I Christianias ældste Tider var Veiene ved Byen meget primitive i sit Anlæg og som Regel i en elendig Tilstand, med mange Bugter og bratte Bakker, faldefærdige Broer, uden ordentlig Afgrøftning og fulde af Huller og Støp, altsaa paa det nærmeste ufarbare for Vogne. Om Vinteren paa Slædeføre gik det forholdsvis let, og naar Isen laa paa Fjorden, kunde enkelte Veie desuden betydelig forkortes. Saaledes kunde den, som kom fra Smaalenene, undgaa det sidste besværlige Veistykke ved at tage ned paa Isen inderst inde i Bundefjorden og følge det østlige Løb gjennem Ormøsund ind til Byen. Det var denne Vintervei, Carl XII tog, da han den 28 Marts 1716 marscherede mod Christiania.

Naar der ikke var Slædeføre, benyttede den Reisende fremdeles som i Middelalderen saa meget som mulig Hesteryggen eller Vandveien. Skulde man sydover, roede man gjerne ind Bundefjorden og tog der Landeveien fat, og gik Reisen til Drammen, anvendtes ofte Baad til Slæben eller Holmen i Asker. Da saaledes Fredrik III og Dronning Sop hi e Am ali e under Opholdet i Christiania i Anledning af sin Hyldning i August 1648 gjorde en Udflugt til Bærums Jernverk, foregik Turen for en Del af Veien tilvand& i to Jagter. For at komme fra Christiania til Bragernæs tog Kongen nogle Dage derefter tilbaads over Drøbak, og Christian V valgte i 1685 Baadveien til Holmen, da han skulde til Bragernæs og Kongsberg. Drammensveien siges dog i det sidstnævnte Aar at være «heel god, saa man sig der nok som af Vogne kan betiene.» Men dette havde sin Grund deri, at man havde ventet Kongens Reise, og at Vicestatholder Just Høeg netop Aaret iforveien havde ladet udgaa en skarp Befaling til Fogderne om at sørge for, at Veiene og Broerne om Christiania blev holdt i bedre Skik. Uagtet der mange Gange tidligere, skrev han, var udstedt Befaling om Veiarbeidet, maatte han «dog meget ugierne fornemme, at det her ved Byen mindre end al andensteds i Landet haver erlanget nogen Fremgang eller kiendelig Effect, det her fornemmelig meest behøvedes.» For at faa Orden i disse Forhold udstedte han derfor mde April 1684 følgende Befaling om Veienes Bredde og Vedligeholdelse:

«De almindelige Veie skal være 8 Alen brede. De, som boe paa Grønland, skal forfærdige Veien fra Watterlands Bro til Munchebeck (3. Tøienbækken) med Graver paa begge Sider, 11/2 Alen brede og i Alen dybe, og at Veien forhøies noget over det flade Land. De, som have Vogne og Kiærrer og jevnlig fare den Vei, skal efter Tilsigelse kiøre Skalbjerg, Steengruus og Bahr til Opfyldning. Fra Munchebecken forfærdiger Tøiens Besiddere, saavidt deres Forbeed eller Formercke sig strækker, Veien med lignende Grøfter, indtil Ladegaards Markers Eier vedtager og begynder. Ladegaardens Besiddere tilligemed alle de i Gammelby boende skal holde den Vei dernæst i den Gade til Gammelbyen og ganske ud igiennem op til Retterstedet (Galgeberg), og skal de grave og kiøre, saaat Veien vorder tilbørlig færdiggiort. Siden skal Almuen i Herredet forfærdige og vedligeholde denne almindelige Vei ganske op under Gielleraasen, saavidt som Aggers Herred tilhører . Fra Huggeto herind skal Almuen i Oppegaard holde Vei… Broer og Klopper overlægges med flade, hugne Stokker, fæstet i begge Ender… Stykket fra Watterlands Bro til Delen Gaard forfærdiges af de paa den Side af Grønland boende siden skal de udi Herredet, og som meest haver deres Kjørsel sammesteds, være forpligtet, den øvrige Vei og dess Broer at færdiggiøre og vedligeholde. Med den venstre Vei, hvor Byens Mark endes, og til Lysagger Bro saa og siden den almindelige Landevei ud giennem østre Bærum saairelsom Asker Sogn samt over Bjøraasen forholdes i lige Maade…»

Det varede imidlertid ikke længe, inden Veiene ved Byen igjen var i den gamle, mislige Forfatning — Vaar og Høst en bundløs Søle og i Sommertørken et ulideligt Støv af det sorte Skalberg, som brugtes til Fyld. Grunden til denne slette Tilstand var fornemmelig den, at der bestandig herskede Uenighed mellem Byen, Forstæderne og Landet om, hvem der skulde holde Veiene vedlige og bekoste Broerne. Saaledes holdt Byborgerne fra først af paa, at Stadens «rette Indkjørsel» var ved Voldporten, og at Veiarbeidet udenfor maatte paaligge andre, men efterat Vaterlands Bro paa Ansøgning af Borgerskabet var anlagt og dette Arbeide var udført ved Distriktets Bønder, maatte Borgerne i en Skrivelse til Statholder Gregers Krabbe af 18de Februar 1654 love, «at Veiene fra den gammel Vei paa Ladegaards Mark indtil Broen og siden fra den anden Ende af Broen giennem Watterland indtil Voldporten skal forsvarligen af Christiania By og ingen anden herefter vedligeholdes.» Striden om Vedligeholdelsen blussede dog stadig op paany og varede ialfald lige til 1740.

Med Veiarbeidet i Forstæderne havde det sine særlige Vanskelig-heder. Inden Byens Grændser gjaldt den Regel, at Huseierne skulde holde Gaderne i Stand, enhver for sit Fortog, og denne Regel søgte nu Borgermestere og Raad at bringe i Anvendelse ogsaa paa Forstædernes Beboere. ‘Men de fleste af disse var for fattige til at kunne udrette noget ordentligt, og andre vægrede sig ligefrem for Arbeidets Udførelse, specielt (i 1662) nogle Officerer og Soldater, som naar de krævedes, paastod, at de «ikke svarede for Byens Ret.»

Følgen var, at Forstædernes Veie og Gader som oftest var miserable, hvortil kom, at der lige til Aaret 1780 ikke engang i Storgaden fandtes en eneste Gadelygte. I det nævnte Aar forundtes det Kjøbmand Paul Th ran e af Christiania «at maatte i sin i Vaterland kjøbte Gaard drive Handel i store og smaa Partier med lige Ret som Byens andre Kjøbmænd» mod derfor til Bykassen at betale 600 Rdl.*, som skulde anvendes til Anskaffelse af nye Lygter for den egentlige By efter en Model, som var brugelig i Kjøbenhavn, og ved samme Leilighed bestemtes det, at Forstæderne skulde arve Byens gamle (og vistnok meget tarvelige) Gadelygter. Men i fordums Tider skinnede intet offentligt Lys ud over Forstazdernes Mulm og Mørke. Man kan tænke sig, hvilke Tilstande her ofte har været for dem, som ved Nattetid, i Høiden veiledet af en Tranpraas i en Hornlygte, skulde famle sig frem gjennem de af alskens Urenlighed opfyldte og af den Tids kloaklignende Rendestene gjennemfurede Gader!

I forrige Aarhundrede blev det vistnok efterhaanden noget bedre med Forstædernes Gader, men der gik dog lange Aarrækker hen, inden Byens meget beskedne Budget tiflod, at der af Bykassen anvendtes noget klækkeligt paa deres Vedligeholdelse. Man havde Vanskeligheder nok med at holde Gaderne i den egentlige By i nogenlunde Skik.

I Aarene 1706, 7 og 8 udgjorde nemlig det kommunale Budget gjennemsnitlig kun 2054 Rdl., og af Udgifterne, der væsentlig dækkedes ved Byskat og Haveskat, gik henved 1500 Rdl. aarlig til faste Lønninger og gjennemsnitlig 455 Rdl. til Istandsættelse af Byens Vandverk, Broer og Brygger, saa man ser, der blev ikke stort tilovers til andre Udgifter.

Udsigt fra Briskeby

Udsigt fra Briskeby i øldre Tid. (Maleri af Calmeyer)l

I 1743 var Byens Udgifter steget til 3546 Rdl., der afholdtes ved Byskat (3013 Rdl.) og Løkkeskat (533 Rdl.). Heraf gik 1724 Rdl. til Lønning af «Byens Betjente», mo Rdl. til Tran til Lygterne, 52 Rdl. til Ved og Lys til Raadstuen, Brandvagten og Bytinget, 100 Rdl. til «Tyves Underholdning», mo Rdl. til Reparation af Raadstuen og Byens »andre Udgifter» og 1470 Rdl. til Afbetaling af Laan og Udlæg, som Kjøbmand (senere Agent) Niels Nielsen i Vaterland havde havt til Istandsættelse af Vandverket. Paa Veies og Gaders Vedligeholdelse kan der saaledes heller ikke i dette Aar være kostet mere end en ren Ubetydelighed. Naar det nu tilslut blev altfor galt med en eller anden Hovedindkjørsel til Byen, maatte Magistraten ty til den Foranstaltning at udstede Opfordring til dem af Byens Borgere, som holdt Hest, om at kjøre paa Fyld til Veiens Istandsættelse, og hvis dette ikke strakte til, blev Resten af Udgifterne fordelt paa dem, som ingen. Fyld skaffede.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *