Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forodet

 

”Jordølingane”

 

Under dette Navn gaar ialmindelighed Opsiddeme i Jordalen og Naasen i Vossestrandens Præstegjeld, Opheims Sogn. Disse Gaarde ligger omtrent 1 Mil i Øst for Stasjonen Stalheim og har tilsammen omtrent 80 Mennesker, hvoraf 7 Gaardbrugere, de øvrige Husmænd, Inderster og «Løsefolk». Veien ud i Jordalen kaldes Naalen eller «Einekrokane»; hvad denne Veis Beskaffenhed angaar, saa svarer den meget godt til det sidste velfortjente Navn, idet den gaar i et Siksakland henover de bratte, steile Berge paa Nordkanten af Nærøen, ved Siderne omgiven af Ener og andet Krat. Af det hidtil sagte om Veien derud vil det forstaaes, at det ikke er nogen Lysttur for den uvante Bergvandrer, der vil gjøre en Tur ud til Fjeldets Sønner; dertil kommer de altid om Vinteren raslende Sneskred, der truer den forbigaaende med total Undergang, og forsaavidt han skulde skride løs eller paa en eller anden Maade komme ud af den 6/4 Alen brede Vei, vilde han inden 5 Minutter være findom Evighedens Porte. En anden Vei, der fører til Jordalen, kaldes Stegane, gaar paralelt med Jordalselven paa den nordre Side af den bekjendte Jordalsnut. Den er ikke stort bedre end den ovenomtalte; 5-6 Træstiger danner Veien op over et lodret Bjerg til en Længde af 50 Alen og er ofte tilfrodset med Sne og Is, saa det bliver en Kamp paa Liv og Død, om man vil komme frem. — Men disse stygge og til sine Tider ufremkommelige Veie lægger ikke de mindste Hindringer paa Jordølingerne hverken i deres daglige Liv eller i Opfyldelsen af deres Pligter, tvertimod; der hvor Folk ialmindelighed ikke kan komme frem, der er Jordølingen i sit rette Element, og det er ret en Mærkværdighed, naar man betragter den Djærvhed og Uforfærdethed, hvormed de betræder deres snævreVei baade sent og tidligt, saavel i ondt som i godt Veir og Føre, og sees de altid at være de flittigste Kirkegjængere og bestandigt komme tidsnok frem; dette vidner om deres Sans for det religiøse — noget, som de «finere» Folk i Bygden ikke vil tillægge dem, idet de som oftest kaldes raa og uvidende, hvilket jeg imidlertid ikke gaar med paa — og for saavidt de ikke er samlede til offentlig Gudstjeneste, sees de gjerne med Salmebog eller Huspostil i Haanden om Søndagen, hvilket sjeldent gjøres af de «dannede» i Bygden. Vil du se ind i deres Skolehus, min gode Læser? Dette er vel simpelt og yderst simpelt i Forhold til de andre i Bygden, store rummelige og godt udstyrede Skolelokaler, men efter de der herskende Omstændigheter og Bømenes Antal maa det dog ansees som det bedste, Kredsen kunde opdrive. Heller ikke er det det væsentlige, hvad Huset angaar; det kommer mere an paa, hvad der er i Huset, og du vil finde fra 8 — 12 kvikke og veloplærte Børn, saa det er en Lyst at høre dem; heraf kan vi skjønne, at «Jordølingane» sætter ligesaa megen Pris paa Oplysning og Kundskab som mange andre Distrikter i Præstegjeldet. Dette beviser ogsaa deres Andragende til Skolekommisjonen om Forlængelse af Skoletiden. Uagtet der ikke er mer end 6 Uger Skole om Aaret, vil man dog finde, at Bømene i Jordalen og Naasen, hvad Kundskab angaar, kan maale sig med dem, der har nydt 12 Ugers Undervisning, noget som paa andre Steder høist sjelden finder Sted. Og hvad er Grunden til dette? Den uopholdelige Medvirken fra Hjemmets Side, idet hvert Barn har sin egen «Skulemeistar» i en oplyst og kristeligsindet Far og Mor, der for det første ikke modsætter sig de Reformer, Læreren finder nødvendigt for Skolens Fremgang men ogsaa driver paa, at disse Reformer og de Pligter, Læreren sætter, kommer til Udførelse og Opfyldelse. Der kan man med Sandhed sige, at Skole og Hjem arbeider i fortrolig Enighed. Et Eksempel værd at efterfølges. — Det faar nu være nok om den Ting. —

Hvad angaar «Jordølingens» økonomi, da er den meget god; Vossestranden har i dem maaske sine største Skatteydere. — Jordalen med Naasen er, som før sagt, Fjeldgaarde, og kan man derfor slutte, at Kornavlingen ikke er af nogen Betydelighed; det hører til Sjeldenhederne, at der avles modent Korn, og forsaavidt dette er Tilfældet, tilintetgjøres det gjerne ved Frost. Jordølingen maa derfor kjøbe sit Korn for en stor Del, og se, dette er en betydelig Skat, som vokser Aar for Aar. Det er derfor ikke paa Kornavlens Bekostning, at Jordølingen staar sig godt. Nei, men følg med ind i et velindrettet Fjøs, og du vil her Tinde en vakker Bøling paa 12-14 velfødte Kjør, der giver Jordølingen det meste af hans Underhold og betaler hans Skatter og Afgifter, eller med andre Ord, ved en god Anvendelse af sin Fædrift finder Jordølingen sit rigelige Udkomme. Dette er intet Under, thi Fjeldbeiterne imellem Jordalens Høifjelde er bekjendte for at være de bedste baade paa Stranden og Voss, hvorfor og Beiterne i Jordalen er gjorte til Markedsplads for mange Buskaper fra det «heimane Voss» — noget, som imidlertid er til stor Skade for vedkommende Beiters Eiere. — Noget andet, jeg skulde have omtalt hos Jordølingene, er deres Gjæstfrihed, en Egenskab, som visseligen er dem medfødt. Det være sig bedre eller ringere Folk, rig eller fattig, den samme Velvilje og Menneskekjærlighed ydes dem begge og udøves ikke blot mod og af den enkelte, men mod og af alle, hvad enten deres Formuesomstændigheder er større eller mindre. Tjenestefolkene behandles med Velvilje og Omhu, og idetheletaget et inderligt og fortroligt Husliv finder Sted iblandt dem; man hører sjelden, meget sjelden Kiv og Trætte hos dem, ligesaameget som de i deres Liv hader den, fra hvem det kommer.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *