Internt referansenummer: 14.05.10 – A
Kilde:
Brevet hjem
En samling brev fra norske utvandrere
Samlet og redigert av Per Jevne
(Klikk her for å lese Forordet som er skrevet i boken Brevet hjem)
COPYRIGHT 1975
BY ADRESSEAVISEN A/S
Adresseavisens forlag 1975
ISBN 82-7164-001-1
Klikk her for å gå til Adresseavisens nettutgave

 

Julaften i vaar Camp eller i Helvede

NB! Bildet er kun et illustrasjonsbilde.

Dette brevet er skrevet av haltdalingen Jens Hanson Eggen i 1861. Han vervet seg til nordstatshæren, og i brevet beretter han om borgerkrigen, som da hadde pågått en tid. Jens H. Eggen utvandret 18 år gammel i 1857 sammen med foreldre og søsken, og det var i alt 11 personer som reiste fra gården Eggen det året. Jens og hans yngre bror Ole meldte seg til nordstatshæren da borgerkrigen brøt ut. Jens døde i fangenskap dagen før han skulle settes fri. Ole døde av utmattelse og sult like etter at han kom hjem etter krigens slutt. Jens H. Eggen gjorde tjeneste i lovas 12. Regiment, Compani B. Allamaker. Siste del av brevet er gått tapt.

Camp Benton (St. Louis)
3. desember, 1861.

Fra Jens Hanson Eggen, til Lars Bersvendson Drøivold Min uforglemmelige ven.

Jeg vil tage pennen fat og underrette dig om Minn hantering nu for tiden og i det daglige, som jeg tror er for Eder uvidende, at jeg befinder mig paa Dette sted som en Kriksmand i en fremmed Verdens del, at føre vaapen i blandt alle Nationer. Som jeg tror de har hørt for lenge siden, at her er stor revolutions Krig mellem Brødre Folket, ja en broder kriger mot den anden og høi slegt ligesaa. De synes vel det var modigt gjort af os som ingik frivilligt at Krige under et Fremmet Folk og et fremmed tunge maal. Dette er ingen forskjel naar man er tenkt at beboe landet paa sin alderdom og nyde de samme ting som de infødte. Skulde ikke unge mend gaa i saadanne tider naar landet er i saadan stor fare med at blive overfallet og fristet med at blive lagt i mørkets lenker. Saa skette det virkelig dersom de sydlige forræderstater har faat raset frem, da blev hele Nord-Amerika et sted for slaver og træller, og da blev det ikke godt for simple hvide folk. Dette tør jeg stadfæste nu at det aldrig skjer, fast den almæktige Gud ved det og ingen anden. Men det kommer til at koste De Forenede Stater mange liv, og maaske mit og flere tusinde millioner. Denne Krig koster vaar President 1 1/2 million daglig, saa det gaar ikke i det smaa. Norden har nu begyndt at skrive ud og faat forsamlet en utallig mengde krigsfolk, og vil bli seierherre til slutning, for oprørene er allerede trætte af krigen. Alle deres sjøhavner er blokert og stengt paa landet, saa de ikke kan faa hverken indførsel eller udførsel, saa vi kan hungre dem ud, og deres penger tar snart en ende og ikke faar laane fra udlandet for dem har ingen sikker kaution, og ikke har dem mere folk at værve, for han har jaget ud i fra 12 aar og til dem er graaherdet. Norden derimot kan samle en mengde paa mange hundre tusinde af unge vaabendygtige mænd dersom han behøver dem. Hvor længe denne Krig varer ved vi ikke, vi ere værvede at staa i 3 aar eller saa lenge krigen varer. Og naar freden er stiftet saa ere vi fri. Jeg har et godt haab om at den tar ende til vaaren. Og i denne Vinter saa kan vi berede os paa Blodige Slag som vil blive i Februar og Mars maaned, og vi er nu ingen Dag sikker, for fienden er ikke langt her i fra. General Prise — øverstkommanderende for en oprørsarme paa 80 000 camperer ikke længer end 60 engelske mile her i fra. Og han har sagt at enten skal han spise Juleaften i vaar Camp eller i Helvede. Om saa er — velkommen skal han være, vi skal hilse ham med vaares kanoner. Vi er i denne Camp 21 000 og paa et annet sted 10 mile her i fra ligger en arme paa 40 000 og vi kan Inkalde hundre tusinde inden 24 timer om vi skal blive ude for angreb. Paa dette sted i mars maaned i vaar, var det inbyrdes krig mellem invaanerne. 10 000 flygtet fra byen paa en dag. Dem var saa morderiske at dem sigtet paa offiserene med pistolen, naar dem kom med krigstropper. Disse blev nedsablet paa stedet. Saa vil jeg fortelle eder at vi er nylig kommet her, thi vi har vært i tjenesten siden 1-ste oktober. Da forlod vi vaare kjære forældre og søskende. Vaar fader og moder var ikke vel til mode med at vi reiste, men vi havde lyst til en vaabendyst. Vi laa før vi kom her paa et sted i kva som kalles Dubygne, en hundre mile fra hjemmet. Jeg var hjem en gang mens jeg laa der for lyst skyld. Hjemme staar godt til saavidt jeg ved, alle friske saa nær som min broders kone Ingeborg. Hun var ikke hjemme, da hun var under doktorhaand, og han har sagt at han skulde gjøre henne god igjen, for hun er i bedringen. Min broder Ole er ogsaa med her. Han er en ung krigsmand — 18 aar gammel, men like stor som jeg. Og enda en av dine venner Børre Pedersen. Nu tjener han ikke lengere Ingebrigt Moen, men en høiere, Presidenten av De Forenede Stater. Ikke flere norske fra Rørosegnen for dem er for frygtsamme, men mange norske fra Sør-landet og Bergens stift. I vaart compani er 13 norske av 100 mand med navn Compani B. Allamaker. Og vaart regiment har 1000 mand med navn lova 12. regiment. Vi gik paa jernbane hit paa første classes vogner og kom til dette sted om lørdagen den 30. november, og søndagen maate vi ud at eksere, Hele forsamlingen.

Kavaleriet kjørte med kanoner foran og fuld ridende musik, og artilleriet efter os, og fuld musik ved fot-armeen, saa her er noget at høre og se. Vi ere lystige og dans har vi haft hver aften i lang tid, saa de maa ikke tro at amerikaneren er fryktsamme. Har dem vært saa godt ekserserte som i Europa, saa har ingen magt paa jorden slaat dem. Eksersisen er den same og læres ganske snart. Vi er ganske god at eksersere. Vi har en gammel tysker som har vært offiser i sit fedreland. Han er god saa vi ikke ønsker os en bedre. Det er ikke alene amerikanere som slaas for landet, men mange tusinde Europæere, ja hele armeer. Jeg ved av skandinaviske armeer og skandinaviske offiserer som bestaar av utelukkende norske, danske og svenske. Alt folk som kommer her til, dem vaagner op af sin norske søvn. Man graader ikke her som dem gjorde i Norge naar deres børn skulde reise til Trondhjem, saa syntes forældrene at dem stod i fare. Det kan nok være saa at man er i fare hvor man er, der som man ikke er under Herrens varetækt. Men dette forsømmes jo for det meste, og vi dette landet fremfor noget andet. Ugudeligheten tror jeg staar høiere her end i noget andet land. I stedet for at dem skulde bede Gud om at naadigt falde fra livet, saa ved jeg mange har utgydet de skrækkeligste bandelser i det samme dem har trillet til jorden. For ingen kan være sikker for livet naar man bliver opstilte for kanonernes mundinger og møde blodige bajonetstød. Om da Gud har beskikket os at ofres for kanonerne, saa Herren hjelpe os i nødens tid og høre vaare sukke, og beskikke os et sted i fredens land. Det er mange som tænker at det hværken er Himmerig eller Helvete til. Saa vil jeg fortelle dig hvor meget vi har for maaneden. Vi har 13 dollar maaneden og kosten, ikke kost som soldatene i Norge, ikke grov stomp og saadant, men kjød og flæsk saa meget vi ønsker, og hvedebrød, nybagt og kaffe og sukker og flere ting som er unødvendigt at opregne. Og klæder for 42 dollar for aaret, dersom man behøver mere, saa maa man betale for den. Og hvis man ikke behøver saa meget faar man betaling, for jeg tror det vil være nok. Og fine klæder, ikke stor forskjel paa vaares og offiserenes. Og 100 dollar faar vi naar vi er uttjente i armeen, penger utenom vaar løn. Betalingsdag annen hver maaned, men det kan gaa over tiden 3-4 maaneder, men sikker som bank. Det er De Forende Staters Bank som betaler os. Vi er ikke sikre paa om vi faar noget land. Vi skulle faa 160 eker land efter retten og dem siger vi skal faa det.

Vi er nu i slavestaten Missouri — en stor by som kaldes Sankt Louis. Vi bevokter denne by meget godt. Den har vagt 20 mile i omkrets…