Henten fra:
”SAGN FRA STJØRDALEN FRA EN SVUNNEN TID I OG II”
Av Ivar Nilssen Værnesbranden


Paa gaarden Værnes boede fra 1750 til 1790 en William Wessel, kaptein ved dragonerne. Han var en brorsøn av sjøhelten Peter Wessel Tordenskjold.

Kaptein Wessel havede en søn, som hed William – født 1746, død 1809 – og ligesom faderen militær – major ved Trondhjemske dragonregimente og eier av gaarden Værnes. Ætlinger efter major Wessel lever endu i Stjørdalen. Enken Anne Williamsdatter Alnæs, Munkhaugen, nedstammer fra major Wessel og saaledes ogsaa fra sjøhelten. Hendes farmor Anne Wessel Alnæs, gift med standartjunker Johan Arnt Alnæs, var en datter av sistnevnte major Wessel.

Om kaptein Wessel sier sagnet:

Paa hans tid var det en gylden regel, at gudstjenesten ikke maatte begynde førend han var kommet til kirken. Antagelig har hans magt, anseelse og indflytelse været stor, maaske har han ogsaa foræret noget til kirken endskjønt jeg ingen kjendskap har til det. Den saakaldte ”Værnesstol”, som gamle folk mindes og fortæller om, naar kirken blir omtalt, blev jo foræret av en tidligere eier av Værnesgaarden og altertavlen og prædikenstolen er ligeledes et aarhundrede og vel saa det foran kaptein Weesels tid, saa vi tør tro, at det  kun var hans anseelse og værdighed man satte pris paa.

Ja kort at fortælle:

En dag overholdtes ikke den engang fastsatte regel; thi klokkerne begyndte at ringe sammen medens Wessel stod færdig at stige til hest for at ride til kirken.

I rasende harme og forbitrelse svang han seg i sadelen og svor paa, at dette skulde præste dyrt betale; men, siger sagnest: da Wessel var kommet bort paa Ljusgravbakken, der er saa rig paa mystiske fortællinger om spill inde i bakken – , en sortklædt dame, som i tidligere dage, helst en vinterkveld, har stillet sig i veien for fredelige vandrere o.m.a. – mødte han en drage, som tvang ham til at vende om og fik saaledes ikke anledning til at forstyrre gudstjenesten i Værnes kirke.
*   *   *
Det fortælles, at paa hver side av kirkens langhus, utav en liden sprække i muren, skal vokse et træ. Disse to trær skal vokse over kirketaget og forene sig der; naar det sker er verdens ende nær.
*   *   *
Sagnet fortæller, at en jutul eller bergrise, som havde sit tilhold oppe i Holfjeldet kastet to svære stene derfra i hensig at ramme Værnes kirke; men ingen rak frem. Den første deisede ned lidt øst for nedre Husby, og den anden paa Stokgjærdet.

En anden jutul, som boede helt ude i Ladehammeren, blev ogsaa forbitret over den hvide mur, som steg op av sjøen inde i Stjørdalen. Han tok en vakker dag en liden sten og sendte avsted imod kirken; men selvom kastet blev udført med en kraft, værdig en bergrise, rak ikke stenen frem; den dalede ned paa Sutterøyberga, hvor den endu til dags dato er at se.

En jutul, der holdt til oppe i Blaastøiten, et høit fjeld øst for Forr-bygden, skal ogsaa ha kastet efter Værnes kirke uden at naa frem.



Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *