Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forodet

 

Kong Sverres Færd. gjennem Vors

(Efter Snorre: Kong Sverres Saga)

Kong Sverre foer ned fra Fjeldet i Bygden med sit Mandskab, og de bleve inde i Lærdalen i Sogn. Om morgenen vidste de af ingen Ting, før Øxur Balle kom farendes med 25 Skibe. Birkebeinerne grebe strax til deres Vaaben og ginge imod dem; men endskjønt der var en stor Mængde Mandskab paa Skibene, trøstede de sig ikke til at gange paa Land, hvilket syntes dem farligt, fordi Birkebeinerne stode paa Land ved selve Havnen; thi lagde de igjen fra Land.

Da Kongen nu saae, at der var ingen Skibe at faa, eftersom Speiderne vare komne foran dem, agter han at fare op til Vors og derfra ned til Bergen. Dette var en Fares Færd Vinterdags; thi der er megen Sne, dog besluttede de sig dertil; thi Skjæbnen havde dennesinde bestemt dem et Slag. Siden fore de op til Vors, og store og mangfoldige Farer udebleve ei for dem. Den første var, at deres Fiender der havde samlet sig, nemlig alle Vorser, mange Sogninger, Hardangere og Søndhorder, og det var en ustyrtelig Hær. Alt dette Mandskab kom uforvarendes paa Birkebeinerne Simons Messedag, just som Kongen sad ved Madbordet og agtede derpaa at fortsætte Reisen. Da de bleve dette var, sprang de op fra Bordet, vaabenklædte sig og biede efter det øvrige Mandskab; thi de havde ikke Alle eet Herberge om Natten. Da nu alt Mandskabet var kommet sammen, fylkede baade Birkebeinerne og Bønderne deres Hær; men endskjønt Birkebeinerne vare mandfærre, vilde de ikke være de sidste til at angribe, men gjorde et saa hardt Anfald, at Spidsen af Bondehæren rykkede tilbage. De flygtede over Aaen, hvor den var smal, og op paa nogle Knatter, som laa ved den, hvor de skjøde paa hverandre. De fore nu paa hver sin Side af Aaen, og Bønderne vilde omgaa dem for at komme bag paa dem. Høiere oppe var Elvekløften bredere, og ved den øverste Ende var et Vand, saaledes at der var en længere Afstand imellem dem jo længere de fore. Saaledes kom Natten paa og skjulte dem saa for hverandre, at de ei kunde gjøre hverandre nogen Skade. Ei heller var der nogen Kant at komme til Byen, eftersom Tidenden om dem allerede var kommen der, og der var saa stor en Styrke og Mangfoldighed af Mandskab i Bergen, at der for Birkebeinerne var intet at udrette. Han vilde derfor fare samme Vei tilbage og tog 5 Ledsagere, som veiviseste vare, og dette kunde nok behøves; thi Veiret blev saa slemt, som sjelden er Tilfældet, og der kom saa stor Sne, at neppe Mage var seet. Kort at fortælle, de mistede der mer end 120 Heste med forgyldte Sadler og Bidsler, kostbare Klæder og mange andre gode Ting. Dertil kom, at de vid-ste ikke, hvor de fore, var madløse og manglede Vand tilligemed alt Andet. I 8 Dage smagte de Intet uden Sne. Dagen før Allehelgens Messe blev Veiret og saa slemt, som de, der høre denne Fortælling, neppe ville tro, saa at en Mand endog omkom, idet Stormen kastede ham overende, og Ryggen blev sønderbrudt paa tre Steder. Det eneste de kunde gjøre, naar Stormbygerne kom, var at kaste sig ned i Sneen og holde Skjoldene saa fast som muligt over sig, og da lagde ogsaa Ledsagerne sig ned; thi de vid-ste ei, hvorhen de vare komne, og det var saa mørkt, at de ikke kunde se for sig. Saa medtaget var Mandskabet baade af Mødighed og Sult, og nogle af Kulde og Uveir, at de ingenlunde vilde fare længere, og da de omsider kunde se noget fra sig, saa de, at de vare komne i Nærheden af nogle bratte Fjeldknatter. Da begyndte en slem Knurren blandt Kongens Folk; somme sagde, at de vilde kaste sig ud over Fjeldknatterne, og saaledes gjøre en hurtig Ende paa denne utaalelige Kval; nogle sagde: «det er mere hæderligt for os at mindes Forfædres Gjerning og følge tapre Mænds Eksempel, som selv bare Vaaben paa hverandre, og hellere dræbe hverandre end taale længere slig Nød.» Da bød Kongen Taushed og tog saalunde til Orde: «Jeg haver en Stund lyttet til Eders Raadslagning, som synes mig fortvivlet, og dette Eders Forsæt duer ikke det allermindste. Dersom I gange udover Fjeldet og omkomme Eder selv, da gjøre I galmandsværk, som de, der ei kunne styre deres Been. Ville I derimod vende Eders Vaaben mod Eder selv, da er dette hedenske Mænds Skik, som ei kjende Gud; men vi, som ere kristne Mænd og kristne Mænds Børn, vi Vide, at den Mand, som volder selv sin Bane, ingen Naade kan haabe paa hos Gud. Nu er dette Djævelens Tilskyndelse, og hans Vilje ville vi ikke gjøre, men vende os til Guds Miskundhed og vel ihukomme, at omendskjønt Gud synes at tilskikke os en haard Kamp, monne han ei straffe haardt, hvor lidet er forbrudt. Lader os derfor nu angre vore Synder og erkjende, at vi straffes af Gud for vort onde Levnet, og ei formedelst hans Grumhed, som ei er til. Thi skulle vi med Ydmyghed og Sagtmodighed bøie os for ham, som han selv haver lært os, sigende: lærer af mig; thi jeg er ydmyg og sagtmodig i Hjertet, at I monne finde Hvile for Eders Sjæle. Nu kan enhver Mand se, at det er bedre med det Gode at bøie sig under Guds Miskundhed, end ubesindigen at kaste sig i Djævelens Vold. Thi vil jeg, at I skulle give Eders Minde til at undergange samme Løfte, som jeg vil gjøre, nemlig med hellige Bønner at paakalde Guds, den hellige Marias og den hellige Kong Olafs Miskundhed.» Følgen af denne Kongens Tale blev, at de med Haandslag og Vaabentag bekræftede dette Løfte, som Kongen havde foresagt dem. Endskjønt Uveiret var saa overvættes hvast, da Kongen begyndte at tale, at de, som mærmest stode, vanskelig kunde høre ham, viste Gud, da han havde fremsagt sit Løfte, saa brat og høi Miskundhed imod dem, saa de ei tykkedes mærke, hvorfra Vinden kom. Der blev straks Solskin og saa klart og blidt Veir, som om det var Midtsommers. Nu kjendte de først, hvor de vare, og at de var farne tvers af den Vei, som de skulde; dog vare Kongens Folk saa udmattede, at 20 faldt døde ned i en kort Stund. Nu søgte de til Bygderne, dog var deres Færd sen og besværlig, og da de kom til nogle Sætre, kastede de sig ned der og toge Hvile. Henimod Midnat søgte de at slaa Ild, der høiligen behøvedes, om det kunde lykkes dem; men de vare saa medtagne, at Ingen var i Stand til at slaa Ild. Da gik det som oftere, at de med Guds Miskundhed fik Hjælp fra en Kant; thi det gjaldt deres Liv, om de ikke fik Ild. Men Han slog Ild, som styrede denne Skares Skjæbne og hvis Raadslag alene gjaldt, og det var Kong Sverre. Han slog Ild med en Flintesten og tændte derved en Kjærte; denne gav han sine Mænd i Haanden, som derved gjorde en stor Ild, hvorved de varmede og tørkede sig. Ikke langt derfra var en liden Gaard, og Kongen foer til den Bonde, som der boede, og blev der om Natten, men nogle af Mandskabet foer til Hovedbygden. Da Kongen nu saa, at hans Folk var vederkvæget med hvad der var forhaanden, foer han selv, tillige med det Mandskab, som var bedst kommen paa Fode, for at holde Vagt; thi der var kun en Sti, og naar den bevogtedes, vare de Alle i god Behold. Paa dette Vagthold var Kongen indtil den tredie Dag; men da vilde han stige ned i den større Bygd, hvor nogle af hans Folk vare. Meget vanskeligt var det imidlertid her fra at fare; thi mellem Bygderne var en høi Fjeldvei, ellers maatte bratte Berglier overfares, til Folkets store Fare. Ikke heller kunde Kongehæren fare opover Fjeldene; thi saasnart de kom i Bygden, kom det onde Veir paa dem.»

*****

I Jacob Aalls Oversættelse af Snorre Sturlasons Norske Kongesagaer findes følgende Anmærkninger til Sverre Sigurdsons Færd gjennem Voss:

«Fra Læradal (Lærdal) maa altsaa Kong Sverre have taget op ad Grøte Dalen, i Nærheden af Tønjums Hovedkirke, og over Fjeldet til Aauland (Urland), samt videre til Kaardalen i Floms Annekssogn og over Raudafjell, som Vosserne nu kalder Raueggen, et lavt Fjeld imellem Kaardalen og Vossestranden (de Gamles Sygnastrønd), ikke mellem hin Dal og Runddalen. Førend Veien blev anlagt over Stalheim igjennem Nærødalen til Gudvangen, var Passagen over Flom og Raueggen den  eneste Kommunikasjonsvei imellem Indresogn og Voss. Endog i vor Tid befares denne Vei ikke sjelden af Vosser og Urlændinger.

Paa det møisommelige og farefulde Tilbagetog fra Voss var det at Kong Sverre passerede en af ham selv banet Steil og snæver Vei eller Klippesti, bekjendt under Navn af Sverrestien, om hvis Beliggenhed man har været af meget forskjellig Mening. Saaledes siger Pontoppidan i sin Norges Naturhist. I. 93, at den er beliggende ved Nærøfjorden, hvor endnu Veien findes hængende i de samme Jerntapper, som Kong Sverre der lod inddrive i Fjeldet, da han barrede Vei for sin Arme o.s.v. Falsen henlægger den med endnu mindre Rimelighed til Gjiljesuren imellem Sogndal og Fylkesbygden i Indresogn o.s.v. Begge Meninger er aabenbar urigtige, hvilket ved en nøiere Betragtning af Kongens Stilling allerede maa blive fuldkommen indlysende. At Kong Sverre nemlig har taget mod øst igjennem Runddalen, derom kan ei næres mindste Tvivl (se Flottman i Norske Tilskuer 4de Aarg. No. 3-4). For denne Mening taler saavel Sagnet som Navnet Kongsstien, eller Kong Sverres Sti, ved Gaarden Nedre Kløve, omtrent 1 1/4 Mil ovenfor Vossevangen, hvor Dalen indknibes til en smal Revne. En liden Sidedal, omtrent halvanden Mil østenfor Sverrestien, hvor Kongen ventelig har leiret sig eller overnattet, kaldes endnu Sverredalen, hvorfra gaar en Fjeldvei over til Hallingdal. Denne Vei er det uden Tvivl, at Kongen har taget; thi at han ved at overstige det korte Fjeld til Kaardalen i Urlands Præstegjeld i Sogn skulde kunne fare vild i 8 Dage, er aldeles uantagelig. Den første Bygd Kongen kom til kan saaledes have været den isolerede, omtrent halvanden Mil i Nordvest for Aals Hovedkirke i Hallingdal liggende Dal, Vatsbygden kaldet, hvornæst Kongen maa have taget Veien igjennem Vatndalen over Aal, Thorpe, Goel og Hemsedal til Valders.»