Internt referansenummer: 11.03.2011 – III- BOK
Kilde:
DET GAMLE SNAASEN
Hans Skar (Lærer i Snaasen)
DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI A/S
KRISTIANIA
1906
Klikk her for å lese ”Forordet”.

Krigsminder fra gamle Snaasen

Paa Svøddumyren øst for Rensjøen og ved Kringla, bielv til husa, findes levninger af en skanse, der skriver sig fra begyndelsen af forrige aarhundrede. Denne skanse er femsidet, med en kortere frontlinje lige bag et par smaa vandpytter, omgiven af blød myr. Danner med de andre linjer 2 indad-og 2 uadgaaende vinkler. Skansens høire flanke er støttet til Kringla, hvis venstre bred er ganske brat. Venstre flanke er støttet til skogen, hvor terrænget ogsaa begynder at hæve sig. Skansens udstrækning i øst og vest er ca. 160 å 170 m. Paa selve skansen findes endnu en del trær, der ligesom stikker frem af volden, hvilket tyder paa, at der med sten hentet fra elven har været opført et gjærde fra træ til træ, og dette gjærde derpaa belagt med torv. (Gjæstvang.)

Mod en fremrykning fra Sverige over Imsdalen — enten langs Imsa eller over fjeldene fra Gaun-dalen — skal der ved Gifstad ha været anlagt en skanse. Men som eneste antydning til nogen saa-dan kan nu alene paavises en svag forhøining i terrænget ligeved veien syd for Nordre Gifstad. (Efter premierløitnant Bull.)

Jens Kraft skriver 1835: Paa høiderne ovenfor Gifstad, omtrent en mil i vest fra kirken, har to skanser været anlagt i krigen under Fredrik den fjerde, paa begge sider af et trangt pas paa veien til Vestbygden.

Aar 1613 fortæller man, at inden de svenske under oberst Becks kommando satte ild paa kirken i Snaasen, tog de klokken af kirken. De bragte den til Holdesvand, men længere kunde de ikke bringe klokken, uagtet de satte 6 heste for slæden og mange folk tog i med. Derpaa sank de den ned ved rigsgrænsen i Holdesvandet. Man paastaar i senere tider at ha set klokken. Præsis paa grænsen stikker en tange ud i vandet. Denne kaldes Kloktangen, og det skal være lige udfor denne tange, klokken ligger.

I kirkens sakristi hænger en kaarde med følgende tilhængte skrivelse: „Da de svenske 1613 satte ild paa kirken paa Snaasen vilde en fiendtlig kaptein tage en snaasning, der satte sig til modværge, fangen. Snaasningen slog kapteinen ihjel, hvis træhat eller træhjelm ophængtes i den igjen istandsatte kirke. Hatten eller træhjelmen er af mig under 18de nov. 1812 indsendt til det kongl. norske videnskabers selskab i Trondhjem. Kaarden hænger endnu som et seierstegn i kirken.

Sven Busch Brun.»

I Bugjærdet lige nord for Snaasens kirke findes den saakaldte Muusegrotte, hvor efter sagnet bygdens prest, mester Nils, skulde ha gjemt sig for svenskerne. Disse marscherte umiddelbart ovenfor grotten efter en sti, som siden fik navnet „Svenskestien». Grotten er kun en almindelig tverkløft i fjeldet.

Under general Armfeldts tog til det nordenfjeldske Norge led Indherredsbygderne meget af svenske afdelinger som rykket ind.

Mandag den 14de mars 1718 var der i den norske hær nordenfjelds stor opstuds formedelst en tidende fra Snaasen, at svenskerne var i anmarsch og ad tyende veie opbrudt fra Fr6s6 låger. Men hertil bygden korn de ikke den gang. I juli samme aar forsterkedes vagtholdet langs grænsen, ogsaa paa Snaasen; thi tidenden lød, at en svensk hær paa mindst
6 000 mand kom. Den svenske hovedafdeling gik imidlertid mod Sul. Den som egentlig aabnet Armfeldts tog var den svenske kaptein Peter Långström, som med en friskare paa 50 mand marscherte ind i Snaasen.

Men mester Nils lod krigstrommen lyde og samlet bønderne til landværn. De blev straks spredte, og presten gjemte sig paa sin avlsgaard Hyllen i Imsdalen. Der blev han fundet og tilligemed tjeneste-gutten taget tilfange. 2 svenske soldater skulde følge fangerne over til Sverige. Paa veien aftaltes, at de skulde skilles, saa hver soldat førte hver sin fange. Saa blev gjort. Men. mester Nils slog ihjel sin ledsager og drog hjemad igjen. Uheldigvis fulgte han veien og traf et andet hold svensker, som tog og førte ham til Sverige. Med drengen gik det bedre. Han havde nye lauparsko paa, og den svenske soldat vilde bytte sko med ham. Ja, mente drengen, det gik an det. Men de maatte først sætte sig ned og se paa skoene. Mens soldaten sad bølet og betragtet skoene, drev drengen til ham med staven over nakken, saa han blev liggende bevidstløs. Drengen løb saa ad ulændte og uveisomme steder hjem igjen i god behold. „Jeg trængte skoene selv», skal han ha sagt.

Kaptein Långström blev senere skudt i Stjørdalen.

I december samme aar sendte Armfeldt oberstløitnant Peter Jung tilbage til Jemtland. Men derfra brød han ind i Snaasen baade 1 ste og 7de december med et parti svensker. Nordmændene havde et kompagn i fodfolk staaende i Imsdalen. Kompagniet blev forjaget, og svenskerne trængte ind i Sparbu.

Samme gang som mester Nils toges tilfange overrumplet svenskerne en norsk forpost paa Sten-kjær i Imsdalen. En korporal og 2 mand toges til-fange og førtes til Sverige.

I ufredsaarene omkring 1812 havde ogsaa svenske afdelinger indmarschlinje over Snaasen. Gamle Kristofer Klev, født 1799, fortalte følgende: „Da jeg var 14 aar gammel, altsaa i 1813, var jeg med min bedstemor paa Sneaassætren og gjætte. Saa kom en del svenske soldater over fjeldet til Imsdalen og tog ind just paa Sneaassætren. Jeg blev ræd. Men bedstemor sa, vi skulde give dem mad, saa var de ikke farlige. Efter maaltidet bored de huller i bordkanten, et for hver mand. Naar fienderne kom ned i bygden, flygtet kvinderne med børn og kostbareste eiendele til Grisryggen, en plads syd under fjeldet. Der var det fladsenger over hele gulvet.»

Paa gaardene var det vanskelig at berge mad og andre eiendele for disse udisciplinerte svenske-afdelinger. Man tyet til at bygge skogbur paa usynligt liggende og ensomme steder. I kanten af Smaamyrene ud paa Sandnestangen stod et saadant, aldeles usynligt for tykke skogen. Samme bur staar nu, hvis det ikke nys er revet, paa Sandnesrønningen. Navnet Buraas kommer udentvil af, at der i ufredstid har staat skogbur.

For vel hundrede aar siden var Sandnesjordene øvelsesplads for skieksis. Og i 1814-aarene havde Snaasen udelukkende skiløbende soldater, der dels hørte til Værdalske og dels til Stodske kompagni. Brun siger, at bygden alt ialt kunde stille 124 mand, der var sikre i skud og raske paa ski, altsaa ikke at spøge med for fiender. Nærmeste ekserserplads da: Klingen i Stod.

Paa Imsdalsnessene er et sloteng, som kaldes Krigsenget. Uden tvil tyder det paa, at der i forne tider har staat et slag, stort eller lidet, men det har sagaen glemt.

Vi har gjort alt som står i vår makt for å komme i kontakt med etterkommere etter Hans Skar uten hell. Hvis noen som leser dette føler at de kan komme med opplysninger slik at vi kan komme i kontakt med etterkommere etter Hans Skar eller andre som påberoper seg opphavsrettighet til den omtalte boken setter vi stor pris på om dere tar kontakt med www.historier.no.

Hans_Skar

Bilde av forfatter Hans Skar.
Ukjent fotograf.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *