Internt referansenummer:B-05.04.2013-FIDF.
Kilde:
Minder fra Valdres
Optegnet av: O. L. Kirkeberg
Forfatterens forlag
Lutheran Publishing House trykkeri
1919
Klikk her for å lese ”Forordet”

1. Minder fra Valdres

Enhver, som har set Valdres og har kunnet gjøre sammenligning med andre bygder, vil tilstaa, at i Valdres er det vakkert. Udlændinger, som i stort antal reiser gjennem dalen, skal aldrig glemme, hvad indtryk det gjorde paa dem, naar de efterat ha passeret Tonsaasens Sanatorium kom forbi Os Sæteren gjennem et fjeldagtigt strøg med skog og sjøer, og de endelig fra aasens nordre side fik udsigt over dalen, der strækker sig nordover lige til de blaanende fjelde, i hvis baggrund det mægtige Filefjeld med sin altid snehvide dragt for første gang viser sig for de nyfigne fremmede, som nu virkelig skal faa drage ind i dette vidunderlige eventyrland.

Tonsaasens Sanatorium

Tonsaasens Sanatorium (Bildet er ikke med i kildeboken)
Fotograf: Axel Lindahl

Kom man gjennem selve Bægnadalen syd fra, var det ikke frit for, at de fremmede blev lidt rædde, hvor det somme steder har høie bjerge, der reiste sig lodret op og saa ud, som de trued med at falde ud over veien. Men det letted, naar den trange dal med bergvæggen til den ene side og den brusende elv til den anden igjen blev rummelig, saa der var plads til velbyggede gaarde med frodige agre og endog æblehager, der laa stille og fredelig blandt de avvekslende omgivelser. Endelig kom man til den venlige Bagns bygd med fine frugtbare gaarde paa begge sider av elven, og endelig bar det op over de bratte bakker forbi Juvkams gaardene. For hver ny bakke trodde man at være paa toppen, men nei, en bakke endnu og nok en, saa man forundret kunde spørge, om dette aldrig fik ende. Endelig var man oppe. Der laa pladsen Hundehænga, et lidet indbydende navn; man la neppe merke til dette hjem, ti nu aabned udsigten sig milevidt nordover, og her saa man det snehvide Filefjeld. Den klare luft gjør, at afstanden synes at være ubetydelig, og dog er det mer end en dags reise dernord.

Udlændinger faar paa sin reise gjennem dalen kun et flygtigt indtryk av den tilbageholdne fjeldbonde, men de faar et fast og varigt indtryk av den romantiske fjelddal.

En, der er opvokset i et godt hjem og saa er kommet langt bort derfra, kan ikke undgaa at længes tilbage. Det er minderne fra barndomstiden og ungdomstiden, som lokker og drager og vækker længsler. Og hvorfor skulde vi lægge minderne væk? Fordi de fylder os med længsel? Nei; længselen er god, den udvider hjertelaget, klarner og mildner vort blik; la os beholde den, og la os nyde vore minder. Dem kan vi aldrig undvære.

En og anden er saa lykkelig efter mange aars fravær at faa se igjen de gamle kjendte steder. Og mange tænkte som saa, at naar de naadde saa vidt, skulde de mødes igjen med alt, de længedes efter. Men tiden forandrer saa meget, og selv forandres man aller mest. Dette tar man ikke altid med i beregningen.

Efter flere aars fravær fra mit barndomshjem var jeg atter saa lykkelig at komme der. Hvor legte ikke barne- og ungdomsminderne om mig, hvor rakte jeg ikke efter dem med begge hænder. Min gamle bedstemor var med i mine kjæreste minder. Men nu var hun borte. Jeg fik gaa og se hendes grav paa kirkegaarden. Min søskendeflok var spredt, jeg kunde finde nogle i, nogle udenfor Valdres, ja nogle langt borte i Amerika. Folk, jeg var opvokset med, var for en del borte, og de som var tilbage, kjendte jeg ikke igjen. Vi kunde mødes paa veien, hilse som fremmede og gaa hverandre forbi uden at dra kjendsel paa hverandre. Rundt om saa jeg bjerge og aaser, gamle kjendinger, de var som før, ja endog stene og furustubber var paa sin gamle plads og saa ud som før, og Bægnaelven dured med sin sædvanlige basstemme. Alt dette havde jeg om mig, det var altsammen saa vakkert, og saa havde jeg da mig selv.

En liden bæk risled igjennem vort jorde. Under en brat styrtning danned den en dam med krystalklart vand. Jeg kan mindes, hvordan vi som børn legte der og saa vort billede i vandet. Det traadte saa klart frem av den mørke grund, at det mored os at se det. Jeg husked nok, hvordan jeg havde bøiet mig ud over vandet og seet fra det mørkladne dyb en rødkindet gut smile mod mig. Og dette var engang mit eget billede. Kunde jeg bare finde det igjen! Det hørte jo med til mine barneminder. Aa, hvor jeg længedes efter det altsammen! Jeg bøied mig ud over vandet. Den der bare kunde se sine barneminder stige som i billeder op derfra og bli lys levende som før. Men hvor var den muntre gut med de røde kinder blit av? Jeg saa et andet billede; det var en mand med stort skjæg, som saa alvorligt paa mig. Jeg kjendte nok fyren, det var ham jeg havde at drages med hver eneste dag. Der stod han midt imellem mine længsler og minder. Det var ikke dette billede, jeg søgte. Men nu fik jeg ha ham med, han havde jo del i det altsammen. Ja, saa fik jeg ta alt, som det var, og fortsætte min livsvei; kanske den adstadige mand kunde lære den store kunst at bli som barn igjen. Men kanske jeg aldrig har følt savnet og længselen efter de svundne lykkelige dage som nu, da alt rundt om mig minded derom.

Saaledes gaar det med saa mange, der efter flere aars fravær endelig naadde hjem. De fandt ikke igjen alt, som de længedes efter. Men i sit ny hjem indretted de sig kanske en liden mindets have, som de kunde frede om og ha hos sig istedenfor at han den langt borte, kanske hinsides havet.

Jeg gik en dag til kirkegaarden. Jeg tog mig god tid. Jeg fandt igjen mange gamle grave, jeg fandt ogsaa ny, hvor venner og slægtninger hvilte. Kom jeg der nu, fandt jeg enda flere. Jeg standsed ved et gravminde, som nys var reist. Jeg læste: Seminarist Anton Vold. Jeg vidste ikke, han var død. Som børn havde vi legt sammen og siddet paa skolebænken sammen. Lidt derfra læste jeg paa et andet gravminde: Skolelærer Ole Bratrud. Ogsaa en barndoms ven. Denne stilfærdige, lyslette yngling, saa snill, saa snill. Her stod jeg ved hans grav. Hjertet snøred sig saa underlig sammen. Længselen efter det svundne ligesom sænked hovedet; hvad kunde den ogsaa udrette? Den maa gi tabt, naar den staar midt i en saadan dødens have. Hvad skulde den kunne fremkalde igjen? Den kan søge en anden udsigt, et nyt maal. Den kan se fremad med haab mod den have, hvor Gud omplanter de visne blomster, hvor der kommer liv igjen i det døde, og ingen adskillelse mere skal smerte. Og saa har man haabet om engang at havne der, hvor døden for evig er overvunden. Der er virkelig barneglæde i dette haab. Ja, saa planter jeg dette ind i mine minder, og der skal det faa gro i min lille have. Herren gi det regn og solskin, saa skal det nok trives derinde, hvor jeg saa færdes i verden.

Endnu lidt videre frem paa kirkegaarden. Det var endnu en grav, jeg søgte, hvor en av mine venner hviled, en, jeg altid staar i taknemmeligheds gjæld til. Jeg søgte en stund efter graven. Paa nordre side av gangen, som fører gjennem klokkeporten ind mod hoveddøren, stod et stort, vakkert gravminde. Paa dette læste jeg: Skolelærer Ole Dønhaug. Der var hans grav. Ham mindes jeg ikke anderledes end som en gammel mand, der altid var vel fornøiet, munter og taknemmelig baade mod Gud og mennesker. Om ham maa jeg fortælle en del mere.

Jeg klatred over kirkegaardsmuren. Der kom gamle kirkesanger Eriksen imod mig; han hadde set mig og vilde tale med mig, men han havde ventet og ladt mig i ro, mens jeg saa mig om blandt gravene. Hos denne min gamle, kjære lærer, som jeg har saa meget at takke for, tilbragte jeg en hyggelig stund. At møde slig venlighed av sin gamle lærer var en skat, som var værd at reise lang vei for.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *