Internt referansenummer:B-15.04.2013
Kilde:
EKKO FRA MIN BARNDOMS BY
Av: C. BORCH-JENSSEN
2. OPPLAG (Forøket utgave)
TH. FJELLANGERS BOKHANDEL (I KOMMISJON)
ANT. ANDERSSENS TRYKKERI
LARVIK 1944Våre vingede venner

Poltie

 

Ennu lever en og annen borger som i sine unge dager ved nattes tider har hørt ropet: Hoo, vektær, hoo!

Og inntil for nogen år siden lå på et loft her borte på Langestrand en veritabel vekterstav, med morgenstjernen på toppen.

Min gamle venn vaktmannen fortalte mig så mangen gang om vektærn, som dødningen blåste pest i ansiktet på, fordi vektærn ikke vilde bøie sig for kravet om taushet ovafor Asyli.

I «Larviks Historie» ser jeg at byfogden den 7. august 1789 har innkalt endel borgere «for at deliberere paa hvad Maade Byens Indvaanere kunde blive lindret udi de mange svære Paalæg og Udgifter Byen er bebyrdet med, der ere saa meget mere trykkende for dem, som Byen i de sidste Aaringer er meget forringet og aftaget, da nogle af de Handlende og Andre, som har svaret betydeligt til disse Udgifters Bestridelse, dels ere døde, og dels blevne sadt ud af Stand til at kunde contribuere noget hertil».

Herrene sees ikke å, ha funnet mer enn 4 poster som det kunde innspares på, nemlig:

1)    vægterne,
2)    skorsteensfeyeren,
3)    klokker, organist og skoleholder Peder Paasche, og
4)    byens jordemoder, Pernille Winther.

De begynte med vekterne, og fant å kunne sløife 2 av de 4, «da der ikkun har været tvende Nattevægtere, førend 1778, da det af endel af Byens Borgere blev vedtaget at foruden disse endnu at antage tvende, saa blev det nu be-sluttet, at de 2 af Vægterne skulde afgaae til næstkom¬mende 1. October, og at Byen fra da af ikkun skulde lønne 2 Vægtere, der skulde nyde hvad de hidtil havde haft, nemlig 40 Rigsdaler aarlig Løn, og hver 3die Aar nye Kjole og Kabuse.»

Under budgettbehandlingen i bystyret sån for en firti år siden — ved hovedposten politi og rettsvesen — krevet byens magistrat og politimester en viss sum til utvidelse av politiets nattjeneste.

Men flere talere fant det ikke tilrådelig å gå til forhøielse under denne post.

En langestrands-representant fremholdt under debatten at hans distrikt var helt uten politi-opsyn efter midnatt, og ennskjønt han fant at dette måtte regnes som en komplimang til Langestrand, måtte han stemme for magistratens forslag.

Såvidt jeg erindrer blev det av en annen representant henstillet til pressen ikke å omtale denne del av debatten, da det ikke vilde være tilrådelig å kunngjøre at en såvidt stor del av vår kjære by lå hen nattes tider uten ordensværn, og således formelig innbød til uregelmessigheter.

Men, politimesterens forslag fikk ikke flertall.

I hine dager hadde vi 1 — en — politibetjent med fast bopel på Langestrand, og måskje stolte man på at polti Dahl nok vilde ta affære hvis noget kom på, selv om tidspunktet måtte ligge utenfor hans ordinære tjenestetid.

Polti Dahl bodde her borte i en menneskealder, og var regnet som en god soting. Og selv om han i embeds medfør måtte være nidkjær og pliktopfyllende, blev han respektert og aktet av borgerne, også når han måtte påtale rennestellenes mangelfulle tilstand, og kreve feining av halv gate. Men han blev fryktet av guttane, når han viste sig nede i bakken for å sette stokken for slådda.

Og sannelig hadde en enkelt mann nok å bestille, når alle bakkene her borte var drøssende fulle av skrierær på slodde og loddær og stavær!

De svære slåddene med ringær i sidene dundret ned Veldern – med 3 og 4 på – ned Søromen: «Hue i sia, og beina oppa!» ned Angellen, over Batterie og ut på isen…

De mindre slåddene og stavane suste ned Møllærn eller Lærbærn. — «Halleva-a-j!»

Men så, kunde plutselig et hundrestemmig rop skjære inn i jubelen: «Poltiie!»

Og bakken var snart som ved et trylleslag hvit og uskyldig: porter og smau gav ly og dekning for sportens skyldbevisste utøvere.

Men det hendte jo at ei slådde blev tatt, til skrekk og advarsel.

Vi hadde jo også nattkonstabel her borte. Det var i parafinløktenes tid.

Konstabelens vesentlige gjøremål var å pusse glasset, tende rundbrenneren og heise løkta op i lovbefalt høide.

Konstabelen var blid og omgjengelig. Han arbeidet om dagen i sin egentlige gjerning, og tok vel konstabeltjenesten som et slags fyrabendsarbeide. En av dem var i den grad vennesel og selskapelig at han formelig bebreidet guttane for at de gikk fortidlig hjem fra sin lek om kvelden. «Skaddere alt iin nå da, guttær?» sa’n.

Det måtte jo også være nokså trist å rusle her i smauene på, ensom vakt over en fredelig og slumrende bydel.

På byen hadde de polti Farmen, polti Næss, polti Bærum, polti Pedersen og polti Baglin. Og de hadde polti Strøm.

Strøm var tillike betrodd hvervet som detektiv, og han hadde gode anlegg som opdager.

Han fortalte mig en gang en episode fra sitt lange liv som politimann:

En forbryter var i farvannet vestenfra. Man hadde intet signalemang på ham, men man antok at han vilde komme vannveien, med postbåten om eftermid-dagen.

Strøm og Bærum møtte op på bryggen da båten la til. Det var som vanlig dengang mange folk på bryggen for å glane på båten.

Strøm som var sivil hadde gitt den uniformerte Bærum den instruks at han skulde gå frem og tibake, frem og tilbake på bryggen, langs skibssiden. Strøm plaserte sig blandt mengden på bryggen og hadde sine øine skarpt festet på passasjerene. En av disse — det hadde Strøm regnet ut — dreiet alltid hodet efter Bærum der han spankulerte, og da Strøm hadde konstatert det eiendommelige heri, gikk han ombord og presenterte sig for den reisende, og inviterte ham med op på kontoret i Rombærn, hvor det snart konstatertes at han var den efterlyste.

Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *