Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOKTh S Haukenæs-II
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs                                                                  
Klikk her for å lese Forordet

 

Sagn om Jon Larssen Lunde

Jon Larssen Lunde levede paa Gaarden Lunde i Opheims Sogn paa Vossestranden for omtrent 130 Aar siden. Endnu haves mange Fortællinger om denne Mand, der tilfulde viser, hvilken forslagen, snartænkt og listig Krop det var.

Voss ca 1910

Voss ca. 1910.
This image, which was originally posted to Flickr, was uploaded to Commons using Flickr upload bot on 08:44, 21 May 2011 (UTC) by TommyG. On that date it was tagged as no known copyright restrictions.

Ved Gaarden Lunde ligger en stor Haug, der kaldes Lunde-hovden. Her skal i gamle Dage ofte været seet Huldrefolk, fortælles i Sagnet. Engang var en Gut der for at skyde Harer. Han skjød paa flere, men traf ingen. Gutten var nok ikke saa dum, for han forstod straks at det var Huldren, som havde fortrollet hans Bøsse. Han gik derfor til en Bæk og lod rindende Vand løbe gjennem Bøssepipen. Han skjød nu flere Harer. Da han gik hjemover, mødte han en stor blaa Ko, som bar en Melkebøtte paa Hornene. Han blev ræd og begyndte at løbe, men kunde ingensteds komme. Han hørte nu, at det raabte borte i Haugen: «Kom, Flaaima, Flaaima, Kua mi; Tosken har inkje Vet te aa gjøyma.» Han saa sig om og fik Øine paa den vakreste Jente, han nogensinde havde seet, og hun sagde: «Havde du vidst saameget som jeg ved, saa havde Kua været din. Du skulde bare kastet din Kniv over den, saa havde du nok faat beholde den, skulde jeg tro;» og dermed forsvandt baade Jenten og Koen. Da han kom hjem, fortalte han, hvad han havde seet og hørt. Jon Lunde, Gaardens Eier, var en uforfærdet og modig Mand. Han troede ikke paa Huldrefolk, for han havde aldrig seet eller hørt noget til dem, sagde han. Alligevel fik han Lyst til at prøve, om han virkelig kunde komme til at se Huldren. Da Juleaften kom, tog derfor Jon sin flinke røde Hest og red til Lundehovden, for du ved, at Juleaften er der svært til Leik hos Huldrefolket. Han kom til et stort Hus, og derinde myldrede det med Folk. Han glyttede ind ad Vinduet og saa, at de spillede, dansede og drak Skaal paa Skaal. Han raabte: «Giv mig ogsaa en Skaal.» Ret som det var kom en stor Huldre ud med et Sølvhorn og sagde:

Huldra

 

«Huldra», pennetegning av den norske eventyrtegneren Theodor Kittelsen 1892.

«Skaal, Kristmand!» og lod som om den drak. Dette saa Jon og tænkte: «Jeg skal nok gjøre ligedan, thi jeg forstaar nok, hvadslags Drikke Huldren vil give mig.» Da han fik Hornet, slog han den stærke Drik bag om sig; derpaa sporede han Hesten og lod det bære afsted i fuld Fart. Der blev nu et helt Bulder og Opstyr i Haugen; thi dette Horn var det Kjæreste, Huldren eide. Da Jon saa sig tilbake, saa han en Mængde Huldrer, som kom, og havde de naaet ham, saa ved du, at de havde slaaet ham ihjel. Dette havde de ogsaa gjort, hvis ikke en liden Nisse, som holdt sig paa Gaarden, havde kommet ham tilhjælp. Han slog og jagede Huldren bort. Da Jon kom hjem, satte han sig i Høisædet. Han var nu baade sulten og træt. Ret som det var blev Døren revet op, og han saa en stor, styg Huldre. Jon pleiede aldrig at være Ræd, men nu blev han dog meget forskrækket. Han var en udmærket god Skytte, greb sin Rifle og skjød efter Huldren, der gav et fælt Skrig fra sig, faldt baglænds om og var borte. Jon sad nu og tænkte, hvad dette skulde betyde. Som han saaledes sad, kom den lille Nisse ind til ham. Han bar i sin Haand en stor Jernstang. Jon gik ned i Kjelderen efter en Tønde Øl og gav Nissen. Denne drak op alt Øllet, takkede for god Beværtning og slog med sin Jernstang i Bordet, saa hele Huset ristede, hvorpaa han sagde: «Nu er det tredje Gang, jeg har frelst dit Liv, og hvis du nu kommer igjen flere Gange, faar du hjælpe dig selv, jeg hjælper dig ikke mer, thi denne Gang var jeg nær gaaet med selv.» Dermed forsvandt den.

Der slang meget Fantefolk rundt Bygderne i de Dage. Jon Lunde hadede disse Folk og lod aldrig en Leilighed gaa far sig, naar han kunde gjøre dem Fortræd.

En Uveirsdag om Sommeren kom der et Fantefølge til Lunde. Jon var ude paa Slaatteteigen, da han saa dem komme til Gaards, og gik straks hjem. «I lider ondt i dette slemme Veir, stakkers Folk», sagde Jon blidt, «kom ind her, saa skal jeg gjøre Varme op, at I kan faa tørre eders Klæder og have det godt», og han lod dem gaa ind i Ildhuset, gjorde op Varme og lagde dygtigt Ved paa Gruen og bad dem sætte sig saa nær Ilden som muligt. Fanterne syntes dette var gildt og gjorde som han bød dem. «Jeg skal finde mere Ved», sagde han, løb ud og fandt til nogle gode Birkevedstykker, borede Hul i dem og fyldte Hullerne med Krudt og satte en Prop for og bar derpaa vedstykkerne ind i Ildhuset og kastede dem paa Gruen. Fanteme syntes dette var en brav Mand og kosede sig godt foran den stærke Ild. Jon var imidlertid gaaen sin Vei og havde stængt Døren forsvarligt igjen. Ret som det var lød der et stærkt Brag inde i Ildhuset, Krudtet i en af Birkekubberne havde fattet Ild, sprængte Vedstykket og spredte Brander og Gløder til alle Sider, saa Fanterne blev udsatte for en sand Ildregn. De sprang forfærdede op og søgte Døren, men denne var stængt, Vindue var der ikke paa Huset, og tjorehullet formørkedes just idetsamme af en Gjenstand, som de straks gjenkjendte som Jon Lundes Hoved; han trak en stor Helle over Aabningen og lagde en Sten paa. Siden sprang det ene Vedstykke efter det andet, og da der ingen flere var igjen, kom Jon og lukkede op for de skamslaaede og tilrøgede Tatere, der nu tog Flugten det snareste de kunde.

En anden Gang, da de var ude paa Marken og slog Hø, sagde Jon til Tjenestedrengen sin, at han maatte skynde sig hjem etter Storekniven hans, da det bares ham for, at det stod galt til paa Sæteren. Drengen gjorde som han var befalet, og da Jon havde faaet Kniven, lagde han afsted til Sæteren. Dertil var samme Morgen ankommet et Fantefølge, som holdt et syndigt Hus i Jons Stølebod. Hans Kone var Budeie, men kunde intet gjøre mod de graadige og voldsomme Omstreifere; hun maatte gjøre gode Miner til slet Spil og lade dem faa Fløde og Mælk og Smør og Ost og alt hvad de bare forlangte og endda tie stille til.

Da de havde prøvet alt andet, tog de en Kjedel og satte over Gruen, fyldte den med sur Melk og kogte den op, tog derpaa Kjedelen frem paa Gulvet og satte sig rundt om den og begyndte at slubre den varme Ost i sig. Da de havde ædt op omtrent Halvdelen, kom Jon ind; han hilsede blidt og venligt og signede deres Mad. De skjønte, han var Husets Herre, men brød sig ikke det mindste om ham, aad til de var vel forsynede og lagede sig derpaa til at gaa sin Vei. «I maa ikke sætte noget igjen, gaa bort og æd op Resten ogsaa», sagde Jon og nødte dem meget. De tog da sine Skeer paanyt, og nu slubrede de i seg Resten af Osten. Da de var færdige hermed, vilde de gaa sin Vei; men Jon stillede sig midt i Døren og sagde: «I kommer ikke levende herfra, før I har ædt op Mysen ogsaa», greb sin store Kniv og svor paa, at Mysen skulde i dem, om de saasandt sprak hver eneste en. Nu sprang Fanteme op, og en af dem fik fat i en gammel Bøsse, de havde med sig, og vilde skyde paa Jon, men denne havde i Forveien listet sig til at slaa vand i Fængehullet, og Ladningen vilde ikke brænde. Jon vristede Bøssen fra ham og gav ham et Slag, saa han tumlede paa Gulvet. Fanteme maatte nu til at drikke paa Mysen, de drak til de næsten sprak, de græd og bad om dog at slippe fri; men Jon mente som saa, at Mysen skulde i dem, og saa snart han mærkede, at nogen holdt op at drikke eller kun drak paa Skrømt, saa svingede han sin store Kniv over Hovedet paa dem, og saa maatte de til at drikke med fornyet Iver. Endelig var Kjedlen tømt; det var en gammel Mand, som tog den sidste Slurk, og idet han gjorde det, sagde han: «Havde jeg været yngre, skulde jeg nok betalt dette Traktement», — det havde nok været en stærk Karl i sine yngre Dage. «Hold Kjæft, gamle Hund!» skreg Jon og drev til ham, saa han trillede bortover Gulvet. Nu aabnede han Døren og jagede dem ud allesammen, og da de var komne ud, drev han dem bort fra Sæteren med Stenkast. Da var de saa kleine af al Mysen, de havde maattet tylle i sig, at det kun var med Nød, de vant gaa. En Kone, som var frugtsommelig, var især ilde faren, og Jon tilstod engang paa sine gamle Dage, at det var blodig Synd af ham at drive denne Kvinde saa haardt.

Engang kom der to Fanter til Lunde; de traf Jon ude i Tunet og spurgte, om der var langt igjen til Jon Lunde; de kjendte ham ikke, men havde hørt ham omtale som et ryggesløst og farligt Menneske. «Nei», sagde Jon blidt, «nu er der ikke langt igjen til ham, og det er vist bedst, I ikke gaar længere i Kveld, for ellers kunde I træffe ham. Kom nu ind her hos mig og faa eder Hus i Nat, saa kan I nok være sikre for Jon Lunde.» Karlene gjorde saa og fulgte ham ind. Da han havde snakket med dem en Stund, spurgte han, om de vilde drikke en Dram. Jo det vilde da Fanteme gjerne, kan man vide. Jon gik da bort i Krogskabet efter Flaske og Glas, skjænkede i en Dram og rakte til en af Fanterne, idet han sagde: «Nu maa du skynde dig og drikke, saa Kammeraten din ogsaa kan faa sig en Dram; her kunde snart komme nogen ind, og Brændevindet er dyrt i disse Dage.» Fanten greb Glasset og tømte det i en Snup; det var imidlertid ikke Brændevin, men Terpentinolje, Jon havde slaaet i Glasset. «Aanei, aanei!» skreg Fanten, da han havde drukket ud, «jeg har faaet Forgift, jeg kom¬mer til at dø nu straks her paa Stedet», og han skreg og jamrede sig ynkeligt. «Gud bedre mig for dig», sagde Jon, «jeg har taget en feil Flaske, skynd dig nu at tage dette, eller du kommer vist til at krepere», og Jon rakte ham et Glas, som han havde fyldt til Randen med gammel stinkende Fisketran. Fanten tog Glasset og tømte det lige til Bunden; men da han kjendte den afskyelige Lugt og Smag og saa Jons skadefro Smil, skjønte han alt, slængte Glasset fra sig, reiste sig og tog Flugte. Jon trak Kniven sin op og satte efter dem, idet han raabte: «Nu kan I huske paa, at I har været hos Jon Lunde paa Besøg», og idet den sidste af dem sprang gjennem Døren, stødte Jon til ham i Ryggen med Knivskaftet. Fanten skreg i vilden Sky, da han mente, Jon havde stukket ham. «Bruger han Kniv paa dig?» raabte den andre Fanten, der var foran. «Aa, han stak Kniven i Ryggen paa mig, lige under Skaftet», hylede den første. «Han kommer til at dræbe os begge to», sagde den anden og sprang som om den Onde selv skulde været i Hælene paa dem. Jon stod igjen i Tunet og lo.

Det begyndte snart at gaa Rygte om Jon Lunde, baade for hans mangfoldige Skjelmsstykker som for hans Hang til Slagsmaal og Drik og allehaande Udskeielser. Endog den bekj endte Slagsmaalskjæmpe Fimreiten fra Sogndal i Sogn havde hørt Tale om ham og kom til Vossestranden for at prøve ham. Jon tog vel imod ham, som han pleiede at gjøre med alle Folk. De prøvede hinanden i allehaande Kunster og Kneb og tilslut skulde de ogsaa prøve i Rygtag. Her var to gode Karle komne sammen, men hvor stærk og spræk end Jon Lunde var, blev han dog Barn mod Fimreiten. Da blev han sint og greb efter Kniven. Men Kniven var ligesom fastloddet i Sliren, og han kunde umuligt faa den løs. Da var Jon bleven saa træt, at det begyndte at sortne for øinene hans, og da han skjønte, at Fimreiten var ham overlegen baade i Kræfter og i Kneb, gav han tabt og vilde ikke mere prøve med ham. Jon tog nu til at snakke vel med ham, og da Fimreiten reiste, fulgte Jon ham et langt Stykke paa Veien. Ret som det var blev Jon heftig syg; han kastede sig ned paa Marken, vred sig som en Orm og skreg, saa man kunde høre ham lang Vei. Fimreiten blev forskrækket og mente, han rent kom til at dø. Aanei, mente Jon, det var et Tilfælde, som han ofte plagedes af; kunde han bare faa noget Toplav af en Furu at tygge paa, skulde han straks blive bedre. Ja det mente Fimreiten kunde ikke være saa vanskeligt at skaffe, løb hen til en stor Furu, der stod ved Veien, og begyndte at klatre opad den slanke og kvistløse, af tæt Lav bedækkede Stamme for at faa fat i det kostbare Toplav, der skulde være saa godt for hans Byge Kammerats Mave. Men da Fimreiten var kommen op i Toppen af Furuen, løb Jon til, fik sit Fyrtøi frem og slog Ild og tændte Varme paa Lavet, der brendte som løst Krudt. Det var stegende Sol om Dagen og saa varmt, at Kvaden randt efter Barken, og Ilden tog derfor straks Overhaand og omspændte snart det hele Træ, og for ikke at blive stegt i sit eget Fedt maatte Fimreiten vove et Sprang ned fra den høie Furu. Der var brat Bakke, hvor Furuen stod, og da han naaede Marken, tabte han Fodfæste og trillede nedover Kant over Kant. Da lo Jon Lunde og raabte efter ham: «Nu er jeg kjed af dig og du af mig, og saa er det bedst vi reiser hjem hver til sit.» Dermed vendte han om og gik hjemigjen og lod Fimreiten skjøtte sig selv.

En Dag om Vinteren kom Fogden og to Stevnevidner til Jon Lunde for at pante ham for Skatten. Jon havde faaet vide, de var underveis, skyndte sig at stable en hel Del Ved paa Gruen og gik derpaa ud i Tunet for at vogte paa Fogden. Straks han saa ham paa Haugs-Kleivene, sprang han ind i Stuen og tændte Ild i Veden paa Gruen. Da Fogden kom ind paa Tunet, mødte Jon frem med Huen i Haanden og beklagede sig over, at Fogden maatte umage sig saa langt for hans Skyld i en saadan streng Kulde; han fik være saa god og følge ind i Stuen, saa skulde han nu faa Pengene kontant. Fogden var nødt til at gaa ind, da der var saa koldt; inde i Stuen var der næsten mørkt og saa fuldt af Røg, at man næsten kunde kvæles. Straks Fogden og hans Folk var komne indom Døren, lod Jon Drengen sin stænge forsvarligt efter dem, men selv smuttede han ud i en liden Kleve eller Kammer ved Siden af Stuen og stængte Døren efter sig. Røgen i Stuen tog snart Overhaand, og Fogden og hans Folk begyndte at skrige efter Hjælp saa høit, at man hørte dem over hele Gaarden, men ingen vovede at aabne for dem. Da det led forbi en god Stund, raabte Jon paa Drengen, at han skulde komme og lukke op, og da Røgen var trukken bort, begyndte de at famle omkring efter Fogden. De fandt ham under Sengen, hvorfra han blev trukket frem efter Fødderne i en meget forkommet Tilstand. De bar ham ud, og da kunde han hverken staa eller gaa eller snakke, men den friske Luft bragte ham snart til Kræfter igjen. Jon kunde ikke noksom undskylde sig for dette beklagelige Tilfælde og skjød Skylden paa Drengen, og tilsidst anstillede han sig saa vred, at han greb en Øks og satte etter Drengen, idet han svor paa, at han skulde kløve Hovedet paa ham. Drengen løb undaf alt han orkede, og Jon fulgte efter lige paa Kleivene, men lagede det dog stadigen saa, at han ikke naaede ham igjen, og kom tilslut meget opirret tilbage igjen. Om nu Fogden skjønte det var Spilfegteri alt det med Drengen er uvist, men at han skjønte det var paa Jons Foranstaltning, man havde holdt paa at røge ham i hjel, er derimod sikkert nok, for han nævnte ikke et Ord mer om Skatten, men reiste hjem og udtog Klage paa Jon Lunde for Vold og Opsættighed mod Øvrigheden. Der blev holdt Forhør over Jon paa Bidne, men der skabte han sig saa bindende gal, at baade Foged og Sorenskriver maatte hæve Forretningen og lade ham løbe for den Gang. Straks derefter blev han indkaldt til Forhør igjen paa Lire. Da havde man ladet samle saa meget Folk, at Opsætsighed var unyttig. Men Sagnet siger, at dengang brugte Jon et andet Raad. Der var propfuldt Hus før Jon ankom, Skriveren sad i Høisædet og Lagrettemændene paa Bænkene foran Bordet. Jon lagede det slig, at han dukkede frem mellem Folkehoben og fik se Skriveren, førend Skriveren saa ham; derved blev han istand til at «klumse» eller maalbinde denne, og det gik derfor rent smaat med Forhøret. Jon blev dømt til at betale Skatten og noget lidet i Bod for Mishandlingen af Fogden, og dermed slap han fri.

Jon Lunde var en udmærket Skytter. Dengang var der meget vild Ren i Fjeldene, og Jon laa ofte paa Jagt efter dem. Han havde da jevnligen Olav Grindeland med sig, som ogsaa var en god Skytter. En blank Solskinsdag, de laa i Haugene ved Grindefladerne og saa efter Dyrene, blev de var et Huldre-Brurefølge, som kom roende over Flætevandet. «Lad os lure os efter dem», sagde Jon. De gjorde saa og fulgte efter dem, indtil de allesammen forsvandt i en Haug,

Rensdyrskytterne ogsaa. Der var pudset og pent inde hos dem. Der laa en Bog paa en Hylde, og Jon sagde ofte senere, at han angrede paa, at han ikke havde seet i Bogen, saameget han kunde faaet vide, hvad Tro de havde. De saa ikke noget videre til Folk, men endelig kom Bruden selv hen til dem; det var en Aurlandsjente, som havde været der længe, og hun sagde, hun havde det godt hos Huldrefolket og ikke ønskede sig tilbage igjen. Det var bedst, de ikke stansede for længe, og naar de gik, maatte de skynde sig, idet de steg over Dørstokken. De reiste saagodtsom straks, og idet de gik du, kastede de sig raskt bagom Døren, en til hver Side, og i det samme for der en gloende Jernstør jagende midt imellem dem. Havde de ikke kastet sig bagom Døren, vilde Jernstøren gaaet tvert gjennem dem begge to.

Hver Juleaften havde der, saalænge Folk kunde mindes, kommet et stygt Trold ind paa Lunde og krævet efter Øl. For at blive det kvit, maatte man sætte en stor Øse med øl hen til det, hvilket det straks fortærede. Da Jon blev voksen, mente han, at han skulde tage imod Troldet paa en anden Maade. Han ladede sin Bøsse og sparede ikke hverken paa Krudt eller Bly. Og naar Troldet kom og krævede Øl, skjød han paa det; man saa at det stupte, men mere saa man heller ikke. Det kom aldrig igjen oftere; men alligevel brugte Jon stadigen siden at bære en Bolle med øl opunder en Raun, som stod ovenfor Husene, saa snart som Juleaften var i Gaarden. Hans Dreng spurgte ham engang, hvorfor han gjorde det; han svarede ikke noget videre paa det, men sagde bare: «Se nu efter i Olskaalen i morgen, om den ikke er tom». Drengen gjorde saa, og da var det, som Jon havde sagt.

Jon Lunde havde to Døtre, og de blev frugtsommelige begge to paa samme Tid. Da var Jon ikke god at komme ud for; han likte ikke noget paa Frierne deres, og der var ingen, som turde snakke til for dem. Saa maatte de hærile Hugen og gjøre det selv. Den, som først kom til ham, blev aldeles afskræmt. Straks han nævnte noget om sit Ærinde til Jon, greb denne efter Kniven, og Frieren afsted, som om Bjørnen skulde været i Hælene paa ham. Saa skulde den anden forsøge. Ogsaa nu skabte Jon sig gal og fik Kniven frem, men dengang traf han ikke til: Gutten rev en Sten løs af Røgovnen og svor paa, han skulde kløve Hovedet paa Jon, om han ikke holdt sig rolig og snakkede som en fornuftig Mand. Da blev Jon straks anderledes tilsinds: «Dig liker jeg», sagde han, «du skal faa Datter min og være velkommen, naar du kommer, enten det saa er ved Nat eller Dag.» De fik straks efter holde Bryllup.

Engang kom der en Flok med Rensdyr hjem i Kirketeigen, og et af dem var saa stort, at man saa Bugen af det over Ryggen paa de andre. Dette fik Jon Lunde vide, men Brandsætmanden havde laant Bøssen hans og ikke bragt den tilbage igjen. Jon jagede Drengen sin afsted efter Bøssen, og selv reiste han til Kirketeigen for at se paa Dyrene. Da Drengen kom igjen med Bøssen, sagde han, at den havde ligget med Ladningen i nogle Veker, og at det var risikabelt at løsne Skud med den i denne Tilstand. Da blev Jon overmaade vred og svor paa, at Brandsætmanden skulde faa huske, hvad han havde gjort, om Skuddet ikke brændte af eller noget gik galt. Han befalede Drengen, der ogsaa var en god Skytter, at skyde, men denne vilde ikke, da Ladningen havde ligget saa længe i Bøssen. Da greb Jon Bøssen og skjød selv. Drengen sagde siden, at da var Jon saa sint, at Geværet dirrede som en Bælgstang, men alligevel gik det godt: Skuddet brændte af, og Renen styrtede død til Marken. Men havde Ladningen ikke brændt ind, holdt Drengen sig forvisset om, at Jon havde reist af¬sted og skudt Brandsætmanden ihjel.

Den Drengen skulde være en spræk og raadsnild Karl og aldrigen ræd. Engang vilde Jon prøve ham. Det var en Kveld han kom sent hjem, straks før Folk vilde gaa tilsengs. Istedetfor at gaa ind i Stuen gik han til Stalden og gjemte sig der i en Krog. Lidt efter kom Drengen for at give Hesten Foder. Da tog Jon til at skrige stygt. Drengen snudde sig braahastigt om, rev Kniven af Sliren og bandte paa, at han skulde kjøre den i ham opunder Skaftet, om det saasandt var Fanden selv, som laa der. Da var det ikke længe før Jon snakte skikkeligt, for paa den Vis vilde han nok ikke være Spøgelse længe.

Paa Gaarden Brække i Aurland tjente en Gut, som man kaldte «Ild-Eirik», fordi han var saa forskrækkeligt ilsken og sint bestandig. En Morgen reiste han fastende tilskogs og satte Middagsmaden sin igjen hjemme, fordi han var bleven vred for et eller andet. Da han kom igjen om Kvelden, vilde hans Madmoder give ham en Kling — Fladbrød med Smør paa — men han vilde ikke have den, han var lige sint. «Aa vær nu ikke saa sint, Eirik», sagde Konen, «du skal se, det lager sig vel for dig; du skal faa en rig Enke, du». Da var det ligesom Sinnet gav sig noget, han tog imod Klingen og bar sig ad som et Menneske. En Dag straks derefter var han ude paa Stranden og kvistede Løv. Da saa han et Ligfølge fare ind efter Fjorden; det var en af Hyllandsmændene, som skulde begraves. Da tænkte Eirik ved sig: «Der er en rig Enke; mon tro det er hende, jeg skal komme til at faa?» Han ventede ikke ret længe heller, før han reiste til Hylland og friede til Enken. Men hun svarede ham, at han var saa ilsken og slem, at han ikke var havendes for noget Menneske. «Jeg skal ikke være slem mod dig, det kan du lide paa», sagde Eirik. Ja, Enden blev da den, at han blev gift med Enken paa Hylland, og han holdt troligen Ord og behandlede hende vel. Kun en Gang i hele deres Liv skjændte han paa hende, og det var, da hun havde gjemt væk Kniven hans, da han kom i Slagsmaal med Jon Lunde. Jon var kommen til Hylland til ham for at drikke og duse, og da de havde holdt paa en Stund, bar det sammen i Slagsmaal. Eirik holdt paa at gaa i Faldet, hvor¬for han sled sig løs og styrtede hen til Skabet, hvor han pleiede at have en stor, skarpsleben Kniv liggende; Konen, der anede Uraad, straks hun saa Jon Lunde træde ind, havde imidlertid gjemt Kniven væk, og Eirik, som nu intet Værge havde, maatte ydmygeligen tigge om Fred og fik en banket Ryg atpaa. Den Kveld var Eirik groveligen sint paa Kjærringen sin. «Du havde været likesæl, du, om han havde slaaet mig ihjel», sagde han. Da det blev Sengetid, vaagede hun ikke at gaa og lægge sig hos ham, men satte sig bort i en Krog og græd. Da gik Sinnet straks over, og han bad hende komme og lægge sig, og siden hørte hun ikke noget af ham. Men bestandig senere, naar Eirik reiste til Sæters, havde han en ladet Børse med sig, fordi han var ræd Jon Lunde. Deres Sætre laa saa nær sammen, at de brugte samme Vei et Stykke opover.

Manden, som boede paa Sivle i de Dage, var mageløs Stærk. Endnu efterat han var bleven gammel Mand, bar han en Tønde Salt op Stalheims-Berget og hjem til Sivle. Ved den Leilighed skal han have sagt: «Nei, nu er jeg ganske klar, tænk, jeg blev træt bare af denne stakkers Saltsækken.» Han var ikke videre likt af Folk, og man kaldte ham jevnligen kun for «Sivles-Troldet.» Hans rette Navn var Ola. Det, som især gjorde, at Folk foragtede ham, var hans Adfærd mod Odd Brække. Odd fik et Barn med sin Steddatter endnu medens Moderen, Odds Kone, levede, hvilket i de Dage var en halsløs Gjerning. Dengang var Odd og Sivles-Troldet gode Venner, hvorfor Odd gik til ham, og beklagede sig, straks han skjønte at Jenten var frugtsommelig. «Aa syt ikke for det», sagde Sivles-Troldet, «vi skal faa han Slens-Jon her til at tage det paa sig, og da gaar det godt altsammen.» Saaledes gik det ogsaa, og det Pigebarn, som Odds Steddatter fødte, blev skrevet i Slens-Jons Navn. Men seksten Aar senere blev Odd Brække og Sivles-Troldet Uvenner i et Gilde. Da gik Sivles-Troldet til Øvrigheden og aabenbarede det altsammen. Odd og hans Steddatter blev sat fast og efter et Forhør eller to dømte til at hals¬hugges. Da Dommen var faldt, gik Pigen til Alters og havde sin Datter med sig. Da skulde denne have sagt: «Er det ikke formeget ondt for dig nu, Mor, da du ved, det er sidste Gangen du faar være til Kirken?» «Aanei, barnet mit», svarede Moderen: «jeg trøster mig ved, at Vorherre vil styrke mig ogsaa i denne sidste Strid.» —De blev halshuggede straks nedenfor Veien i Stalheimshagen. Pigen laa paa Stalheim Natten før, og om Morgenen maatte man bære hende frem; hun var næsten død, før man kom paa Pladsen med hende. Odd kom fra Brække om Morgenen og gik saa let som om ingenting skulde være iveien. Han sang hele Tiden paa Salmen «Ilag er Naadens Tid, idag er Gud at Tinde», og han sang ogsaa, da han lagde Hovedet paa Blokken, ja Folk vilde endog vide, at Hovedet sang efterat det var skilt fra Kroppen og trillede bortefter Marken. — I de Dage skulde der være meget Skog rundt Pladsen, der Henrettelsen foregik, især var der mange pilte eller stuede Birketræer, og i disse sad Folket ligesom Kraaker og saa paa det sørgelige Skuespil. Ogsaa Sivles-Troldet var der. «Der røg Knappen, Born», sagde han, da Odds Hoved faldt. Paa Sivle laa Tømmeret af et nyligt nedrevet gammelt Fjøs; det bar man frem til Retterstedet og lavede af samme et Baal, hvorpaa man brændte begge Ligene, saaledes som Dommen lød. «Det ulmede og brændte her i mange Dage og Nætter, og det var faa, som vilde gaa gjennem Stalheimshagen, saalænge dette varede. Da Mestermanden vilde reise igjen, krævede Sivles-Troldet ham efter Betaling for Fjøstømmeret. Men da blev Mestermanden sint og sagde til ham: «Du var værd, du skulde faa Betaling paa en anden Maade, og havde jeg vidst før det, jeg ved nu, skulde øksen danse ogsaa paa din Nakke, eller du skulde idetmindste faaet drukket en Pægel af din Naboes Blod.» Da blev Sivles-Troldet ræd og nævnte aldrig noget om Betaling for Fjøstømmeret mere. Paa Retterstedet har det aldrig kommet Skog mere. Rundt omkring paa alle Kanter voksede Skogen som Hamp, men paa selve Pladsen kom der aldrig en Pinde. Nu er Skogen hugget væk overalt og Stedet udlagt som Slaattemark, men «Pladsen» kalder man Stedet den Dag idag. Jon Lunde og Sivles-Troldet blev Uvenner engang de var sam¬men paa Hauge. Men da traf Jon Overmanden sin. Sivles-Troldet for med ham omtrent som han vilde; tilslut kastede han ham overende paa Gulvet, greb ham med en Haand om hver Læg og reiste ham op med Hovedet nedad og begyndte at støde ham mod Gulvet som om han skulde stødt med en Stør. Saaledes for han med ham fra Døren og frem til Bordet tre Gange. De to første Gange var Jon istand til at bøie Halsen, saa Herder og Ryg tog de værste Stød, men tredje Gangen maatte Hovedet holde for, og tilslut hang han just og slang. Tilsidst slængte Sivles-Troldet ham hen i en Krog og reiste hjem. Men om Natten drog det efter med ham, at han maaske havde slaaet Jon Lunde ihjel, og at han vilde komme i Uleilighed derfor. Straks det tog til at dages, sendte han Drengen sin fremefter for at høre, hvorledes det stod til. «Er han dau, faar du vælte nogle Stene udover Stalheimsberget, men lever han, kommer du hid med en Gang», sagde han til Drengen, da han gik. Medens Drengen var borte, lagede han i en stor Skreppe med Madvarer og satte sig derefter ned for at se efter, om der kom Stene udover Stalheimsberget; havde der kommet nogen, vilde han straks taget Flugten. Men det behøvdes ikke dengang; Jon levede, og det var ikke længe før han var samme Karlen igjen. Men efter den Dag var Jon og Sivles-Troldet dødelige Uvenner. Jon vaagede aldrig at binde an med Sivles-Troldet oftere, men maatte holde sig rolig eller tage Flugten, naar de mødtes; men han bestemte sig til at skyde ham, naar Anledning dertil gaves. En Paaskedags-Morgen tog han sin Børse og strøg afsted. Paa Veien traf han Fyrdesmanden. «Nei, hvor skal du hen med Børsen din i dag, Jon?» spurgte denne, han syntes det var underligt, at Jon skulde komme med Børsen paa Nakken en saadan Dag. «Jeg vil afsted og skyde ihjel Sivles-Troldet», svarede Jon. «Aanei, det er ikke værdt du gjør det; kom nu og følg mig hjem til Fyrde, skal vi se, om der ikke er lidt igjen paa øldunken min; det er ikke længe siden jeg har brygget.» Jon fulgte ham og stansede paa Fyrde til henad Kvelden, da vilde han afsted igjen. Han gik imidlertid ikke til Sivle, men han reiste ned til Mikel Gjilgjarhus, der ofte havde bedet ham, og som han vidste havde godt Øl. Da han kom dertil, begyndte de at drikke stærkt, disse Karlene. Der var ingen anden hjemme hos Mikel end Tjenestejenten og de mindste Bømene. Jenten var ræd der blev Uvendskab af, for de havde mange Greier mellem sig de Karlene, og snare var de til at tage til Kniven begge- to; drukne var de ogsaa. Blandt andet havde Jon engang truet Mikel til at lade en af Granderne faa et Maal af sin bedste Ager -der er et Krogmærke i Gjilgjarhusageren derefter endnu den Dag idag – og da Mikel var en hevngjerrig og ilsindt Mand, var der al Grund til at frygte Uvenskab og Slagsmaal. Jenten gik derfor ligesom og gjætede paa dem, og saalænge hun var inde, gik aking godt; det lod endog til, at de var svært gode Venner. Da det led saa langt, gik Jenten til Fjøset for at stelle Kreaturene og tog Bømene med sig. Men hun havde ikke været der længe, før hun hørte et stygt Skrig fra Stuen; hun kastede alt hun havde og løb did. Da traf hun Mændene ude i Gangen og saa straks, at Jon var stygt skaaren. Hun satte afsted til Hauge til Lars, der var gift med Jons Søster, og fik ham med sig, og da de kom frem til Gjilgjarhus, var begge Mændene komne ind i Stuen igjen, men Jon var da allerede ganske svag. Man klædte af ham og lagde ham paa en Seng, og da saa man, at han havde faaet Snit i Maven paa 5-6 Tommers Længde og saa dybt, at Tarmene begynte at vælte ud. Da man spurgte ham, hvem som havde gjort det, svarede han, at det var Drengen til Knut Gjilgjarhus, og man vidste dog, at Knut ingen Dreng havde det Aaret. Om Morgenen bar man ham til Lunde i en Karm – etslags Sengested – og da var han meget daarlig. Peter Løn, der var gift med hans Datter, kom og besøgte ham. «Det staar daarligt til med dig Værfar nu», sagde Peter og satte sig tæt bort til hans Seng; «at du dog skulde lide saadan Medfart, det var bedrøveligt.» «Aa sig hvad du mener, sig hvad du mener: Nu faar Skjælmen sin fortjente Løn», sagde Jon. Han havde en Kniv skjult i Sengen hos sig, den fik han fat og rispede op Armen paa Peter, idet han med en djævelsk Latter sagde: «Svid nu du, mens jeg svider.» Og det kunde han gjøre, endda han alt var kommen saa langt, at meget af hans Tarme var faldt ud og laa i et Traug ved Siden af ham. Men da det led paa Dag og intet andet end Døden var at tænke paa, blev han mildere tilsinds og bad dem sende Bud efter Præsten. Denne kom Morgenen efter, og da tilstod Jon flere stygge Synder for ham, som ingen vidste om før, og snakkede saa vel, at Præsten havde godt Haab om hans Sjæls Frelse. Nogen videre Forklaring paa, hvem som havde skaaret ham eller hvorledes det havde gaaet til, vilde han ikke give, men bad dem blot, at de ikke maatte føre Mikel Gjilgjarhus i nogen Ulykke for han Skyld. Samme Kveld døde han.

Trods Jons Forbøn blev alligevel Mikel Gjilgjarhus stevnet til Tings og underkastet Forhør. Han vred og vrikkede sig frem og tilbake med saa stor Behændighed, at Øvrigheden ikke fik noget rigtigt Indpas med ham, men alligevel blev han dømt til at bøde 18 Lod Sølv og flytte bort fra Gjilgjarhus. Dette sidste var gjort, fordi Enken efter Jon Lunde for Retten havde sagt, at hun ikke taalte at se ham for sine Øine mer, og Lunde og Gjilgjarhus ligger nær sammen. Han betalte Boden og byttede Gaard med en Mand paa Løn og flyttede dertil; derved kom han langt bort fra Enken paa Lunde, at hun ikke behøvede at se sig oprørt paa ham hver Dag. — Der har været nogle Afskrifter af den Dommen i Vossestrandens Præstegjeld indtil den senere Tid, men nu er de allesammen forkomne. Der skulde ellers ikke staa noget om, hvorledes det gik til, at Jon blev skaaren saa stygt, men Sagnet derom, der endnu lever paa Folkemunde, lyder saaledes: Da Jon Lunde og Mikel Gjilgjarhus hin Paaskedagskveld var komne i Skjænderi med hinanden, blev de enige om at lade Kniven afgjøre deres Mellemværende. De greb da en Dyne og holdt imellem sig og begyndte derpaa at læse Fadervor. Den som først kom ud med det, skulde stikke først. Men Mikel holdt sig ikke efter Aftalen, han greb Kniven og stak til endnu førend han havde læst Halvdelen. Jon Lunde kunde baade læse og skrive, en ikke ganske almin¬delig Kunst paa hans Tid. En Stund læste han endog op for Lensmanden paa Kirkebakken. Engang vilde Præsten ogsaa læse op noget fra Kirkebakken og vilde begynde straks han kom ud af Kirken. Men det taalte ikke Jon. «Kongen først, siden Præsten», sagde han. Og Præsten maatte vente til Jon var færdig. Engang skjød han efter Præsten paa Opheim. Kuglehullet paavises endnu.

Han var ikke altid god mod Konen sin. Naar han var drukken, pleiede han stundom at tvinge hende til at holde en Kobbertoskilling mellem Fingrene, hvorefter han tog passelig Afstand og skjød Skillingen ud af Klypen paa hende uden at beskadige Fingrene det mindste. Han var den bedste Skytter man nogensinde har havt paa Vossestranden.

Han og Olaf Grindeland, som pleiede at jage Ren sammen i Fjeldene, var altid gode Venner og Naboer. Olaf levede heller ikke længe efter ham. Nogle Aar efter at de begge to var døde, blev deres Gjenfærd seet paa Løn; de kom ridende frem til Gaarden ved høilys Dag og raabte efter «Tun-Skaal», saa det hørtes over hele Gaarden. Folkene kom løbende ud, og en Mand sprang ned i Kjelderen og tappede en Øse med Øl, som han bar frem og satte paa en Mur i Tunet. Mændene red frem og tog Øsen og tømte den, hvorefter de satte den tilbage paa Muren og red bort. Man saa dem ikke mer.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *