Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forordet

 

Sagn om Vossevangens Kirkeldokker

 

Sagnet fortæller, at Vossevangens Kirke oprindelig havde 3 Klokker, en stor, en noget mindre og en ganske liden. Dette Sagn medfører Sandhed, thi i Taarnet vises endnu Spor efter 3 Klokker. De to store Klokker skulde være til at varsle Almuen til Gudstjeneste. Den største Klokke til at ringe første Gang, den mindre anden Gang og begge to til at ringe sammen med tredje Gang. Da skulde alle gaa i Kirken, som vilde høre Prædikenen. Ved Begravelser, naar den afdøde var en voksen Person, ringedes med den mellemste Klokke, eller, hvis man vilde betale derfor, med den store Klokke; var det et Barnelig, brugtes alene den mindste; den mellemste og den mindste kunde man dog ringe med efter Behag uden at betale derfor. Men var den afdøde en Standsperson, var Ringeren forpligtet til at ringe med den store Klokke uden noget Vederlag.

Vossevangen kirke

Vossevangen med Voss kirke.
Blyanttegning av Hans Gude datert 1843.

Den mindste Klokke skulde egentlig være anskaffet for at sættes i Forbindelse med et Uhrværk med Talskive og Visere udenpaa Taarnet, saaledes som almindeligt er i Byerne; dette Sagn er dog vistnok urigtigt, da Taarnuhre ligesaalidt som andre Uhre endnu neppe var bekjendte her til lands, dengang Vossevangens Kirke havde 3 Klokker i Taarnet.

Kirkeklokker

Illustrasjonsbilde.

Hvorlænge disse 3 Klokker var i Brug er ubekjendt, men Sagnet fortæller, at de efterhaanden gik istykker alle 3, saa Kirken blev uden Klokker tilslut. I denne Tid betjente man sig af følgende originale Maade at samle Almuen til Messe paa. Naar Søndagen kom og Almuen var samlet og det var Tid at gaa, i Kirken, gik Kirketjeneren eller Ringeren op i Taarnet, aabnede en Glugge og stak Hovedet ud gjennem Aabningen og raabte af fuld Hals: «Kom Per, kom Per!» Var det saa Tid at ringe anden Gang, eller med det samme Præsten gik i Kirken, kom atter Ringerens Hoved tilsyne i Gluggen, og nu raabte han: «Kom Per, kom Paal!» og da det var Tid at ringe tredie Gang raabte han: «Kom Per, kom Paal og tag Hans med dig ogsaa!» hvorefter han lukkede Gluggen igjen. Grunden til, at der ingen Klokke blev anskaffet til Kirken var den, at der ved den Tid ingen Klokkestøber var at faa fat i og heller ingen Klokker at faa kjøbt. Saa fik man vide om en Klokke etsteds paa Hordaland, som stod ledig, og den reiste man da afsted efter og fik laant for nogen Tid. Klokken kaldte man «Hilden», og den skulde have saa ualmindelig vakker og stærk Lyd, at der neppe gaves Lige dertil i hele Norges Land. I stille Veir kunde man høre dens Lyd i en Mils Afstand fra Kirken, og var det da omtrent som man hørte Lyden af en Mundharpe. Man gjorde et Vers om «Hilden», og dette Vers skulde lyde som saa:

 

Hilden den fria,
Hun klinger saa vakkert som Lærken i Lia.
Haararne eiga meg,
Vossarne leiga meg,
Hilden den fria,
Voss er mit Heimsted og her vil eg tiliva.

 

Efter nogen Tids Forløb kom Horderne og vilde have sin Klokke igjen, og da de ikke paa nogen Maade var at bevæge til at overlade eller sælge den, maatte man tage den ned af Taarnet og trans¬portere den tilbage der, den var kommen fra. Man kjørte den over Land til Evanger og tog den siden paa Baad for at sætte den over Vandet. Men komne et Stykke fra Land gik Baaden rundt og Klokken forsvandt i Dybet. Sagnet siger, at «Hilden» ikke vilde fra Voss, og at det var derfor den gik tilbunds. Nu gjorde Horderne det Løfte, at var Vosseroe istand at tage Klokken opigjen, skulde de faa kjøbe og beholde den. Mange Forsøg blev &jorte, men uden Resultat, indtil man fik Høre, at naar syv kjødelige Brødre vilde gjøre et Forsøg, skulde det lykkedel dem at faa den op. Dette blev gjort, og de syv Brødre fik virkeligt Klokken opigjen. Men da Horderne hørte dette, brød de sit Løfte, sendte Folk afsted efter Klokken og drog afsted med den. Men da de kom ud forbi Strømmen i Bolstadfjorden, kantrede Baaden og Klokken gik til¬bunds for sidste Gang. Man satte et Mærke ved Stedet og mente at skulle tage den op dengang ogsaa; men førend dette kunde ske kom der en stærk Regnskyl, som bragte alle Elve og Bække til at løbe over sine Bredder og rev med sig saa store Masser Jord og Sten og Grus, at der foran Elvemundingen, hvor Klokken var gaaet tilbunds, blev dannet en Holme eller Ø, som kaldes Guldøen, og under denne Holme ligger «Hilden» begravet.

Senere blev der anskaffet to Klokker til Vangens Kirke, men de gik begge i Stykker, og man var atter uden Kirkeklokker en Tid. Saa fik man da endelig fat i en Klokkestøber og leiede denne hjem til Voss for at støbe en ny Klokke til Kirken. Arbeidet foregik paa den saakaldte Lighaug eller Holbergspladsen foran Præstegaardens Huse. Her blev bygget en stor Smelteovn af ildfast Materie og fyret i den Nat og Dag indtil Malmen var smeltet; et lidet Stykke derfra stod Formen, hvortil den smeltede Malm blev ledet i Render. Men den Dag, Støbningen skulde foregaa, havde Mesteren drukket sig saa fold, at han ikke kunde staa, men maatte faa to Mand til at holde sig opreist, og da der blev gjort Aabning for Malmen og den begyndte at flyde gjennem Renderne, styrede han disse saa ubehændigt, at endel af Malmen blev spildt og Formen saaledes ikke blev fyldt. Klokken blev altsaa ikke fuldstøbt, og man maatte slaa den i Stykker og begynde Arbeidet forfra igjen. Uheldet var saameget større, som man mente, Klokken maatte blevet usædvanligt god, da man havde saa god Materie at lægge i den; nu svandt dette ind under den gjentagne Støbning, og for at faa nok maatte man tilsætte endel Malm af ringere Sort. Denne Gang lykkedes Støbningen godt, og Klokken, man frembragte, blev ingenlunde af daarlig Beskaffenhed, hvad man fremdeles kan overbevise sig om, da Klokken hænger i Vossevangens Kirketaarn den Dag idag. Den anden og større Klokke i Kirkens Taarn blev besørget støbt af Kirkens daværende Eier Johann Fleischer; dette skede i indeværende Aarhundrede, og gamle, endnu levende Folk kan erindre det, da ogsaa denne Klokke, ligesom den anden og mindre, blev støbt paa Vangen i Nærheden af Kirken.

Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *