Internt referansenummer: 18.04.2009 – A
Kilde:
Segner og historier fra Selbu
J P Sand
Selbu
”Selbyggens” forlag
Trondhjem
I Kr. Myklebusts bog- og aksidenstrykkeri
1898

1ste afdeling af denne bog udkom i 70-aarene på ”Det norske samlag”s forlag under titel ”Segner fra bygdom” Bogrn har nu i mange år været udsolgt. Den fremkommer herved nu i omarbeidet og forøget skikkelse. 2den afdeling indeholder stykker, hvoraf de fleste hidtil ikke har været trykt.

Segner på selbygmål

Sterke kara (Jo Seji)

Henn Jo Seji va husmann’n åt presta. De va einn dyktøugt sterk kar, rettele i kjempe tå gammelslagje; men va alder så’n va borti å slos nå mykjy, når’n ijt nøddes te di da. Men inn spisbur å’n trøsaming v’ån, å det va alti moro, der ker’n Jo Seji va me.

Inngång henn sto på låva i prestgara, henn å inn te, så gjik presta frame veggja udfor låvglugja. Så sendt’n Jo ’n ladning tobakspyt midt nedpå høue på, presta. ”Spytter du på mig!” sa prest’n. ”Nei, de va de du! E ment da, de va’n Jo Bratli’n!” –  ”Skulde du spytte på han Jo Bratlien sa?” sa preste’n. – ”Heh! Henn e ijt så nøie på di henn.”

Ni Tillersok’n va de’n slåssar, som åm kalla Lars Tiller, hell  Lars Norgara  (Norgar’n sa åm). De va inn spasmaker, å e ska fortæl i lita histori om inn.

Den tida skull de betalas toll på ner sagt alt, som landsfølkje kom me te by’n å villa sæl. Å atme bybrua sto tollvakta å passa på. – Så våga’n me tollvakta inn gång, henn Norgar’n, at’n skull sak kåmå me ker’n villa, å dem skull ijt ans de. Nei, ment åm, å så våga’m om tije dala. ”Ja, ja,” sa’n Lars, ”di kan pass på i mårrå, da kjæm e.”

Jåg, dem skull fill pas på, det skul’n ijt gruv for. – Så tok inn i pørke å litt på kvinnfælkkle’e, set a pi’n styrslåe, balla kring a felda å hælskluta (tørkle’e) å kom kjørenn me’n. Tollvakta mødt op  å villa te å undersøk, ker’n ha. Men når ’åm kom bortåt a, så såg inn så gråtat å rent bedrøvaut, at åm måt’ spær’n, ker so sto på. ”A , de vart anna inn nari i dag åt me ja”, sa’n.”  ”Ho mor e så klen; e vet ijt om e når doktera me’n ilivi.” ”Uf, uf!” sa ho som va balla inni. ”kjære, skyn de å kjør!” sa åm, ”hør ker a ber se.” Men når’n va kommen forbi åm å ivi brua, så standsa’n hesta å ba’m komma å sjå, ker’n ha pi slåa. – Såles va’n inn tidalann, Norgar’n.

I by’n træft’n inn Jo Seji  ’n gång,, Norgar’n, å begjynnt å åpå se på’n. Såmmå ker’n gjik, så hang inn ette a å brukt kjæft. Full va’n som i svin, å de va’n no mesta, Norgar’n, nær’n va i by’n. – Senast på vart’n le tå a, henn Jo å, å va asta å slo’n n’i rennsten, å der vart’n ligjenn, tert politienn kom å for mea, å me dem va’n godt kjendt fære. – Når’n ha gjoort fra se dem, hell dem ha gjort frå se henn da kanskje, så ha’n Jo Seji fir tu by’n henn; men mene du ijt, at’n set ette a opgjennåm Klæbu lell, å villa nåat a. Oppå Tegja nådd’n a. Henn kom flygenn inni stogo å spor ette om ”prestbikja” va der. Henn kalla’n Jo såles, fordi’n va husmand’n åt presta. – ”E de me du mene”, sa’n Jo, ”så e e no her!” – ”Ja, e du der, di prestteppe, di prestbikj du e, så ska e ta tu de kallflir’n e, ja!” sa’n, å fløug på’n trast. Men da vart gælinn endinn i vere på Norgara da! Henn tok å set boe føt’n på a lofte å  stuka høue mot gælvi. Derme la’n inn ne å set’ knøa på bryste på a, så bloe sto tu a. ”Huf, du va tong no J!” sa’n. – Da fik inn så my, at,n alder vart kar mer.

Så ha’n i syskjenban Norgar’n, som åm kalla ”Lars Tobakløus”. Henn va lik sterk, henn å, som Norgar’n, å lik a va’n å te å åpå se på fælk å villa slås. – Den da køufinn fik inn afta, Norgar’n, te å res’ te Selbu å betal a Jo Seji for de’n fik tå a oppa Tegja. Henn Jo var i prestgara å arbed, henn, nær’n kom inn kveld’n, å dit la’n te å kalla’n ut. Dem sat atme bore å fik se mat te kvelds, å nær’n Jo ha etti, gjik inn ut åt a, å alle di n’ander ette; de va liksom åm skjønt, ker erend hen ha. Da va’m alt i hop uta dæra å gjor den n’en rundill’n å svingominn ette den nander ne ivi gar’n. ”Kjære, du må set ti åt åm!” sa frua åt presta. – ”Lad dem bare holde på”, sa han, ”ser du ikke hvor fint de klappes.”

På de senast måt’ Tobakløusinginn åt, å da tok’n den nander å kasta’n uti ”Kråkdame” *) å banka’n n’i der. Så tok inn inn pu at å banka’n tær bredme, så’n vart både bløutbanka å tærbanka. Å så let’n inn fo kjyt sin veg.

De vart dikta i vise om de dær kråkdamslagje; men de e inginn som kann a no. E ha høurt berre den hi litl støbbinn:

Tobakløusinginn drev no te;
Men Jo’n va sterkar, henn slengt’n ne
n’i Kråkdame.
Tobakløusinginn va hart te kar;
Men bløutna gjor’n bode vel å snart
n’i Kråkdami.

Henn Lars Tiller vart me å strøuk for, nær Tillerkjørkja såk ne i 1817.

*) Kråkdame va i stygt myrhøul trast atme prestgar’n. No e de utgrefta, så de e tært der no.

Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *