Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOKTh S Haukenæs-II
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs                                                                  
Klikk her for å lese Forordet

 

Sjur Hæg

Sjur Hæg var en af Rundalens flinkeste Jægere. Han laa ude paa Skytteri baade sent og tidlig og i altslags Veir, og naar han ikke rak tilbage til Bygden igjen, tog han Herberge paa Sætrene og i Jæterhytter oppaa, Fjeldene. Engang tog han ind paa en Sæter straks efter at Folk og Fæ var flyttet hjem til Bygden. Da han havde lagt sig om Kvelden, hørte han en Huldrebufaara komme pa,a, Tunet; det knagede i Kløvsadlen og sang i Skoningen under Hesten, idet man passerede Sæterhytten. ved Nabosælet stansede man, og Sjur hørte tydeligt, hvorledes man bar Melkekoller og Melkekar ind i Huset. Han var ikke rigtig vel tilmode der han laa og ventede hvert Øieblik at se dem komme ind, men der kom ingen, og han blev rolig liggende i sin Seng til Dagen brød frem. Nu lagde han paa Fjeldet igjen, og da det led til Kvelds, var han kommen i Nærheden af den samme Sæter og begyndte at spekulere paa, om han skulde gaa ind og lægge sig i den samme Sæterhytte paanyt. Paa samme Tid som han var lidt ræd, var han ogsaa nysgjerrig efter at faa vide, hvad Huldrefolket tog sig til. Han gik ind i Sæterhytten og lagde sig fuldt paaklædt paa Sengen. Lidt efter blev Døren aabnet, og en ung Huldrekvinde kom ind med en Melkekolle i Hænderne, rakte ham den og sagde: «Vil du ha’ Melk hos mig?» «Nei», sagde Sjur, som saa, at Melken var rød som Blod. «Gjør et Kors over, saa blir den nok hvid», sagde Jenten. Men han tog ikke imod fremdeles, og lidt efter forsvandt baade Huldren og Melkekollen hendes, hvorefter alt blev roligt for den Nat. Natten efter havde han atter taget Herberge i den samme Sæterhytte. Da han havde sovet en Stund, blev han vækket af en stærk Knagen og Bragen i Sæterhyttens Tag; da var det et stort Trold, som var kom¬men op paa Taget og gik frem og tilbage for at finde en Aabning, hvorigjennem det kunde komme ind. Da Sjur havde ligget en Stund og hørt paa denne Larm, blev han sint og føg op af Sengen, tog sin Krudtpose og slog Krudt paa en Fjel, som strakte sig under Spærrene langs hele Huset, slog Ild og tændte i. Halve Taget sprang i Luften, og Troldet fulgte med. Lidt efter kom det dog igjen, stak Hovedet ind gjennem Aabningen og spurgte: «Vil du drages med mig, du?» «Ikke i Kveld, men Annatkveld», svarede Sjur. Dermed forsvandt Troldet. Dagen efter begyndte Sjur at tænke over disse Ord og blev mere og mere frygtagtig for at Troldet kunde tage ham paa Budet. Han vovede ikke at gaa tilbage til den samme Sæter om Kvelden, men gik helt hjem til Bygden og tog ind paa nærmeste Gaard, hvilket var Brandsæt paa Vossestranden. Konen i Huset, der han havde faaet Herberge, gik om Kvelden ud og saa da et stort Trold, som gik frem og tilbage paa Tunet; det var saa stort, at det naaede jevnhøit med Husene. Hun gik ind og fortalte, hvad hun havde seet. Da blev Sjur ræd og sagde: «Aa kjære velsigne eder Folk, tag Salmebøgerne eders og syng og læs den hele Nat, ellers kommer Troldet til at dræbe mig». De gjorde saa, og Sjur blev frelst.

Engang, da Sjur kom ud af en Sæterhytte, hvor han havde ligget om Natten, og vilde op paa Fjeldene og se efter Ren, traf han en Huldrekvinde udenfor Døren. Hun bad ham, at han ikke maatte skyde de to Okserase hendes,saa skulde han faa to andre igjen i Stedet. Han gik opover og traf to Rener, og da han tænkte, at dette maaske var Huldrekonens Okser, skjød han dem ikke. Lidt efter traf han to Rener til, og dem skjød han. Saa forstod han, at en Huldre ogsaa kan holde Ord.

Sjur Hæg var en sand Skræk for Omegnens vilde Dyr. Bjørn og Ulv maatte ubønhørligen bide i Græsset, naar de var ulykkelige nok til at komme inden «Dordei»s Rækkevidde, og Ræv og Hare, Rype og Aarfugl, Ørn og Høg og ikke at forglemme Renen i Høifieldet, alle blev de indhentede af den aldrig feilende Kugle fra Sjurs Rifle. Børsen bar han paa Skulderen bestandigt, endog naar han var til Kirke, hvad der dog sjelden hændte. Derimod var han ofte paa Vangen for at sælge sit Vildt, og naar han havde faaet Penge for det, drak og turede han, saalænge han eiede en Skilling i Lommen, og tildels kunde han ogsaa sætte Børsen i Pant for Brændevin. Han maatte dog altid sørge for at faa Børsen udløst igjen, da den var hans Ager og Eng. Engang havde man oppe paa Mølster mistet nogle Bukke og Gjeder, som en Gaupe havde dræbt. Udyret luskede fremdeles om i Skogen, og man sendte derfor Bud ned paa Vangen for at høre efter, om Sjur Hæg var der, da han isaafald maatte komme og faa Gaupen skudt. Paa Vangen var der dengang en Værtshusholderske ved Navn Dordei, og her fandt man Sjur, som sad ved Bordet og drak. Han havde drukket op alle sine Penge og sat Riflen i Pant for Brændevin, som ogsaa paa det nærmeste var opdrukket. Budet fra Mølster gik imidlertid god for Børsen, der efter den Dag blev kaldt «Dordei» efter Værtshusholdersken, og Sjur blev med op til Mølster, skjød Gaupen og dertil en Ræv og fik saa meget for Skindene, at han løste Børsen sin ind igjen og endda havde adskilligt tilgode.

En anden Gang fik han Bud fra Gaarden Lie i Aurland at komme dertil og skyde en Bjørnsærve eller Bjørnebinne, som havde gjort stor Skade i Omegnen. Sjur drog ivei og tog sin Broder Knut, som gik ufred (fredløs) for et Drab, han havde Begaaet, med sig. De kom til Lie og fortalte, hvem de var. Nogle Mænd stod færdige til at følge med, og det bar opover, der Udyret pleiede at have sit Tilhold. Underveis klynkede Sjur ved sig selv: «Aa, jeg faar vel ikke se hende, jeg faar vel ikke se hende!» «Vær trøstig», sagde en af Aurlændigerne; «naar vi kommer længere op, skal du nok faa se hende». De gik videre, men de saa ingenting, og Sjur begyndte atter at klynke: «Vi faar nok ikke se hende, vi faar nok ikke se hende». «Skyd et Skrældskud, saa kommer hun nok», sagde Aurlændigen; dette havde de gjort før og ment dermed at skræmme den, men istedetfor at flygte, var den kommen imod dem og havde jaget dem selv paa Flugten. Sjur gjorde som de havde sagt og skjød et Skrældskud, og ikke før var Røgen trukket væk, førend de saa en vældig stor Hunbjørn komme farende mod sig; den reiste sig op paa Bagbenene, da den saa Mændene, og kom gaaende mod dem som et andet Menneske. Da blev Sjur glad og raabte til den: «Velkommen, velkommen, Bedstemor!» og til de andre sagde han: «Nei se, hvor smuk hun er; hun har Bryster som en Kvinde». Saa løftede han Geværet op og gav den en Kugle lige gjennem Hjertet; det svære Dyr faldt om med et Skrig, der hørtes næsten over hele Aurland, og var straks død.

Sjur Hægs Rifle laa først længe paa Gaarden Øvsthus, derpaa blev den solgt til Hallingdal, hvor en Lasse Synjerheim kjøbte den, da han reiste til Lærdalsøren i Børsemagerlære. Senere kom «Dordei» til Gaarden Bjørgo i Aurland, hvor den er at se den Dag idag. En nulevende gammel Mand fra Hæg bød mange Penge for den, for at faa den tilbage til Gaarden, men den var ikke tilfals. Det skal være en god Rifle.

Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *