Slagsmaal Og Drab Hver Eneste Dag

Internt referansenummer: 14.05.10 – A
Kilde:
Brevet hjem
En samling brev fra norske utvandrere
Samlet og redigert av Per Jevne
(Klikk her for å lese Forordet som er skrevet i boken Brevet hjem)
COPYRIGHT 1975
BY ADRESSEAVISEN A/S
Adresseavisens forlag 1975
ISBN 82-7164-001-1
Klikk her for å gå til Adresseavisens nettutgave

Slagsmaal og drab hver eneste dag

Det store gullrushet i Alaska i 1898 trakk mange lykkejegere mot nord. Brevet vi her gjengir behøver i grunnen ingen nærmere presentasjon, det er Alaska-historie på sitt beste. Brevskriveren dro fra Åfjord til Alaska i 1898 og havnet i Cape Nome. To år etter at han utvandret sitter han i et telt i Cape Nome i Alaska og skriver med blyant på et stykke papir om sine opplevelser i dette barske landet. Han har hittil tjent ganske godt på lossing av utstyr fra frakteskutene som kom fra den amerikanske vestkysten, men nå har han og noen venner skaffet seg en «claim» og skal begynne å vaske gull.

Det gikk ikke så bra med gullgravingen, og Toralf Berg, som brevskriveren het, slo seg senere ned i Calgary i Canada, hvor han drev et pensjonat. Han døde i begynnelsen av 1950-årene.

Da han skrev dette brevet var han 26 år og full av optimisme.

Toralf Berg fra Åfjord med sitt gullgraverutstyr fotografert omkring århundreskiftet i Alaska.
Fotograf ukjent.

 

Cape Nome 25 Juni 1900

Kjære Foreldre og Søskende

Den 5te Mai startet vi udt ifra Seatle til Cape Nome paa Skonner «Raul Rikertsen», ført af Kaptein Kristensen. En liden Stimbaad slæbte os udtover til vi fik aabne Havet. Vi havde da en distanse af 1600 Mile at seile før vi kom til ørekkerne som stikker sig udt ifra Alaskas vestpynt og nesten over til Sibirien. Jeg faar ikke glemme at berette at ombord var vi 62 mennesker, naar det var stygt veir saa var vi nødt til at være under dek, saa da var det temmelig trangt. Da vi var kommen saa langt udt som til Cap Flattery bliver størsteparten af pasagererne søsyge. Hyggelige udsigter. Forpestet luft i Kahytten hvor vi skulle spise og saave. Efter 14 dagers seilas var vi i Unimak Pass i Vest-alaska.

Hele kysten udenfor Vest-alaska er der umaadelige fiskebanker hvor der er masser af Torsk. Oppe paa banken blev seilene bakket og vi begynte at fiske. Inden en time havde vi 30 store Katfirs paa dekket. Den var fuldstendig like fed og velsmagende som Lofotskrei. Jeg har aldrig seet noget land saa knugende trist som ørekkerne der ude. Merkelige rare fjeldformasioner, ikke et tre at se, bare graa sten. Saa var alle disse fjelde mere og mindre vulkanske, som gjorde landskabet endnu mere fantastiskt.

Saa begynder vi paa Bæringsøen. Vi havde deiligt veir, smult og fint. Nu har vi ikke længe igen før vi er i Cape Nome tænker vi, men vi fik snart finde udt noget andet. Efter at have seilet et døgn saa treffer vi drivis, vi troede dog at blev den ikke værre saa skulle vi komme egennem. Den 25. Mai aften Begyndte det at blæse op en sterk vind. Ved midnatstider havde den øget saa paa at det var en storm. Kun to seil, som var revede blev brugt, men aligevel gjorde skoneren otte mil i timen. Man maadte da kroge i alle retninger, hvor det var abent vand, for at slippe saa meget samenstød med isen som mulig. Hvor let kunde ikke isen sat et hul i Skuden saa havde vi lagt der. Kun faa af de ombordværende gik til Køis den natten.

Nesdte dag kom vi samen med en Brig, var lastet med trelast for Nome. Den sat fast i et stort isflag. Vi lod det gaa oppe i same isen, der sad ogsaa vi fast ved siden af den. Der havde vi god havn. Efter en liden stund gaar isen op, briggen drifter som et vrag, da den var meget vanskelig at manøvrere imellem isen og vi seiler vor vei. Tre dage deretter var vi i isfritt vand. Da var vi glade. Et tredobbelt hura for Cape Nome. Faar vi god vind er vi i Nome inden fire dage. Jeg faar bruge same udtrykket som engang før at vi fik snart finde udt noget andet. Neste dag var vi oppe i isen igen og det umaadelig store isflag. Vi trængte os nogen mile igennem saa maatte vi give op. Saa langt som øiet kunde rekke var det kun solid ismark at se.

De første dage vi laa der faaretog vi lange spaserturer indover isen. Hvor deiligt det var at komme paa landjorden havde jeg nær sagt, eftert at have været ombord i fire uger.

Dagen efter kom den store stimbaad Senator og Portland og slog kompani med os. Unødvendigt er det jo at fortælle at disse baade var ladede med lykkesøgere. En aften var det konsert ombord i Senator. Selvfølgelig maadte vi paa skoner Rikertsen være tilstede. Flere ombord der spildte Piano og fiolin udmerket. Mister Renor Dahl asisterte med gitar. Om nogle dager begynder isen at gaa op. De store stimbaader kommer snart af syne, naar vi var oppe i riggen kunde vi se seilskude hist og her oppe i isen.

Den 3dige juni blev en meget begivenhetsfuld dag, som længe kommer til at stemple sig i min erindring. Om morgenen faar vi se et tremastet skib krysse fire mile ifra os, paa formiddagen kommer flaget op, heises op og ned uafladelig. Vi forstod da at noget galt var paa færde. Inden en halv time var vi lagt fasdt i same isflaget, som det, var fasdt i. Hvilket syn vi der saa. Det store skib som var ifra Sanfransisko laa synkefærdigt. Forskrækkede pasagerer tumlet omkring paa isen. Da vi havde lagt til isen, saa var dem ikke sene til at komme ombord til os. Vaare baade blev sat udt, begynte af fuld kraft at føre proviandt ifra det synkende skib ombord i vaares skude. Norgle af os var i rummet og langede udt proviant, andre var i baadene, stuvede og roede ombord. Efter at have arbeidet en time saa fik vi ordre til at forlade skibet, da det var halvt af vand. Vi gik da i baadene, lagde os i erbødig afstand ifra det, og oppebiede med spending se det synke da det hovedsagelig var ladet med stenkul og maskineri. Dette var om eftermidagen. Deiligt veir søen laa speilblank. Endelig begyndte vandet at gaa aaver dekket, vi hørte det fosse ned gennem lugerne, da gik det fort. Storardtet, men trist og uhyggeligt skue, var det, at se det stolte skib forsvinde i dybet med verdi for tusinder af dollar. Imidlertid var en skoner til, kommen til hjelp, som tog de fleste af pasagererne, da den var meget større enn vaares skude. Jeg faar ogsaa berette at vi havde to damer ombord. Missis Robbers der reiste samen med sin mand, og Mis Kellis. Vi var fasdt i isen heldt til den 20. Juni kan I tænke. Som I kanske vedt saa gaar strømretningerne i Beringen ret nordover saa vi driftet paa Cape Nome hele tiden. Saa havde vi mange begivenheder ombord som jeg nu ikke har tid til at skrive om. Jeg var glad kan I tro, da jeg kom iland i Nome for jeg har aldrig seet saa megen fare som jeg saa der oppe i mellem isen. Ja, nu ikke mere reisebeskrivelse.

Den første dagen jeg var i byen Cape Nome, saa satte jeg op mit telt puttet al proviandten in i det. Da jeg havde jordt det, saa gik jeg udt i byen for at høre og se. Ja, her kan I tro det er liv som er umulig for mig at beskrive.

Mange gjør det godt her, men tusinder af mensker gaar her i gaderne og ikke vedt at tjene en sendt. Hver eneste stimbaad som gaar herifra har flere hundrede pasagerer med tilbage. Det er endnu voldsom tilstrømning med mennesker hit, men vi haaber at det snart vil ophøre, naar dem ser saa mange mennesker komme tilbage. Den andre dagen jeg var i Nome begyndte jeg at føre gods iland med baaden som jeg havde med. Jeg arbeidet da i tolv timer og fik 18 ton paa land, havde dollar 6 pr. ton. En gammel svenske fik jeg til at hjælpe mig, han gav jeg en dollar timen. Da jeg sluttet om aftenen saa havde jeg tjendt 96 dollar den dagen efter at have betalt min hyrekar 12 dollar. Da dem ikke havde nok penger til mig, saa tog jeg 5 unser gulddust til 16 dollar unsen. I Seatle faar jeg 18 dollar unsen for det. Saa havde jeg at gaa i kompani med nogle som kunde have udsigter til at gjøre noget Penger.

Det var ikke farligt at faa partnerskab, men det er sagen at komme samen med enige mennesker. Jeg tror ogsaa at jeg i dette har været meget heldig. Det er fem norsker som har organisert sig ifra Ballard, jeg er gaaet i kompani med. Det er murmester Kimo, sneker Rate, handelsmand Jakobsen, Moe, en svensk miner ved navn Frisk og Berg (mig). Jacobsen og Moe kjendte jeg ifra før al Det var dem som anbefaldte mig til de andre.

Kimo er en gammel vandt miner ifra Kolorado. 3 af de andre er ogsaa vandte guldminere, saa det har saa uhyre meget at sige. Vi har endnu ikke bestemt hvordan vi skal organisere os. Det er ikke farligt at faa miner paa leie her i Nome-distriktet, men det er om at faa fat i en god mine, da det er masser af disse minerne som indtet er verd.

Baaden som jeg har med kan I tro er bra at have her oppe. Her gaar folket og kan ikke komme nogen steds, for dem haver ikke baad og baader er ikke at opdrive. Nu har vi to baader saa vi kommer til at fordele os i to partier. Vi skal nu forlade byen saa snart vi kan. Det er forferdeligt her i byen nu. Alle mulige slags folk ifra alle verdens kanter. Slagsmaal og drab hver eneste dag. Det meste ødeleggende her saa er det spillehusene. Pengene her er for det meste gulddust, efter 16 dollar unsen. De rigeste minerne her i Nome er svensken Linblom og normanden Linstrøm, men dem er de ulykkeligste mennesker som vi kan tænke os. Dem gaar som dyr hver dag. Hver eneste nat spiller dem bort tusinder af dollar. Det er merkeligt, mange mennesker kan ikke taale velstand. N N ifra Vadsø som har levet i fattigdom og elendighed sit hele liv, gjorde fjorten tusinde dollar her ifjor sommer, havde gode klemer, havde udsigt til at blive en meget rig mand. Da han saa det, slog han sig paa drik og spil og vaset bordt alt, gaar nu her i byen og har ingen ting. Endel af laplenderne ligesaa.

En laplendergut reiste ned til Seattle ifjor høst, med en masse penger. Første dagen han var der, gik han ind paa et simpelt spillehus, hvor dem simpelt hen røvede pengerne af ham efter at have skjenket ham fuld. Saa sendte dem ham ombord i et tren som gik til Portland. Forundret maate han visst blive at finde sig i en jernbanevogn som gik til Portland foruden en sendt. Der fik han fat i lit penger paa en sjekk han havde paa sig som hørte en anden til saa blev han aristeret for falskskriveri o.s.v.

Megen sygdom kommer sikkert til at blive her i sommer. Dødsfald er det hver dag. Foresten skyldes det meget uforsiktighed. Svært daarligt vand er her. Vi koger bestandig drikkevandet. Missis Kimo har vi til at koge for os, hun er svært flink og hyggelig. Vi har nu saadane gode prinsipper. Leve godt, ikke spare paa god og kraftig mat, og ikke gaa paa saloner og spillehuser. Jakobsen er regnskabsfører. Moe og Jakobsen kjendte jeg ifra Ballard i Worsington. Alle disse har jeg lært at kjende som dannede kjække mennesker. Dem liker mig svært godt, ellers havde dem aldrig byd mig kompani. Jeg har endnu ikke været her en uge og tjent 130 dollar. Naar jeg skal sige som jeg tænker, saa har jeg været en lykkefugel her i Nome hid til dags. Den fortjenesten var jo bare en slompetref foresten. Jeg vil ikke skryde op forholdene her for eder. For vist jeg kommer til at gaa tomhendet tilbage ifra Nome, saa er skuffelsen saa meget større for eder. Hvert sent som jeg har tjent i Amerika saa har jeg lagt dem bort i denne turen. Antagelig saa kommer jeg til at overvintre her. Imorgen skal tre af os ud og prospekte en klem skjerpe som vi kan faa paa leie. 50%. Vi tænker at vinde ud guldet med rakking en slags maskine. Vaske det ud med pande er alt for sent. Arbeids lønnen i minerne er ifra 5 til 10 dollar dagen. Det er ikke meget, da sesongen er saa svært kort. Naar vi bare kunde faa fat i en klem som var god, saa var det det samme om jeg ikke tjente en sent i sommer. Det skulde da blive saa meget mere neste sommer. Lev vel, kjære foreldre og søskende, eders hengivne Toralf.
(Husk paa! Min adresse er Cape Nome Alaska.)

En av gullrush-byene var Helena i Montana.
Bildet er fra 1870.
Fotograf ukjent.