Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOKTh S Haukenæs-II
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs                                                                  
Klikk her for å lese Forordet

 

Stærke Ola Brekke

 

I Rundalen bor et Folkefærd, der er sammenblandet af Hallinger, Hardangere og Vosser, som i Tidernes Løb har flytte ind og bosat sig i Dalen. Sproget, som tales her, er nu rent Vossemaal, men at Befolkningen er en Raseblanding, viser sig af forskjellige Ting. Vosserne, de egentlig indfødte Vosser, er sjelden ret store af Vækst eller særdeles fremtrædende ved sin fysiske Styrke, medens Rundølerne ikke sjelden er rene Kjæmper baade i Størrelse og Kraft. En af de stærkeste Mænd, Dalen nogensinde har fostret, var Ola Knutson Brække, almindelig kaldet gamle Brækken, en Mand, der levede for omtrent 60 Aar siden. Fortællingerne om hans herkuliske Kræfter er maaske en Smule overdrevne, men at han var overordentlig stor og stærk, er dog sikkert nok.

Førend vi fortæller videre om Ola Brækkes Liv og Bedrifter, vil vi forudskikke nogle Bemærkninger om hans Fødeegn Rundalen. Før i Tiden, og maaske tildels endnu, kaldes Dalen Raundalen ist-edetfor Rundalen, og skal have faaet sit Navn av den Mængde røde Dyr — Rødhjort — som de første Bebyggere traf i Skogene deroppe. I alføret ligger ret i Øst fra Vossevangen i omtrent halvanden Mils Afstand fra dette Sted, og tager sin Begyndelse straks man er kommen forbi Gaarden Kløve, som ligger øverst i Tykkebygdens Otting. En knudret og ujevn Bygdevei ligger langs Dalbunden hele Tiden opover lige til den øverste Gaard Kleiven, hvortil der fra Kløve er en Afstand af noget over to gamle Mil. Straks man er kommen forbi Kløve og endnu førend man er kommen til Orland, den første Gaard i Dalen, passerer man en brat Lid, der kaldes Rosdalliden; dybt nede under sig i Afgrunden har man Rundalselven, der bruser afsted med stort Bulder og Brag, og høit over sig har man den bekjendte saakaldte Sverresti, et jevnt Hængeskarv, der nu neppe kan befares af Gjeder og endnu mindre af Mennesker. Paa Sydsiden af Dalen ligger Hondalsnuten, der sees næsten fra ethvert Punkt paa Voss, og som ifølge Præsten Lunds beregninger skal være den høieste Fjeldspids i hele Præstegjeldet. Paa samme Side af Dalen ligger ogsaa Mjølfjeldet, saakaldet fordi Stenarten, Fjeldet bestaar af, er graahvid omtrent som Mel. Paa Nordsiden af Dalen, ved en liden Elv, som rinder ud i Rundalselven, har man en mægtig Jættegryde, som kaldes Grydebotten; den indeholder noget Sand og Grus og beskylles af Elven, naar denne er stor. Ved Gaarden øvsthus findes et Dalstrøg, som kaldes Sverdalen, og skal det have sit Navn efter Kong Sverre, som holdt Natterast her ved sit bekjendte Tog gjen-nem Dalen. Oppe i Gaarden Brækkes Fjeldbeiter findes i en Klippe et Hul som kaldes Huldrehullet; det er saa stort, at en Mand kan trænge sig frem gjennem det et Stykke, men aldeles mørkt. En kold Luftstrøm stryger gjennem Hullet bestandigt og synes at bekræfte den gjengse Paastand, at Hullet har en Aabning ogsaa paa et andet Sted end her. Sagnet fortæller, at man engang slap en Hund ind i Hullet; den forsvandt og kom først frem i Dagens Lys igjen i Grodjuverdalen i Gaarden Almendingens Fjeldmarker. Da var den blottet for Haar, lægger Sagnet til, naturligvis fordi Hullet havde været saa trangt, at den havde skuret Haaret af mod Klippekanterne. Ved Hullets Begyndelse i Brækkebotten findes smukke Bergkrystaller, saakaldte «Dvergsmednagler»; dem er det Huldrefolket eller Dvergene, som har spikket. Langt oppe i Dalen, ved Gaarden Kleiven, findes en Mark, der er bedækket af Smaaforhøininger, ligesom Grave. Sagnet fortæller, at her har staaet et Slag i gamle Dage og at Forhøiningerne er de faldnes Gravsteder. Endelig kan anføres, at i Sverdalen, hvor Kong Sverre skal have holdt Natterast, for ikke længe siden blev fundet et stort Sverd, hvilket synes at bekræfte Sagnet om, at Kongen virkelig har slaaet Leir i Dalen. I undølerne er tarvelige og nøisomme Folk, der, uagtet sine smaa og daarlige Gaarde og sin Afstængthed fra den øvrige Verden, alligevel staar sig nogsaa godt. Næringsveiene er, foruden Agerbrug og Fedrift, tidlige Handel, saasom Hestehandel og anden Fehandel, Skræppehandel og anden mindre Hjemmehandel og desuden tagt, Fiskeri osv.

Men tilbage til stærke Ola Brække. Han var født paa Gaarden Brække og levede der al sin Tid. I sin Ungdom var han meget doven og dorsk; han arbeidede næsten aldrig, men aad og drak indtil Umaadelighed. Heller ikke vilde han lære noget, han forstod ikke engang at læse. Om Sommeren, naar Moderen laa paa Sæteren som Budeie, var han med hende lige til han var tyve Aar gammel og bestilte i al den Tid ikke det mindste uden at æde og drikke. Dette Dagdriverliv fik dog omsider en Ende. Faderen kom nemlig en Dag til Sæters efter Kløv. Han var reist tidlig hjemme¬fra, og da han kom til Sæteren, var Ola endnu ikke oppe; Moderen holdt just paa at melke Kuene. Hun øste nu først Melk i Dunkene, som Hesten skulde bære hjem, og da dette var gjort, gik hun ud igjen til sine Kjør. Da sagde faderen til Ola: «Du faor stao up no, Ola, og hjelpa meg te aa leggja up Klyvæ.» «Aa nei, da kan ho Mor gjera, da», mente Ola. «Ho ha ‘kje Ti ho no, ho lyto te aa skjodna Krøturæ, ho». Ola likte ikke dette, blev sint og kom sig ud af Sengen Udt fortere end sædvanligt, trev en Kagge med sig og gik ud og slængte den tvers over Hesteryggen og hængte den i paa den anden Side, greb saa den anden Kagge og hængte op og var færdig med det altsammen, førend Faderen kunde komme til og hjelpe ham. Da sagde Faderen: «Æ du sliko Kar, so lyt’ du fylgja meg heim aa væ mæ aa slao no herette», og da de kom ind i Sæterhytten, sagde han til Konen: «Du lytu (inna han Ola te ein Rjymmakling, aa so faor han fylgja meg heim aa ve mæ meg aa slao, so stærke so han æ». Da blev Ola bedrøvet og angrede bittert, at han havde ladet Faderen se sine Kræfter, men blev dog med ham hjem. Han tog fra nu af Del i Arbeidet, men vilde ikke gjerne anstrenge sig, skjønt han havde Kræfter som en Bjørn. Han var adskilligt over 3 Alen hoi og umaadelig førlemmet og svær. Og da han tillige havde en udmærket Helse, var det utroligt, hvor meget Mad der gik i ham bare til et Maal. Men han fik aldrig senere mættet sig saa godt, som dengang han laa paa Sæteren hos sin Mor; og det svakte han da ofte senere om, idet han sagde: «Da æ kje no so før; no fao dei kje meira heldo ei Skrukka (Lefse) Brø aa tvo Sierev (Sideben) mæ Kjøt, men dao naor eg olst (opvoks), dao fek eg aldre minder heldu fira Skrukke Brø aa Smalasio so ho gjek te, aa da va te bli Kar utao da!» — Naar han om Sommeren slog Hø, havde han jevnligen en Brødlefse med sig, som han kastede foran sig i Græsset og tog en Bid af for hver Gang han flyttede den. Havde han svære Kræfter, havde han ogsaa Madlyst. Han var godslig og stilfærdig og holdt sig mest i Ro for sig selv, men tirrede man ham, kunde han blive farlig nok, for blev han først sint, blev han sint tilgavns. Da kunde det hende, han knyttede Næven og slog til, og havde man faaet et Slag af denne Næve, bad man ikke om mer paa en god Stund, for den var haard og tung som en Damphammer.

Engang var Ola paa Veien til Kirke, og da han kom ned i Rasdallien, saa han en Flok Folk nede ved Elven ifærd med at bakse op en Ko, som var faldt udover Skraaningerne og først havde stanset nede ved Elven. Men alt det de slæbte og gled, var de dog ikke istand til at faa Koen opigjen, og da de saa stærke Ola Brække oppe i Veien, løb de til og bad ham komme og hjælpe sig. Dertil var han villig og fulgte med dem ned til Elven. Han stod en Stund og spekulerte paa, hvad her var at gjøre, og endelig lod det til, han var bleven enig med sig selv om, hvorledes Sagen burde gribes an. Han fik sig et forsvarligt stærkt Taug, som han surrede om Livet paa Koen, tog den derpaa paa Ryggen og begyndte at hale opover, holdt i Taugenderne med den ene Haand og støttede sig mod den bratte Bakke med den anden, og tildels tog han ogsaa Tænderne til Hjælp, idet han bed i Tauget og støttede for sig med begge Hænder. Saaledes bar det stadigt opover, indtil han naaede Veien, hvor han satte sin Byrde fra sig. Siden fortsatte han sin Gang til Kirken som om ingenting var.

Engang kom han til en Mand nede i Tykkebygden og bad om at faa laane Hesten hans til at kjøre paa Vangen efter et Læs med. Manden lovede dette, og saa blev de enige om at bytte Arbeide, Manden skulde kjøre paa Vangen og Ola blive med Drengen ud i marken og sætte op et Gjerde. Da de skulde gaa, begyndte Drengen at lede efter en Øks, som de skulde have med sig til at hugge Ener med, som de helst brugte til Gjerdefang. Ola spurgte, hvad han ledte efter, og da han fik høre det, sagde han, at Øks var overflødig, man kunde jo rive Eneren op med Roden. Dermed gik de til sit Arbeide og tog ingen Øks med, og Ola begyndte ligesom en anden Bjørn at rive og slide Eneren op med Roden og slænge den hen til Gjerdet, og Drengen havde friskt Arbeide med at lægge den op. Slig holdt de ved hele Dagen.

Engang havde Ola været til Vangen; det var om Vinteren straks før Jul. Da han kom forbi Kløve, traf han gamle Odd, som bad ham følge sig ind og smage paa Juleøllet, han havde brygget. Ola takkede og fulgte med. Odd lod ham sætte sig op paa Høisædesbænken og gik derpaa ned i Kjelderen efter en Øse med øl, og denne Øse var saa stor, at det var med Nød han vandt bære den. Men Ola tog den med den ene Haand han, drak en Sup nu og da, hvilte sig og snakkede med Husets Folk og tog sig atter en Sup, og stadigen med øsen i den ene Haand. Dette fortalte Odd Kløve saa mangen Gang.

En anden Gang skulde Ola sammen med nogle Naboer over til Haandalane — nogle Fjeldslaatter paa den anden Side af Elven – og binde op Hesjer. Det var saadan en Par Dages Arbeide. Kvindfolket lagede til Niste for nogle Dage og stak i Skræppen hans, og derpaa bar det afsted. Da de var komne Halvveien frem, satte de sig til at hvile lidt, og da Solen skinnede varmt, blev Ola døsig og doven og strakte sig i Bakken saa lang som han var. Da de endelig skulde afsted igjen, reiste Ola sig med stort Besvær, men satte sig straks efter ned igjen og drog Nisteskræppen til sig, idet han sagde: «Dæ æ bære da slænge i Vommen, end da slænge pao Ryggjen,» og saa aabnede han Skræppen og begyndte at forsyne sig af Nisten og holdt ikke op, førend han havde fortæret hver eneste Smule. Da dette var gjort, strakte han sig i Bakken igjen og sov Resten af Dagen. Morgenen efter tog han da fat paa Hesjerne og satte dem i Stand i en Fei, og Dagen derefter laa han i Bærhaugene og plukkede Bær og reiste først hjem om Kvelden. Han aad som et Dyr og fastede som et Dyr.

En Høst var han tilfjelds og ledte efter bortkomne Faar. Han fandt syv Vædre paa Sommersæteren sin, fik Haand paa dem og satte dem i Taug og skulde til at lede dem hjem. Dette vilde dog ikke gaa, for Vædrene havde nok ingen Lyst til at følge med hjem og blev snart i høi Grad gjenstridige. Da blev Ola sint og svor paa, at de skulde blive med, og saa tog han sit Taug og lagde dem paa og bar dem lige hjem alle syv. «Men jaumen va dei vaatte blaostripute dei tvo, so laogo unde», sagde Ola, da han fortalte denne Historie.

Hallingdølerne brugte i de Dage at komme over Fjeldet til Vossebygderne og gjøre Indkjøb af Fæ. En Tidlang drev de en betydelig Handel hermed baade i Rundalen og i andre Distrikter af Voss. De gjorde almindelig sine Indkjøb om Vinteren og leiede Folk i Rundalen, som sankede Kreaturene sammen og drev dem over Fjeldet, naar det led frem paa Vaaren. Stærke Ola Brække var i mange Aar en saadan Mellemmand for Hallingdølerne. Han var meget nøiagtig og paapasselig. Engang fik han Varselsseddel fra Hallingdølerne om at samle deres Kreaturer, just som han og Brita, Konen hans, var kommen til Kirken paa Vangen for at gaa til Alters. Hun stod alt foran Kirkedøren, færdig at gaa ind, han stod borte i Gaden, et lidet Stykke fra Kirkegaardsmuren. Da var der en, som rakte ham Varselsedlerne. Straks raabte han af fuld Hals paa Konen: «Brita! — me faor lata da væ mæ Altersgongjen idag; no æ Sankelistedna komna.» Istedetfor at gaa til Alters benyttede han nu Leiligheden til at tilsige Folk til at møde frem paa bestemte Steder med de Kreaturer, som de tidligere paa Vaaren eller Vinteren havde solgt til Hallingdølerne.

Nogle Dage senere havde han samlet sammen en vældig Drift med Storfæ, Okser og Kjør og skulde sammen med etpar andre Mænd drive denne Buskap over Fjeldet. Komne op paa Vidderne fik de Storm og Uveir og maatte slaa sig tilro nogle Dage i en liden Hytte, som Driftekarle og andre pleiede at overnatte i, naar de kom over Fjeldet. Endelig maatte de afsted igjen, men da var Veiret saa voldsomt, at der styrtede 7 Dyr for dem, førend de naaede ned af Fjeldet paa den anden Side. De fiaadde Dyrene, og Ola Brække tog alle 7 Hudeme paa Ryggen og bar dem mange Mil. Men det var ikke nok hermed, han maatte ogsaa trække Trøien af sig og overlade den til sine Kammerater, som holdt paa at fryse ihjel; selv gik han bararmet med de 7 Huder paa Ryggen og drev efter baade Folk og Fæ, at de kunde komme sig snart ned af Fjeldet, hvor det gik paa Livet løst for dem allesammen. Da de endelig naaede frem, var Hallingdølerne sinte, fordi de havde givet sig saa god Tid og melket ud Kjørene deres. Da blev Ola Brække sint og sagde: «Ha me mjølka ut Krøturæ dekans? Du ska sjao me ha hat anna aa gjera», og dermed slængte han Huderne til og traf Hallingdølingen, saa han tumlede overende i en Myr. Siden knurrede de ikke mer.

Saa var det engang Hallingerne ikke vilde betale, og Vosserne leiede da gamle Brækken til at reise over Fjeldet for at kræve dem. Han kom til Gaarden Mehus, hvor en af Skyldnerne, en kjæmpestor Fæhandler, boede og just holdt Gjæstebud for sine Venner og bekjendte. Ola lod ham kalde ud og frembar sit Ærinde for ham. Mehusen bad ham følge sig bort paa Stabursloftet. Da de kom did, stængte han Døren igjen og rev en Kaarde ned fra Væggen. «Hvad var det du vilde! sagde du?» skreg han og stillede sig op, som om han vilde støde Kaarden gjennem Livet paa Brækken. Da blev Ola sint, greb Kaarden og vristede den fra ham og stødte den mod Gulvet, saa den gik i mange Stykker, greb derpaa en Salttønde, som stod i en Krog, og kastede den opunder Bjelkeroe, saa det knagede, og da den faldt ned igjen paa Gulvet, splintredes den til Pindeved, mens Saltet dryssede udover Gulvet til alle Sider. Nu blev Mehusen ræd og vilde tage Flugten, men Ola greb ham i Kraven og holdt ham fast, slængte ham overende og drog ham frem og tilbage gjennem Saltdyngerne. Saa rev han op Døren og raabte ud til de andre: «Kom hit, Guta, so skje de fao sjao kor eg ha salta Kjøte pao Mehusen!»

En anden Gang var han ligeledes sendt bort i Hallingdal paa Krav. Hallingdølerne havde dengang som nu Ord for at være et vildt og stridbart Folkefærd, hvorfor man helst maatte bringe afsted saadanne Kjæmpekarle som Ola Brække, om man havde noget at fordre dem for. Thi spurgte man dem efter Penge, bød de Juling istedet, og det gjaldt da om at kunne give igjen saa godt som man fik. En Kveld kom Ola frem til en Mand, som han ikke havde noget at kræve for, og fik Hus hos ham om Natten. Andre, som vidste sig gjeldbundne og fik høre han var kommen, samlede sig til hos den Mand, han havde taltet ind hos, og begyndte at tirre ham for at faa ham sint og faa Leilighed til Voldsomheder. Husbonden sagde, at de ikke maatte fare saaledes frem, og Ola selv sagde: «Aa la væ meg, Guta»; men da de hørte, han bad for sig, trodde de, han var ræd og blev endda værre end før. Da blev Ola sint og kom sig paafode, idet han bandte og svor paa, han skulde kaste dem ud allesammen; men da blev Karlene rædde og skyndte sig paa Dør det forteste de kunde. Komne ud vendte Modet tilbage, og de raabte ind til ham, at han kunde komme ud til dem, saa skulde han nu faa Betaling baade for gammelt og nyt. Nu blev Ola endda sintere, greb en ordentlig stor Veiestang og løb ud, og da han kom ud i Gaarden, begyndte han at svinge Veiestangen frem og tilbage, indtil han fik Fart paa den, og drev derpaa til et Stabur, saa hele Huset rystede. Da blev Hallingdølerne rædde og tog skyndsomst Flugten.

Gamle Brækken var tre Gange gift. Hans første Kone hedte Brita, og med hende levede han et meget lykkeliga Familieliv. «Dar va slik Kjærlæheit imidlo meg og ho Brita, at ei Mærr kunde kje slete ho ao», sagde han. Han fik nogle Bøm med Brita, hvorefter hun døde, og han blev opigjengift og fik nogle Børn ogsaa med sin anden Kone. Men saa døde ogsaa denne hans Kone, og Ola blev atter alene. Det var han dog ikke længe. Da han skulde begrave sin anden Kone, kjørte han Liget til Vossevangen for at jorde det der. Veien, som mest benyttedes, laa dengang over Fjeldet til Vossestranden, og denne Vei reiste ogsaa Ola Brække med sin afdøde Kone. Om Kvelden kom han til Vinje og fik Hus der om Natten, da Veien var saa lang, at man ikke rak længere den Dag. Da de var komne tilhuse, græd Børnene over sin døde Mor, men Faderen trøstede dem og sagde: «Aa graot ikkje, Baodn; enn um eg kunde spraoka te (frie) te den gamla Skrukko, so set dar burti Bænkjen?» Morgenen efter reiste de videre og begrov den døde paa Vangens Kirkegaard, og da de om Kvelden kom tilbage til Vinje, friede Ola til den «gamla Skrukko», som sad i Bænken Kvelden før, og fik saa halvt om halvt Ja. Senere reiste han tilbage til Vinje og vilde have Sagen afgjort. Da var hun kommen paa andre Tanker og vilde ikke vide af ham. Men Faderen hendes lagde sig imellem og fik Partiet istand igjen, hvilket Ola selv senere fortalte saaledes: «Ho vilde slæge up, ho, men Magne Vinje, da va Kar te lita pao da; han sa; da ska stao so staor no, sa han.» Og gifte blev de.

Gamle Brækken havde to Sønnesønner, Torstein og Ola. Denne sidste var hans Øiesten, som han aldrig kunde se sig mæt paa. En Dag var Smaagutterne tilfjelds, og da det led mod Kveld, kom Torstein hjem, men ikke Ola. Da blev Gamlingen sint og skjændte svært paa Torstein, og tilslut sagde han: «Aa friss eg hadde slege ein Lem ao pao deg idag før du reiste, so had eg behelde ‘an Ola.» Men imedens kom ogsaa Ola tilstede, og saa gik Uveiret forbi for dengang; han havde taget en noget længere Vei, uden at Broderen havde lagt Mærke dertil.

Naar Ola var i Skogen og skulde kjøre Ved eller Tømmer, lagde han ofte saa stort Læs paa, at Hesten ikke vandt trække det frem. Men Ola sprættede bare Hesten fra Slæden og drog Læsset frem selv.

Ola beholdt sine vældige Kræfter lige til det sidste. Han døde paa Sotteseng og ligger begraven paa Vangens Kirkeg.

 

Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *