Storstormen

I midnatstiden blev en jægt, som laa fortøiet ude paa Ilsvigen i Trondhjem, slidt løs og med en overordentlig fart sendt indover fjorden til Stjørdalen, hvor den led havari ved Langøra. Jægten gikk i splinter, og det hørtes næsten som et eventyr, at de to mænd, der befandt sig om bord, bergede livet og kom frem til Hans Langøren. Vandstanden var saa høi, at øren stod under vand, noget som siden ikke er hændt, og derfor drev jægtens flytende inventar over elven og ind til land ved Mælen, en plads under værnes gaard. Om bord i jægten skulde efter sigende være et skrin inneholdende en betydelig sum penge. Dagen efter fandt eiermændene skrinet blant sine ilanddrevne eiendele borte ved Mælen; man laaset var brudt og pengene borte. Ingen kunde gjøre rede for denne handling, ingen turde, ingen vilde. Tæt derved boede en mand, der i hele sit væsen ikke var andre folk lik., han blev mistænkt for at ha øvet dette hærværk; men ingen turde paastaa det, og sagen kom selvfølgelik ikke længer. Den gamle mand var fremmed, en indflyttet fra Rørostrakterne. Det fortælles, at han i krigens tid – mellem aarene 1809 – 1814 – kom hid som soldat og tjenestegjorde som grænsevagt, og naar krigen var slut fæstede sig en plads under Værnes gaard.

Han var en ”gløgg” fyr, der forstod at klare sig, og mange forundrede sig over, at han kunde klare sig bedre end andre; thi i den tid var smaafolks kaar, især paa Værnesmoen, alt andet end lyse. Hans hustru, der var ude fra sjøkanten, var ikke fuldt saa ”gløgg”, men besad alligevel en god del ”bergingsvet”. De fik en søn, og om han blev det sagt, at han ingen forstand havde faaet, og deri havde naboerne kanske ret, men svær krop isteden, og med tiden fik han kræfter, rent kjæmpekræfter.

Storstormen glemtes snart, men historien om den forsvundne skrin var noget som fæstede sig i folks erindring og blev et staaende, hemmelighedsfuldt samtaleemne blant fiskerne langs stranden. Mannen døde og efterlod sine eiendele til sønnen, som nu var voksen kar og allerede gift. Ikke lenge efter døde enken. Det gikk bra i førstningen, men alt efter som tiden led, svandt fsderens efterladte eiendele bort, og tilslut stod den unge mand fattig og uden hjem for seg og sine. Deres livssaga var nart ude, og saa mørk som deres færd i det heletaget havde været, blev ogsaa de senere dage som de levede i elendighed og nød. Først udover sommerem og høsten paa en kold laave og vinteren i et usselt kammer. Folk trodde, at nu var lønnen for den gjerningen, som udøvedes hin stormnat, kommen, nu forstad de, at retten over alle retter dømte og straffede.