Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forodet

Teigdalen

 

Teigdalen ligger i Evanger Sogn og tager sin Begyndelse ved Gaarden Fadnæs, der ligger ved Evangervandets nordlige Side. Teigdalen udmærker sig ved en storartet og vild Natur. Fjeldene reiser sig til anselige Høider og tildels med lodrette Sider paa begge Sider af Dalen. Elven i Dalbunden skummer og bruser, og Veien, der slynger sig langs samme, synes ofte at blive aldeles spærret af de mange Fjeldknauser og Bergstolper, der lig mægtige Fæstningsværker reiser sig frem gjennem Dalen. Mægtige Urder og Skred dækker sommesteds Styrtningerne langs Fjeldtoppenes Fod. En nogenlunde god Kjørevei er anlagt langs Elven lige til de øverste Gaarde Brækhus og Aarhus i en Længde af omtrent i Mil fra Evangervand. Bjørndalen, der ligger en knap halv Fjerding Vei længere mod Nordøst fra Aarhus, blev for nogle Aar siden ødelagt af et Sneskred, hvorved flere Mennesker omkom, og er siden ikke blevet opbygget igjen, men tjener nu til Sæter. Saadanne Katastrofer er ikke saa ganske ubekjendte i saadanne trange og vilde Dalstrøg som Teigdalen.

Dalen er forresten smalest og trangest ved dens nederste Ende; er man kommen saa langt opover som til Mæstad, der ligger omtrent halvanden Fjerding Vei fra Evangervand, udvider Dalstrøget sig lidt og antager en noget mildere Karakter. I Dalbunden ligger endog en tiden Slette, hvor Elven danner en stor Kulp eller et lidet Vand. Straks før man kommer til Mæstad hæver sig to høie Aase, en paa hver Side af Dalen; den til venstre kaldes Fugleleiken, fordi Fuglene, helst Tiur og Aarhane, pleier at spille her foran Regnveir, og den til høire kaldes Lurholten. Lidt ovenfor Mæstad, lig Fuglereder paa de fremspringende Klippespidser, i stor Høide over Dalen ligger Gaardene Luren, To og Flansaas og noget længere tilhøire, oppe i et trangt, vildt dvergskogbevokset Fjeldskard Gaarden Akslebjørg. Adgangen til disse Gaarde er saa besværlig, at man maa tage alt muligt, som skal transporteres frem eller tilbage, paa Ryggen, at benytte Hest er ikke at tænke paa. Naturomgivelserne og de trykkende Forhold, man her lever under, giver Beboerne af disse afsidesliggende, fra Udenverdenen afstængte Strøg et vist Præg af Alvor og Betænksomhed. En stærk Viljekraft, seig Udholdenhed og et indestængt, lukket Sind pleier at udmærke saadanne Folk.

Længere fremme i Dalen ligger Langeland; her er Dalbunden ganske flad og bredere end nogen andensteds i Dalen. Paa begge Sider hæver sig steile Bjerge høit i Veiret. til høire Langelandsnipen og til venstre Lysebjerget, ved hvis Fod findes en mægtig Urd, kaldet Troldurden, og dannet af vældige, fra det steile Fjeld nedstyrtede Klippeblokke. De gamle troede, at Trolde og Bergriser, Huldrefolk og andre underjordiske Væsener havde sit Tilhold i de mørke Gange og de dystre Huller, som findes mellem de mægtige Stene, og derfor kaldte de Urden Troldurden. Mange Fortællinger og Sagn knytter sig til dette Sted.

Ved Aarhus og Brækhus er ogsaa Dalbunden nogenlunde flad og bred; her tager Dalen sin Ende, idet den stænges af høie Fjelde, hvoraf kan mærkes Njuken mod Nordøst, Solhorgen i Nord, Hesten i øst, Marthaheien i Syd og Kalhaugen i Sydvest.

Næringskilderne i Teigdalen er meget tarvelige. Korn og Poteter avles vel en Del, men ikke nok til Behovet, hvorfor en hel Del maa kjøbes, især Kornvarer. Der er temmeligt veirhaardt i Dalen med stærke Kastevinde ned fra de høie Fjelde. Jordbunden er noget skarp og sandet og Solgangen liden — ved St. Hanstider skinner ikke Solen længere end 8 Timer — og alt dette i Forening bevirker, at Stedet ikke egner sig synderligt for Kornavl. Fædriften derimod kaster bedre af sig. Fjeldbeiterne er gode og af stor Udstrækning, og foruden at være tilstrækkelige til Buskaperne, som vinterfødes paa Gaarden, afgiver de ogsaa Rum til en hel Del Driftekvæg, som indkjøbes om Vaaren og om Høsten slagtes ned efterat det har lagt godt Huld paa sig i de kraftige og rummelige Beitesmarker oppe mellem Fjeldene. 800 til 1000 Stykker Kvæg, hvoriblandt nogle Heste og Kjør, men Størstedelen Faar, Bukke og Gjeder, slagtes om Høstene i Teigdalen. Kjødet transporteres enten i fersk eller saltet Tilstand til Bergen og sælges, noget tages dog ogsaa til Husbehov. Desuden sælges ikke saa lidet af Smør og Ost.

Lidt Jagt og Fiskeri drives ogsaa i Dalen, men af ringe Betydning.

Teigdølerne er driftige og strævsomme Folk. Det haarde Slid for Føden udvikler Legemets Kraft og lægger Staal i Sener og Muskler, hvorfor Befolkningen i saadanne Strøg gjerne bliver kraftige og haardføre, paa samme Tid som Fordringerne til Livet bliver faa og smaa og Sindet alvorligt og dybt. Drik og Udsvævelser slaar sjelden Rod i saadanne fattige, fra den øvrige Verden afsondrede Strøg.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.