Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forodet

 

Trollduren

 

Kommer man opover Teigdalen i Evanger til Gaarden Langeland, mødes Synet straks af en uhyre Stenmasse, der kaldes Trolduren. Den udbreder sig paa den venstre Side af Elven, som rinder sagte sydover, omgiven af lave Bakkebredder. Allerede ved det første øiekast maa man uvilkaarligt stanse for at betragte denne Naturmærkværdighed, hvis Sidestykke søges vidt og bredt. Bunden i dette Dalparti er meget jevn og udgjør den saaledes næs¬ten vandflade og 1/2 Fjerding lange Langelandsbø, hvis Bredde dog er forholdsvis liden. Kun en liden Del af Gaardens Engbø ligger bortenfor eller paa den vestlige Side af Elven og støder til Urens nederste Ende, medens den (Uren) ovenfor springer frem lige til Elven. Herfra udbreder Trolduren sine Stenmasser opover Dalsiden, indtil de støder til en Fjeldvæg, der følger Urens øverste Kant i dens hele Længde. Den største Bredde fra Elven op til denne lodrette og temmelig høie Fjeldvæg, der kaldes «Lyseberget,» er ca. 1/4 Fjerding, medens Urens største Længde fra Nord mod Syd er 1/2 Fjerding. Omkredsen er imod 2 Fjerdinger. Forøvrigt omgives Uren i Nord af en frodig Birkelid, der længere oppe gaar over til en skogbevokset Aas, som forener sig og danner en Vinkel med Lyseberget. Dette kaldes maaske saa, fordi der viser sig i det lyse, hvidgraa Bergpartikler, skarpt afgrændsede som Striber og dørformede Flader i Fjeldvæggen. Sydgrændsen dannes af en betydelig Bæk, der udspringer af et lidet, men fiskerigt Fjeldvand ved Langelands Sæterhuse og iler derpaa i snehvide Krumninger nedover Sæterlierne. I en Fordybning i ovennævnte Fjeldvæg springer Bækken dristig udover i en svimlende Høide og opfylder Luften med Røg og Damp. Lidt forpustet efter det høie Fald kvingler den om mellem Klippeblokkene i Bækkeløbet for ligesom at søge Hvile og samle nye Kræfter, men kommer snart frem igjen, samler sig og sætter ivei med forøget Fart, saa at Vandmasserne sprøiter høit op i Luften ved det første Sammenstød med de fra Uren fremspringende Stene, men falder saa i lange Draaber nedigjen for at begynde Legen paanyt. Bækken deler sig derpaa i mange Arme (Delta) og udmunder i Elven. En av disse Arme (den, der følger Urekanten) har dog den Ære paa sine Tider at sætte Gaardens Møller i virksom Bevægelse. Om Vaaren i Sneammen, da Bækken svulmer over sine Bredder, medens Mark og Li iføres sin Foraarsdragt og Bergkammen bekranses af den grønne, duftende Løvskog, i hvis Grene Fuglene kvidrer sin Foraarshilsen, — er det et henrivende Skue paa en solklar Junidag at betragte den af Skum snehvide Bæk med Omgivelser.

Betragter man Uren fra Gaardens Huse fra den modsatte Elvebred, hvor Bygdeveien slynger sig opover Dalen, har man den bent foran sig, og fra dens hiformige Beliggenhed har man da tilhøire et stort hauglignende Fremspring, der kaldes Urehaugen. Her er det vildeste og mest storartede Parti af Uren. Stenene er, næsten hvor man ser, saa store som Hus og danner med hinanden labyrintmæssige Hulaabninger, hvorigjennem man kan gaa under hele Strækninger uden at se Dagens Lys. Kastes en liden Sten i et Hul, kan man høre dens Raslen længe Efter, indtil den taber sig i Afgrunden. Klippeblokkene har de forskjelligste Former. Flere hæver sig taarnformig i Veiret, og fra Toppen af en saadan har man en herlig Udsigt over Omgivelserne. Ikke sjelden sees vældige Stene, gjennemskaarne paa kryds og paa tvers af store og smaa Revner, der hyppig udvider sig til regelmæssige Rum eller støder sammen og danner hemmelighedsfulde, til Afgrunden gaaende Hul. Sædvanlig er Stenenes øverste Flade bedækket med et temmelig tykt Lag Mose, hvori hændelsesvis en forkrøblet Busk har fæstet Rødder. Vegetasjonen er ubetydelig; kun der, hvor Stenmasserne har banet Plads for smaa jordlapper, vokser endel Furu- og Birkeskog.

Troldurens Tilblivelseshistorie har man ikke nogen Vished om. Det er et geologisk Spørgsmaal, som de lærde faar bedømme. Antagelig er den dannet ved store Naturomvæltninger. Men det er vist, at Uren har faaet Stenskred og store Klippeblokke i sit Skjød fra det ovenstaaende Berg, hvilket dette tydelig nok bærer Mærke af, ligesom man flere Gange har været Vidne dertil. Dog har dette ikke bidraget til nogen mærkelig Forandring af Urens oprindelige Skikkelse.

Sagnet fortæller, den i ældgammel Tid var Tilholdssted for Tyve og Røverbander, som her fandt et fortræffeligt Skjulested. Det er ialfald sikkert, at gamle Folk har fortalt, at man har fundet Levninger af Sengesteder, sammenfældte af massive Stokke, og dette tyder paa, at der har opholdt sig Mennesker, og da rimelig¬vis saadanne, der har ernæret sig ved Røveri. Der siges, at store Skatte ligger skjult i Trolduren; men hvor de findes er et Spørgsmaal; thi der findes mange Hul. I gamle Dage, da var man rigtigt nok ogsaa til «Signekjærringen», og hun kunde sige, «at store Pengekjedler er skjulte der», men trods al Søgen fandt man dem ikke.

Til Trolduren knytter sig forskjellige Fortællinger og Sagn, og af dem kan mærkes følgende: Paa «Lyseberget» boede engang en Husmand ved Navn Ingebrigt. Han var en flittig Mand og havde sit gode Udkomme. Om Sommeren slog han Hø til sine faa Kreaturer og om Vinteren indbragte hans Bøsse ham mangen god Skilling, for han var flink til at veide. Da han en Morgen var nede paa Berget og saa om Rypesnarene sine, blev han var nede i Trolduren, at der opsteg Røg fra syv Steder. Han lagde vel Mærke til, hvor det var; thi han troede, som den gjængse Mening var, at der, hvor Røgen steg op fra, laa en stor Skat. Han ledte og ledte; men om han fandt noget, ved ingen, han vilde ikke ud med det.

Trolduren har i gamle Dage og af enkelte indtil de seneste Tider været anset som Hauge- og Huldrefolkets Hjem — ikke at tale om Trold og Uretusser, hvilket jo ligger i selve Navnet — og til Grund herfor skal vi høre om en Mand, der blev indtagen til Huldrefolket. Han hedte Helge og var ofte om Vinterdagene i Trolduren for at hugge Birkekubber. En saadan satte sig engang fast for ham, og for at faa den løs igjen satte han sig ned, spændte paa den med Fødderne og vendte Ryggen mod en stor Stenvæg; men med det samme han tog mest i, gav det sig for Ryggen hans, og Helge faldt baglænds ned i en prægtig Huldrestue, prydet med al Stas, som optænkes kunde. Der blev sat frem de herligste Retter for ham; men han vilde ingenting have; han var sint for, at man havde taget ham saa braat ind og sagde: «Sku de fara so me Folk aa ta dei baklænges in te deko. Slæppa de mæg ‘kje utat, ska æg Dævedlen ta’ læra deko æg». Huldrefolket maatte slippe Manden ud igjen samme Vei, han kom ind, og Stenen lukkede sig efter ham og var ganske hel.

De første Dage efter fortalte Manden intet, var meget faamælt og saa ud som en Tusse; men han gjenvandt snart sin sædvanlige Fyrighed og fortalte, hvad der havde hændt ham; men han traf aldrig mere sammen med Huldrefolket.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *