Internkode: 31.03.2014-B
Kilde:
GAMLE CHRISTIANIA-BILLEDER
AF: A. COLLETT
MED 164 ILLUSTRATIONER
CHRISTIANIA
J. W. CAPPELENS FORLAG
1893

UDSIGTEN OVER CHRISTIANIADALEN.

 

Christiania 1685

  Christiania 1685.
(Efter en fransk Tegning i Bibliotheque nationale i Paris)

Tillands førte i gamle Dage tre store Hovedveie ind til Christiania, Ekebergveien fra Syd, Veien over Gjelleraasen fra Nordost og Drammensveien fra Vest.

Den sydlige Hovedvei, der benyttedes af de fleste landeveis Farende fra Udlandet, kom frem over Ekebergsletten, fra hvis nordlige Skraaning den Reisende med en Gang fik et storartet Overblik over Fjorden, Byen og Christianiadalen. Denne Udsigt var naturligvis dengang mere landlig end nu, idet Akersbygdens grønne Marker og smaa Skovsnar paa alle Kanter strakte sig nærmere ned mod Byen og Søen, medens den lille, af grønklædte Volde indhegnede Stad med de smaa uanselige Forstæder laa mere samlet paa det flade Terræn under Akershus Slot, som med sine Bastioner, høie Taarne og vidtløftige, nu for en Del nedrevne Bygninger ragede høit op over Christianias lave Huse.

Allerede den nærmeste Del af Landskabet var vidt forskjellig fra det nuværende. Paa Fladen mellem Ekeberg, Tøien og Akerselven, hvor Oslo og Grønland nutildags breder sin store, uregelmæssige Bebyggelse, gik nemlig dengang et bredt Belte af Enge og Marker, som dækkede Oslos forladte Tomter, lige ned til Bjørviken, og kun nogle Kirkeruiner og spredte Huse, som Oslo Hospital, Ladegaarden og Bisperesidentsen, laa her i det Grønne som Minder om den gamle, nedbrændte By.

Et ligesaa forskjelligt Syn frembød selve Christiania. Det ældste kjendte Billede af Byen er det, som foran er meddelt efter en Tegning, der opbevares i Bibliothque nationale i Paris og antages at være udført i 1685 af en Franskmand i Marquis de Torcys Følge, da denne i det nævnte Aar ankom hid til Landet som Ludvig XIV’s Sendebud til Christian V, der befandt sig paa Reise her Til dette Billede, hvor Fæstningen indtager en dominerende Plads, medens Byen klynger sig sammen under dens Mure, passer de Ord, som Henrik  Wergeland i Epilogen til «Campbellerne» har lagt den fra Amerika hjemkomne Udvandrer i Munden:

«Stod ei Agershuus som før histhenne,
jeg kunde neppe igjen mig kjende.
Men saa stod Borgen med blygraa Top,
da fjerde Kristjan drog Byen op.
Og uforandret den staaer der siden
som et forstenet Gespenst af Tiden…)

Ligesaa fremmed studsende vil vel de fleste staa ligeoverfor dette Billede af den gamle, af Volde og Grave indringede Stad.

Tegningen lider dog, som det snart vil sees, af flere væsentlige Feil, uden Tvivl beroende paa en urigtig Opfatning eller mangelfuld Erindring af den udenlandske Tegner, som f. Eks., at han har givet Aasene i Baggrunden et vildt, takket Ydre og kaldt dem Dovrefjeld, ligesom han tillægger Byens daværende Kirke, «Hellig Trefoldigheds» (paa Johanneskirkens Tomt) Navnet St. Petri. Der er ogsaa den Synderlighed, at et Par Bygaarde, hvor der boede Mænd, som var Tegneren personlig bekjendte, er fremhævet ved at trækkes op i Høiden, hvorved Forholdene er forrykket. Men andre

Dele, navnlig Akershus Slot med Hovedtangen, Bjørviken, Piperviksbugten og Byens Grændselinier maa i Hovedsagen ansees for at være nogenlunde korrekt gjengivet, og Tegningen er overhovedet af stor Interesse som den eneste, der saavidt vides eksisterer fra det Tidsrum, da Christiania var en befæstet By.

Billedet af dette ældste Christiania er optaget saa at sige i den ellevte Time, for Aaret efter brændte de øvre Bydele tiligemed Kirken, og nogle Aar senere blev Voldene revet ned, hvorved Byens Topografi blev ganske forandret. Derpaa fulgte næsten 150 Aar, hvori der ikke foregik nogen synderlig Forandring i Christianias Fysionomi. I al den Tid vedblev den at bære Præget af en Smaastad, hvis Kjerne var en liden Murby med retvinklede, tomme Gader, omgivet af en spredt, uregelmæssig Forstadsbebyggelse af Træ.

Christian IV udstikker Gaderne

Christian IV udstikker Gaderne i Christiania.
(Tegning af Ad. Tidemand; Udkast til et ufuldført Maleri.)

Men nutildags foregaar Forvandlingen for vore Øine. Vi ser, hvorledes Aar for Aar Dele af det gamle Christiania forsvinder, idet de ældste Huse synker i Grus og afløses af store, moderne Bygninger, Høider bortsprænges og Dybder udfyldes, de krogede Veie jevnes og rettes ind under Husrækkernes stramme Tugt; nye Gader skyder som lange Straaler ud over Akers Jorder, og Kvartaler og Kirker reiser sig paa de gamle Bymarker, ja har tildels allerede overskredet disses yderste Grændser.

Medens vi saaledes er Vidner til, at de faa tiloversblevne Merker fra Christian den Fjerdes By efterhaanden slettes ud, vil vi vende Tanken tilbage og paa de følgende Blade forsøge at gjenreise i Mindet, hvorledes her saa ud i fordums Tid.

Alle Billeder af Christiania i forrige Aarhundrede er taget fra Ekebergskraaningen, hvor man havde Byen i hele dens Bredde og med alle dens vigtigste Særkjender, det statelige Akershus, Havnen med Skibene, Søboderne og Trælasttomterne, Gaderne med de ensformige, graa Husrækker og den lavtaarnede Kirke (Vor Frelsers) liggende udbredt ret foran sig. Men det var da som nu. Det var ikke Byen selv, men det herlige Landskab, hvori den var indrammet, som paa Beskueren gjorde det dybeste Indtryk.

Udsigt over Christiania 1800

 Udsigten over Christiania 1800.
(Tegning af William Edy)

Der findes i Norge ingen Udsigt, der saa ofte og med saadan Begeistring omtales i ældre Reisebeskrivelser, som Udsigten fra Ekeberg, og den undlod aldrig at virke betagende og fængslende paa den Fremmede, som saa den i godt Veir. Enkelte Udlændinger fortæller, at de under sit Ophold i Christiania gjentagne Gange maatte op paa Ekeberg for at nyde det storartede Skue, som navnlig af tyske Reisende beskrives i de mest glimrende Udtryk. Alle synes ogsaa at være enige om, at Christiania og dens Omgivelser derfra tog sig allerbedst ud, hvorved det maa erindres, at Voksenaasen og de andre Udsigtspunkter i Vest og Nord først i en langt senere Tid er blevet tilgjængelige for Fremmede. Desuden var de lidet kjendte, selv af Byens egne Borgere. Det var kun en enlig Fugl som Digteren Tullin — hvem Udsigten fra Voksenaasen skal have inspireret til hans vakreste Digt «Maidagen» — som kunde falde paa at klyve derop. Men Christianiasocieteten har neppe fulgt hans Spor. Den havde mindre Sands for Naturen i dens Renhed end for at udpynte og forfuske den i sine Haver og Lunde ved alskens kunstige Anlæg i Hyrdestilen.

Som et Vidnesbyrd om den Beundring, Udsigten fra Ekeberg kunde fremkalde hos reisende Udlændinger, hidsættes i Oversættelse en Beskrivelse af Tyskeren Küttner, som besøgte Christiania i Juli 1798 og i Form af Breve har udgivet en «Reise durch Deutschland, Dänemark, Schweden, Norwegen und einen Theil von Italien in den yahren 1797, 1798 und 1799.» Han skriver i 2den Del af sin Reise følgende:

«Halvtredie Mils Vei bragte os til Christiania, som ligger i et nordisk Paradis, en himmelsk Egn, som jeg ikke havde drømt om at finde under 6o Graders nordlig Bredde, og hvis Beskrivelse jeg ikke vilde have troet, naar den skildredes saa stærkt og malende, som jeg kunde ønske at male den. Omtrent en Time, før man kommer til Christiania, aabner sig fra et meget høit Bjerg en af de skjønneste Udsigter, jeg kjender i Europa. Den er stor, vid og herlig, men ikke vild, som De maaske ventede. Nærmest om Dem har De nøgne Klipper og i det fjerne skovklædte Bjerge, men ved Deres Fødder ligger udbredt et rigt, frugtbart, bebygget Land, en anselig By, som dog synes at være større, end den virkelig er, og den mest maleriske Havn, som De kan tænke Dem. Jeg forglemte ganske, at jeg var under den 60de Breddegrad og troede mig hensat i Europas skjønneste, mest velsignede Himmel-strøg. Jeg ved virkelig neppe nogensteds en Udsigt, som omfatter en saadan Mangfoldighed af Gjenstande og jeg kunde gjerne sige Landskaber… Den øvre Del af Christianiafjorden vilde have bragt mig til at tænke paa de skjønneste Schweizersøer, hvis ikke de tremastede Skibe havde sagt mig, at jeg var ved Havets Bred. Derhos er den hele vide Egn saa opfyldt med Landsteder og Gaarde, og alle disse har et saa nydeligt og behageligt Udseende og forraader saa megen Velstand, at man tror at være i en Feverden. Her er det skjønneste Grønt, her er Planter og Trær af yppig Vækst, her smiler Velstand og Velsignelse frem af hver en Krog. Jeg har senere endnu engang besøgt dette Bjerg, jeg har vandret ud paa Høiden over Fjorden og seet Byen og dens Omgivelser fra alle Sider, og altid har jeg dvælet der med samme Henrykkelse. Kort sagt, jeg kan ikke sige Dem, hvor smukt alt er omkring Christiania, og aldrig har jeg følt en saadan Mangel paa Ord, medens min Sjel er fuld af Billeder:»

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *