Ulvejakt I Selbu

Internt referansenummer: 30.11.2014 – BOK
Kilde:
Bjørn og varg i Selbu og Tydal
Utgitt av Selbu og Tydal Historielag
Illustrert av Kolbjørn Lien
I kommisjon hos F. Bruns Bokhandel Forlag
Trondheim 1963
Klikk her for å lese ”Forordet”
Klikk her for linking til Selbu og Tydal Historielag

 

Ulvejakt i Selbu

Av Oskar Tybrings beretning

(Hans far var sogneprest i Selbu 1845-61)

 

Ulvene spillede i min Hjembygd en ikke ubetydelig Rolle og det baade Sommer og Vinter, og paa Grund af Bygdens Beliggenhed opunder Rigsgrændsen og en vid Strækning Fjelde og Heier, hvor der er nok af Vildt, drive de der sit Spil lige til den Dag i Dag fra Tid til anden.

Det lod nemlig til, at de kom i rykkevis, saa Folk talte om Ulvevintre; i disse Vintre kom de da nedover i Bygden i stort Følge; men forresten vare de at se hist og her en Gang imellem næsten hver Vinter. Om Sommeren havde vi Æren af deres Besøg paa Sætrene, og for Lapperne (eller Finnerne, som de der kaldtes) i Tydals- og Røros-fjeldene vare de en stor Plage.

Det var ikke saa sjelden, at der blev fanget Ulve dels i Grav og dels ved Gift nede i Bygden. Finnerne skjød dem; men det ved jeg aldrig, Nogen gjorde nede i Bygden. Vi havde en ulvestue hjemme paa Præstegaardens Jorder, ikke længere borte, end at vi kunde se derhen fra Vinduerne, men rigtignok paa den anden Side af den brede Elv. Og jeg husker godt baade Slædefelder og en Ulveskindspels, som min Fader havde af Ulve, som dels vare fangne i Graven, dels ved Gift.

Jagt- og Skydelysten sad i mig, fra jeg var ganske liden, som rimeligt var i en bygd, hvor der var saa meget Vildt og saa megen Tale om Ulv og Bjørn og Ræv. Bjørnen var jo vor Sætergjæst hvert Aar, og af Ræve blev der fanget en hel Del i Sax hjemme paa Præstegaarden. Mesteren for dette var en Husmand Per Persen, den Samme, som var Manden for Ulvestuen og Ulvefangsten. Jeg var meget stor og lang for min Alder, og jeg fik Lov til at skyde mit første Skud med Faders Gevær paa Blink den Dag, jeg var 7 Aar gammel. Og siden varede det ikke længe, førend jeg gik og skjød og puffede hver Dag, naar jeg kunde komme til. Min første And husker jeg, at jeg skjød 9 ½ Aar gammel. Og da jeg var 10 Aar, fik jeg for første Gang Leilighed til at forsøge mig paa en Ulv. Det var en Ulvevinter det Aar. Saa var det en Maaneskinskvæld, der var nogle Fremmede hjemme, deriblandt «Spektoren» (Inspektøren) ved Kobberværket i Tydalen, en svensk Mand. Ud paa Aftenen skulde jeg gaa en Tur ud i Gaarden, og som jeg skulde gaa opad Trappen til en af de udvendige Bekvemmeligheder, der laa temmelig af sides ud imod den aabne Mark, fik jeg Øie paa en mørk Figur, som sad i Maaneskinnet henne paa Jordet en 60-80 Skridt borte. Det saa ud som en Hund, som sad der, men det sad saa stille og rørte sig ikke det Mindste, — jo, der rørte sig to spidse Øren!

«Stridsmand», vor Sæterhund, kunde det ikke være; for han laa jo netop inde i Kjøkkenet; med Et gik det op for mig, saa jeg nær havde mistet Pusten: det er en Ulv!

Faders Gevær hang altid ladet inde paa Kontoret, men rigtignok bare med Hagl. Jeg foer som et Lyn ind paa kontoret, rev Geværet ned af Væggen uden at tænke paa at spørge om Lov, styrtede ud igjen paa Bagsiden af Bygningen — saapas Vet havde jeg da! — og bag alle Udhusene listede jeg mig forsiktigt tilbage til det Sted, hvor jeg før havde staaet. Jo! — den sad der endda! — Jeg svevede af Spænding og fik den gyseligste Dyreskjælve, jeg i mit Liv har kjendt;men jeg fik dog lagt Geværet an og sigtet.

Pang!

Og op foer der en stor, lang Graaben med et Slags Hyl, og væk var den som en Rog. Der stod jeg med en lang Næse, og længere blev den, da de inde kom farende ud Allesammen, og jeg fik mine reglementerede Skjænd og blev gjort Nar af, fordi jeg havde indbildt mig, at jeg kunde klare en Ulv paa den Vis. Fader ytrede desuden nogle uhyggelige Formodninger om, at det var «Klesethunden», jeg havde skudt paa; men han troede det ganske vist ikke selv. Men den, som var ærgerlig, det var jeg, især fordi jeg ikke havde tænkt paa, at Ulvehaglene hang i Posen ved Siden af Geværet.

Aa nei, det var nok ikke «Klesetbikja»; det var saa god en Graaben, som man kunde forlange. Og der var nok af dem den Vinter. Det kunde «Spektoren», som jeg nylig nævnte, fortæile lidt om. Han var som sagt i Besøg hos os, og han havde som vanligt om Vinteren kjørt Elven de tre Mil nedover til os. Nu havde Spektor’n en gammel, styg, smeldfed Hund, som hedte «Joppe», og et Under var det, at ingen Ulv eller Bjørn havde spist op den fede Pølse for længe siden, slig som den boede i Udmarken. «Joppe» vilde gjerne være med, naar Spektor’n reiste bort, men fik aldrig Lov. Da imidlertid Spektor’n denne Gang reiste nedover, havde den luret sig ud og kom efter, da dens Herre alt var saa langt paa Vei, at han ikke gad vende om for Hundens Skyld.

Det gik bra en Stund nedover Elven, til Spektor’n ikke var stort mere end en halv Mils Vei fra Præstegaarden, og det begyndte at skumre. «Joppe» strævede og pæsede i Sneen for at følge med, saa fed den var. Men ret som det var, mærkede Spektor’n, at Blakken blev saa underlig, spidsede ørene og begyndte at puste og blæse, og «Joppe» kom pibende lige op til Slæden. Og Spektor’n var ikke længe om at skjønne og opdage Aarsagen; paa begge Sider af Elven, lige inde ved Bredden, fulgte der Ulve med. Spektor’n satte «Joppe» foran sig i Dumpen og fik Blakken til at gaa videre; men det vareile ikke længe; «Joppe» var altfor fristende, Ulvene kom nærmere og nærmere, og ret som det var, saa sad der en tre-fire Stykker midt i Veien foran Hesten, saa den standsede rent. Paa begge Sider af Slæden var der ogsaa en tre-fire Ulve, og Situationen begyndte at blive ubehagelig. Men Spektor’n var ikke den Mand, som lod sig forbløffe. At ofre «Joppe» var der ikke Tanke om. Han tog Pelsen af sig, tullede «Joppe» rigtig godt ind i den, saavidt at den kunde puste, lagde Bylten i Dumpen, trak Slædefelden over og surrede den saa fast til Slæden med det lange Reiseskjærf, som blev viklet mange Gange rundt « Jappe» og Slæden. Saa tog han Svøben i Haanden, gik frem og tog Blakken i Bidslet og slog til begge Sider; Ulvene vege til Side, og Spektor’n gik frem og leliede Hesten efter sig. Stadig maate han slaa til begge Sider for at faa Ulvene til at vige Plads, og rundtom Slæden foer en Flok af dem med Næsen i Veiret og Tungen langt ud af Halsen og vilde have fat i « Joppe», som de vidste laa inde i den Pakken i Dumpen. Somme af dem hoppede helt tversover Slæden og nappede og rev i Pakken under Hoppet; saa gav «Joppe» et kvalt Hyl derinde, og det hidsede dem endda mere op. Saaledes gik det nedover over en Fjerding, lige til Spektor’n naaede saa langt, at han kunde se Prestegaarden, og det lod næsten til, at han skulde komme i det Optog ind paa Gaarden. Men saa kom der nogle Folk kjørende ned paa Isen fra en Sidevei, og da gave Ulvene sig. Det var ogsaa paa Tide, mente Spektor’n; for Blakken blev mere og mere urolig, saa stø den ellers var, og han selv tog ogsaa paa at blive floget uhyggelig til Mode.

Det var samme Aften, jeg skjød mit Skræmmeskud. —

Saa var det en Vinter et Par Aar efter. Jeg sad sammen med en Kamerat en vakker Formiddag og puggede Latin under Kommando af en grætten Huslærer. Saa blev der med Et et græsseligt Leven nede i Gaarden. Vore tre Hunde stemte op et rasende Kor; «Pasop» ,den store Gaardshund, med sin dybe Stemme, «Stridsmand», Sæterhunden, gneldrende og eitrende arrig, og endelig «Kanin», en gammel fed Bologneser, som ogsaa vaagnede af det. Spektakel, de andre to holdt. Det bar afsted med dem ud af Gaarden og nedover mod Elven i den dybe Sne, «Pasop» foran i lange Spring. «Stridsmand» derefter i smaa og korte, men ogsaa saa meget tættere, og «Kanin» tilslut; men den kom ikke længere end ud i den store Snefane ved Staldbroen; der blev den liggende. Og inden vi havde gjort os rigtig klart, hvad der gik af Hundene, hørte vi Kontorvinduet blive revet op og Fader raabe med sin umaadelige, vældige Røst: «Se Ulvene over paa Engene! — skynd Eder ud og se!»

Og ganske rigtigt! — lige over paa den anden Siden af Elven, ikke mere end 500 Skridt fra Præstegaarden, luskede tre Ulve afsted, den ene i Hælene paa den anden. Og Fader og Moder og Marie og Huslæreren og Stor-Ingeborg og Lille-Ingeborg og MellemIngeborg og Marit og Gammel-Kari og Skomageren og Paal Anders og Ole, Alle som En ud for at se paa dem. Da Hundene kom efter dem, satte de mere Fart paa, og efter en Stunds Forløb forsvandt de i et Holt derover. Lidt efter kom Hundene ogsaa hjem igjen med Tungen ud af Halsen; de havde nok ikke fundet det rigtig raadeligt at gaa videre. Gamle «Kanin» laa fremdeles begraven i Snefanen, nu omtrent maaløs af Gnelder og Ærgrelse, og blev da endelig bjerget af mig.

Men slig som jeg længtes efter, at Skoletiden skulde blive slut den Dag! — Heldigvis var der bare en Time igjen. Middagen var snart expederet. Og saa satte Fader sig til at hvile Middag, Moder ligesaa. Hr. Huslæreren gjorde det Samme, kun under et andet Navn; — og saa endelig kunde jeg slippe ud. Jeg paa Taa ind paa Kontoret, Geværet ned af Væggen, en stor lang Jagtkniv likesaa; Ulvehaglene kom ogsaa med denne Gang, og saa ud, Skiene paa og afsted opp til Husmanden Per Persen. Han havde en Søn, lidt yngre end jeg, som naturligvis ogsaa hed Per og kaldtes «Likj-Pe» (eller hvorledes man skal stave den Udtale af «i», som ingen Andre kan klare end de, som ere fødte med den), men på Præstegaarden gik under Navnet «Adjutanten», da han var min tro Ledsager og Vaabendrager paa alle Slaks Expeditioner.

Da jeg kom, var han netop i Begrep med at binde Skiene paa sig for at gaa til Præstegaarden.

«Kom nu, Per!» raabte jeg, «nu skal vi over paa Engene og klemme Graabenen, Gut!

«Ja, bætterdø!» svarede Per, henrykt over denne store Tanke. «Men e hi inga Børse!»

«Aa skit! — se her skal Du faa denne, Du!» — og dermed gav jeg ham Jaktkniven. Det syntes han var et brilliant Vaaben til at kv aerke Ulve med, og sjælefornøiede droge vi afgaarde over paa Engene.

Vi fandt strax Sporene af de Ulve, vi havde seet før om Dagen. De førte ind i en tæt Oreskov eller rettere Krat, som voxte i Dotte-vis over en god Del af Øen. Vi havde saa meget Vet, at vi gave os til at gaa rundt om det Krat, hvori Ulvene havde gaaet ind; vi fandt intet Spor, som gik ud, og saa matte de vel være derinde. Men at finde dem der, hvor vi ikke engang kunde komme frem paa Ski, — det var fulere. Men vi gik og gik, og at Sporet var friskt, det kunde vi se; men til al Guds Lykke traf vi ikke paa nogen Ulve. Det begyndte nemlig at mørkne, Lille-Per begyndte at blive ræd, dels for Graabenene og dels for at faa Juling, naar han kom hjem, for Fraværelse uden Permission; jeg var heller ikke fri for lignende Anelser med specielt Hensyn til Lexerne, og vi luskede da hjem igjen temmelig slukørede. Men paa Hjemveien udmalede vi med store Ord for hinanden, hvorledes vi skulde have «klinket» Ulven, hvis vi havde fundet den, og lagde store Planer til kommende Ulve¬jagter, hvor vi ogsaa skulde faa med os Lensmandens to jevnaldrende Sønner. Og den af disse Planer, som tiltalte os mest, var at jage Ulven med Gris paa Isen. Vi skulde sætte den store Grisen hjemme i en Kulkurv paa en Langslæde, spænde to Heste for og saa kjøre og knibe Grisen i Halen og skyde Ulv i Masse! Ja, det skulde blive Moro!