Internt referansenummer: 31.08.2011 – BOK
Kilde:
MAGRE VILKÅR – FRÅ GRENSEBYGDER OG FINNSKOGER
Haakon Garaasen
OLAF NORLI
OSLO 1924
Andre samlinga

Veier og fremkomst – Skie-kjelken

Frå tida kring 1780. Utdrag av „Beskrivelse over Trysild preestegkeld i Aggershuus stift i Norge forfattet af stedets prest Axel Christian Smith i året 1784″.

Skie-kjelken. Nu følger endelig tilsidst beskrifvelse over skie-kjelken, som skirenderen ofte måe trække efter sig på sine veie. Meget nær er dens skikkelse som en vedslæde, og næsten ligeså lang, men meget smalere. Meierne ere aldrig beslagne med jernstænger; der findes heller ikke noget andetsteds jern derpå, på det at den ikke ved for stor tyngde skulde være skieløberen besværlig. Den gjøres derfor gandske spæd og tynd; både bund, fjættrer og stænger ere smækre, på det at den kan være desto lettere. Neppe troer jeg at den skulde veie over et par bismerpund.

Man bruger ingen skagler (skjæker) til denne slæde; men i deres sted et reeb, sammenvredet af vidier, hvormed den trækkes af karlen. Rebet fæstes midt i den forreste ende, imellem meierne. Ved enden af rebet er den såkaldede kjelke-sehle, aleene bestående af alens bredt barket læder  eller reensdyrskind, dannet til en stor løkke, som karlen kaster over akselen og under armen. Fra kjelkens venstre meie går en stør af 21/2 alens længde; denne holder karlen i den venstre hånd for at styre kjelken og hele tiden have den i samme frastand. I den høire hånd holder han sin skiestav, og således spændt for åget marserer han i vei med visse og rolige skridt. Udover bjerget hindres karlen intet af kjelken, thi stangen holder kjelken tilbage fra at komme ham for nær, og på den jævne vei, så vel som opefter, kan han bequemmelig med stangen føre den til hvilken side det behøves.

Når det er umueligt at komme til høeladerne eller vinterhesjerne med hest og slæde, måe skie-kjelken gjøre tjeneste, eller rettere, karlen med den. I almindelighed læsser man på skiekjælken det halve høe mod et hestelæs. En karl trækker derfor på sin kjelke 1/2 skippund høe og derover. Af byg een tønde og mere, om føret er nogenledes. Er et dyr skudt i fjeldene eller skoven, bliver og skiekjelken brugt for at hjemtrække det erhvervede bytte. Endelig bliver og kjelken et uundværligt rediskab når man om foråret skal til fjelds eller langt ind i skoven for at bryde riisquiste af selje, rogn, birk og andre løvtrær. Foruden dette bruges i det øvrige skiekjelken iblandt af dem der gåe tilfods med nagle småe poser korn for at få malet ved quærnhusene; når man i hast skal fra skoven hente lidet brænde, eller har noget huusgeråd at trække hen et lille stykke vei. Enhver gårdbruger er derfor alltid forsynet med 1 á 2 skiekjelker, da han uden dem tidt og ofte skulde være ilde faren, og næsten i større nød end om han manglede hest. Skiekjelken er til visse de fattiges, og husmændenes troe følgesvend. De fleste af dem formåe ikke at føde hest. Selv småe de da afsted, ziirede med kjelke-sehlen, egnens ridderbånd. De ere således daglig, næsten hele vinteren igjennem, spændte for åget, trækkende til huuse, ved hjælp af deres kjære skiekjelke, høe, mose, løv, birkeriis, furu og granbar; høet iblandt fra 3 å 4 til 7 à 8 miile hen i fjelddalene.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.