Internt referansenummer: 14.10.2013 – BOK
Kilde:
Natur Folkeliv og Folketro paa Voss  og Vossestranden,
Belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn Fortællinger o.s.v.
fra ældre og nyere Tid
Samlet og utgivet af:
Th. S. Haukenæs
Fjerde del
Voss
Hardanger.
Udgiverens Forlag
1887
Klikk her for å lese mer om Thrond Sjursen Haukenæs
Klikk her for å lese Forodet

 

Vossevangen ved Begyndelsen af dette Aarhundrede

Landhandlerstedet Vossevangen har i de sidste Aartier taltet et betydelige Opsving og især nu efterat Jernbanen fra Bergen til Voss blev anlagt. Sagnet fortæller, at der skal være spaaet om Vossevangen, at den engang skal blive til en By saa stor, at «Vossebro» skal blive liggende midt i Byen. Vore Forfædre havde ikke stor Tro paa Opfyldelsen af denne Spaadom, men hvis Jernbanen bliver bygget over Fjeldene til Østlandet og Kristiania, tør det ikke være umuligt, at Spaadommen kan komme til at gaa i Opfyldelse.

Ved Begyndelsen af indeværende Aarhundrede var Vossevangen kun en ubetydelig Plads, hvis Huserækker væsentlig bestod af Hestestalde. Ude paa Seim, hvor Fogden nu bor, boede dengang Lensmand Koren, der anlagde den store Æblehave, som endnu findes paa Seim; Koren var en stor Elsker af saadanne Anlæg og opmuntrede sine Naboer og Bygdefolk ved Raad og Daad til at dyrke Frugttræer og Bærbuske. — Der, hvor Fleischers Hotel nu staar, boede dengang Landhandler Bastian, der tillige var Bager. Længere fremme mod Vossevangen havde man den saakaldte «Gasgjevargrind», der stængte tversover Postveien; den er nu skaffet tilside. Kom man forbi denne Grind, havde man Kapellangaarden tilvenstre og endel Hestestalde tilhøire. Længere fremme og ligeledes til høire, der hvor Skolebygningen nu staar, havde man dengang det ilde berygtede Øl- og Brændevinsudsalg «Skrumpen» eller «Skrumpestuen», hvor alle Bygdens Drankere — hvoraf der i de Dage ikke fandtes saa faa — sad og drak Dag efter Dag, og hvor alle Bygdens Slagsmaalskjæmper samledes til for at rives og slides, og hvor Dagdrivere og Lediggjængere, Landstrygere og andet fremmed Pak havde sit stadige Opholdssted for at træffe Kammerater og Aandsbrødre. — Lidt længere fremme, hvor Paal Jæger nu bor, var der ogsaa et Gjæstgiversted, hvor der var Udsalg af Brændevin og Øl og hvor Værten hed Karsten; dette Gjæstgiversted synes at være oprettet efterat den gamle «Skrumpestue» var nedlagt og blev derfor Arvtager efter denne baade hvad Navnet og hvad Gavnet angaar. Drik og Støi og Uorden af enhver Slags fandt ogsaa her Sted i stor Udstrækning. — Paa samme — øvre — Side af Gaden eller Veien boede dernæst Løitnant Øwre i en liden Stue uden Loft; hans Stabur blev først nedrevet i 1883. Paa tomterne af Øwres Hus er det nu Landhandler Størk Ullestad bor. Endnu noget længere frem boede Lensmand Berg, Korens Eftermand; hans Hus stod dog paa den anden Side af Gaden, omtrent hvor Sorenskriveren nu bor. Der, hvor David Præstegaard nu har sit Hus, stod dengang en Stue, som hørte Landhandler Schlanbusch til, og hvor han drev sin Handel; han havde en lignende Stue paa den anden Side af Gaden, og her boede han; begge disse Stuer var af de anstændigste Huse, man saa paa Vossevangen dengang. Ved Schlanbusches Stuer delte Gaden sig i tre Arme: Hovedgaden, som fremdeles løb mod øst, en Sidegate, som løb mod Syd og en ditto, som løb mod Nordøst. Ved enden af Gaden, som førte mod Syd, laa dengang som nu Præstegaarden og med omtrent de samme Huse, som fremdeles er at se. Hovedbygningen har dog senere undergaaet adskillige Forandringer og Forbedringer. Ved den anden Gade, som førte mod Nordøst, traf man først paa høire Haand et udet Hus, hvor en Mand ved Navn Johannes Rinden boede; paa den modsatte Side men lidt længere fremme boede en Mand ved Navn Godskalk, og endnu længere oppe, der hvor L. Kindems Hus nu staar, boede Kirkesangeren Josef. Paa høire Side af Gaden havde man endvidere en Mand ved Navn Knut; hans Hus stod der, hvor Bundtmager Lars Ringheim nu bor. Vender vi saa tilbage til Hovedgaden og fortsætter østover, træffer vi efter dens Kløvning i de to Bigader først paa høire Haand, der hvor Voss Forbrugsforening nu staar, en liden Stue uden Loft, hvor en Mand ved Navn Nikolai boede. Længere fremme, men paa venstre Haand, stod Tingstuen, den samme, som fremdeles er at se. Ovenfor denne, paa den nuværende Voss Sparebanks Grund, boede en Mand ved Navn Kolbein, almindeligvis kaldet Kolbein Slutter; her var ogsaa som enslags Arrest, og Kolbein var Arrestforvarer. Den navngjetne Gjest Baardsen rømte engang fra dette Hus, hvor han sad arrestaret, et Stykke, som vistnok let lod sig udføre af en saadan Kunstner i Faget som Gjest Baardsen. — Paa den høire Side af Gaden, ligeoverfor Tingstuen, stod dengang som nu Vangens Enkefattighus, en uanselig rødmalet Bygning, hvor endel gamle trængende Enker af Voss har frit Ophold. Lidt længere fremme paa samme Side staar Kirken. — Gaar vi atter over til venstre Side, var der intet andet end en ensformig Række af Hestestalde fra Arresthuset af og fremover til Huset, der Bager Kronstad nu bor. Her boede ogsaa i de Dage en Bager. Dette var dog først efter 1814, før dette Aar havde Vossevangen ingen Landhandlere eller Bagere. Den første Bager var Anna Lundhaugen, der bagte Rugkaker og gik paa Gaden og solgte dem. Hun sad mangen Gang ved Hjørnet af det omtalte Fattighus og solgte sine Kager. — Ved Kronstads Hus delte Veien sig i to Arme, en, som førte opover Rognsbakkerne med videre Fortsættelse til Vossestranden og Gudvangen, og en, som gik ret fremover og var Begyndelsen af Veien til Hardanger. Ved den sid-ste var ingen Huse med Undtagelse af de to Teltboder, som fremdeles er at se, samt længere fremme et Hus paa «Skarvet» og et ved Baabroen, hvorover Veien til Hardanger dengang førte. Ved den anden Vei stod en uanselig Bygning paa det Sted, hvor Landhandler Simons gamle Butik staar. Her boede en Hattemager. Endvidere stod der nogle usle Rønner i Lundhaugen, men videre Bebyggelse var der ikke paa den Kant.

Idethele var der paa Vossevangen i de Dage 6 å 7 Vaaningshuse eller Beboelsesleiligheder med Loft. For alle Husenes vedkommende gjælder, at de var opbyggede af hele Tømmerstokke, der var huggede en Smule paa Siderne, saa at de dannede en passende Runding, at Husene var tækkede med Næver og Torv, havde smaa Vinduer og Ljore i Taget, hvorover var spændt en Skjaa; enkelte Huse havde endog sletikke Vinduer, men fik alt sit Lys gjennem Ljoren. Aldrig var Husene bordklædte og aldrig malede hverken indvendig eller udvendig.

I Aarene efter 1814 boede der paa Vossevangen idethele 2 Landhandlere og to Bagere foruden Øl- og Brændevinshandlerne. For Landhandlernes Vedkommende var dog vistnok Omsætningen liden, da Folk dengang ikke kjøbte stort hos Handelsmændene, men hjalp sig med sin egen Tilvirkning hjemme paa Gaardene. Kaffe var endnu aldeles ubekjendt blandt Almuen paa disse Kanter, derimod kunde man nok kjøbe lidt Sukker til Smaabørnene, til Barselskoner og forskjelligt; ligeledes brugte de fleste lidt Tobak, som man ogsaa kjøbte hos Landhandlerne. Af Manufaktur- og Luksusvarer omsattes kun yderst lidet; lidt Lintraad og Naale, Perler til Kvindernes Brystduge, Sjaler og Uldtøiklude og forskjelligt andet Smaatteri. Det gjorde sig ikke til meget, men saa var der ikke mange kontante Penge i Omløb blandt Folket heller dengang. — Da Omsætningen var saa, ilden og Transporten af Vareme med Datidens lidet udviklede Kommunikasjonsvæsen saa vidløftig og kostbar, maatte Handelsmændene holde meget høie Priser for at kunne sutinere, og Folk valgte derfor hellere at gjøre en Tur til Byen hvert Aar og foretage sine Indkjøb der. Tiden, man spildte, regnede man ikke stort paa, og Varerne faldt billigere og bedre der.

Bagerne gjorde idethele lidt bedre Forretninger. Om Søndagene, naar Almuen kom til Kirken, solgte de store masser af Kringler og Smaabrød til Kirkefolket, som ofte havde lange Veie og ingen Niste med sig. Somme syntes vistnok det var for spendabelt at kjøbe for 1 Skilling i Kringler og fortære og gik heller sultne hjem, men det var dog mange flere, som kjøbte. Og saa var det alle, som sad paa «Skrumpen» og drak, ofte Dag efter Dag; de maatte ogsaa have noget at leve af, og saa var det at gaa til Bageren og kjøbe sig en Kringle eller to.

Angaaende Politivæsenet paa Vossevangen i disse Brændevinshandelens Dage saa var det nu saa som saa. Lensmand og Foged boede vistnok i eller ved Vangen, men det var sjelden de greb ind, uagtet Roligheden idelig forstyrredes ved Slagsmaal og Uordener af alle Slags. Men Folket selv var saa vant med sligt, at de ikke tog nogen Forargelse af et Slagsmaal, endog om det endte med Knivstik og Blodsudgydelse, og de, der skulde ligesom være Øvrighed, saa da ogsaa helst mellem Fingrene med saadanne Udskjeielser.