Bildet er hentet fra boken «Norge fremstillet i tegninger» utgitt i 1848.

Udsigten fra Krogkleven er eruopaberömt. Man finder den beskrevet i alle Reiser ligefra Wargas Bedmars og Leopold von Buchs’s til Biltons og Mügges. Den besöges og besöktes af inden- og udenlandske Turister, hvis mangehaande flaue og begeistrede Udbrud prydede Klevstuens Vægge og Vinduesruder. Artiumsaspiranter og sentimentale Ungmöer, medens de afgave en uudtömmelig Kilde til Sköi og Spas for ældre Reisende.

Krogkleven ligger tre norske Miil fra Christiania; Veien derop er rig paa afvexlende Vuer og pitoreske Situationer indtil man kommer op paa Krogskoven. Men denne Bjergegns eensformige triste Skovvuer bidrage ved sin Modsætning til at hæve det paa een Gang smilende og storartede Landskab, der pludselig viser sig i magisk Belysning for den Reisende gjennem Krogklevens mörke, uhyre Tubus. – Kleven er en Spalte mellem höie, lodrette Porfyrklipper i den Styrtning af Krogskovens Bjergmasse, der omgiver Steensfjorden. Granskoven, som mægtig kneisende (nu er den fældet) paa Toppen af de steile Sider, bidrog fordum til at foröge Skummelheden i Klöftens Dyb. Men denne Skov og de steile Klipper dannede kolossal Ramme, der lod det solbestraalede Tryllerige, som dybt nede udbreder sig lig en fremmed Verden, udfolde sig og fremtræde i al sin Glands og Herlighed. Denne dybe Indfatning, som giver Udsigten fra Kleven dens Relief, mangler aldeles de tvende Punkter, der i Almindelighed ere Maalet for Turisternes Besög. Den ene af disse er tæt ved Klevstuen med Öst og kaldes, efter et Besög af H. M. Enkedronningen, «Dronningudsigten». Den anden kaldes, fordi den ogsaa skulde have er Navn «Kongeudsigten», og ligger et Par tusind Skridt i Vest for Klevstuen. Fra dette Sted er Udsigten overordentlig vidstrakt. Man nærmer sig den ad en Sti igjennem Skoven, og staaer, naar man kommer du mellem Granerne, pludslig paa Stupet af Aasen, 1400 Fod over Vandfladen. I svindlende Dyb udbreder sig et uendeligt Panorama: De trende Fjords blinkende Speilflader funkle i Forgrunden og beskylle det udtungede, bugtede Lands lövkransede Odder og flöielsgrönne Marker. Hist over Fladen ligger Gaarde ved Gaarde, store velbyggede, omgivne af Enge, Hauger og gyldne Agre, og midt iblandt dem staaer den hvide Kirke med Taarn og Spiir. Mörke Skovsletter og granklædte Höider danne Skyggerne i Landskabet. Omkring det taarner sig Aaser over Aaser, Bjerge over Bjerge; de hæve sig höiere og höiere i mörkeblaae, violette og blaalige sölvskimrende Border af Sne og Iis, indtil de synes at flyde sammen med Horizonten.

Fjernt mod det yderste Vest hæver sig en kuppelformig Skikkelse.

«Er det et Fjeld, eller er det en Sky»?

Man stirrer og stirrer. Formen forandrer sig ei, Sollyset falder stærkere paa, Luftslöret viger, man öiner: Snestriber fra Toppen til Foden. Det er Gausta, der vinker Vandreren, som her gribes af en uendelig Længsel efter dette blaae Fjerne.

 

Del på sosiale medier

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *